Elektriske løbehjul møder kritik – vi holder os inden for loven, siger udlejer

Cykelhandler møder ind til en håndfuld løbehjul, der hver morgen står ude foran hans butik – uden at han har givet lov til det.

Det er ikke ulovligt hverken at køre på eller parkere løbehjulene i Danmark. Men hvis de bliver genudlejet fra offentligt areal, kan der være tale om et lovbrud. Foto: Jesper Schjødt Agergaard / TV 2

Det er langt fra alle, der er tilfreds med de cirka 400 elektriske løbehjul, københavnerne de sidste par måneder har kunne køre rundt på. Løbehjulene bliver ulovligt udlejet fra kommunens arealer og efterlades over alt i byrummet, lyder kritikken.

Men det afviser svenske Vio og tyske Tier, der står for at udleje løbehjulene.

- Vi arbejder inden for lovens rammer, og vi er meget opmærksomme på at tilpasse os den danske lovgivning, siger Vios danske landechef, Eric André, til TV 2.

Udlejning fra fortove

Det var en lovændring, der trådte i kraft i januar, der gjorde, at det blev lovligt at køre på de eldrevne løbehjul i Danmark. Siden er der opstillet omkring 400 el-løbehjul, der kan lejes til en minuttakst.

Når man er færdig med sin tur, kan man bare sætte løbehjulet fra sig – og det er problematisk, mener Mikkel Halbye Mindegaard, der er enhedschef i Københavns Kommunes teknikforvaltning. Hvis andre lejer løbehjulene, der er blevet efterladt, sker det nemlig ofte fra byens fortove, der er ejet af kommunen, og det er ikke lovligt, forklarer han.

REGLER FOR EL-LØBEHJULENE

  • Må kun køre på cykelstierne
  • Skal bruge lygter og reflekser
  • Må maksimalt køre 20 km/t
  • Er underlagt færdselsloven
  • Chaufføren skal være fyldt 15 år
  • Lovændringen trådte i kraft i januar som en 1-årig forsøgsordning
Se mere

Hvis man som virksomhed ønsker at udleje fra offentlige områder, kræver det en tilladelse, forklarer han og sammenligner det med, hvis en restaurant ønsker udeservering. Det kan kun ske, hvis de får en tilladelse fra kommunen først, og det har hverken Tier, Vios eller nogen andre løbehjulsudlejere fået.

- Vi har været i dialog med dem, og vi har meget skarpt præciseret over for dem, hvad der er lovligt, og hvad der ikke er lovligt, siger Mikkel Halbye Mindegaard.

Mikkel Halbye Mindegaard er enhedschef i Københavns Kommunes teknikforvaltning. Foto: Jesper Schjødt Agergaard / TV 2

Lovligt at køre og parkere løbehjulene

Selv mener svenske Vio, der allerede udlejer løbehjul i flere andre skandinaviske storbyer, at de overholder loven. Om aftenen indsamler de løbehjulene, og når de sætter dem ud næste morgen, sker det efter aftale med deres private partnere, der har givet dem tilladelse til at have løbehjulene stående. Det drejer sig om cirka 200 hoteller, caféer og butikker, forklarer Eric André, der er landechef for Vio i Danmark.

- Det er helt lovligt både at køre løbehjul og for vores brugere at parkere dem. Selvfølgelig er det sådan, at hvis vi ser et løbehjul, der er parkeret problematisk, så sørger vi for at fjerne det, siger Eric André.

Et lignende budskab har TV 2 modtaget fra Philip Rosendal, der er City Manager i København for Tier.

- Ethvert forkert parkeret løbehjul, som vi bliver gjort opmærksom på gennem vores system, fjernes så hurtigt som muligt, og vi arbejder dagligt på dette for at blive endnu mere effektive, skriver Philip Rosendal i en mail.

Vios landechef i Danmark, Eric André mener at selskabet holder sig inden for lovens rammer. Foto: Jesper Schjødt Agergaard / TV 2

Eric André forklarer, at Vios løbehjul har været forsikrede siden starten, at man har været i dialog med Københavns Kommune lige så længe, og at man opfordrer sine brugere til at efterlade løbehjulene på hensigtsmæssige steder, når deres tur er overstået.

Derudover gør Vio også brug af såkaldte no-parking-zones, hvor man ikke kan afslutte sin tur, hvis man befinder sin inden for det afgrænsede geografiske område.

Cykelhandler kan ikke komme i kontakt med udlejere

En af dem, der ufrivilligt er blevet en del af løbehjulsballaden, er indehaver af cykelbutikken Vélo 94 på Nørrebro, Carsten Jon Pedersen. Han har i forvejen givet tilladelse til, at bycykler kan udlejes fra fortovet ude foran hans butik, men hver morgen, når han møder ind, bliver han også mødt af fire-fem løbehjul fra Tier, der står i forlængelse af cyklerne.

- Som det er i dag, synes jeg bare at løbehjulene roder. Der er ikke nogen, der tager ansvar for dem i løbet af dagen, siger Carsten Jon Pedersen til TV 2. Hvis han kunne lave en aftale med Tier, kunne situationen se anderledes ud, men det har indtil nu ikke været muligt at komme igennem til det tyske selskab, siger han.

Ifølge Mikkel Halbye Mindegaard fra Københavns Kommunes teknikforvaltning ville netop en cykelhandler være en af den slags butikker, der kunne få tilladelse til at udleje el-løbehjulene. Det kræver en forbindelse med udlejeren og det, som bliver udlejet, for at man kan få lov at bruge kommunens arealer og fortove til udlejningen, forklarer han.

Enhver café, kiosk eller grønthandler vil altså ikke i udgangspunktet kunne få tilladelse, selvom de måtte ønske det.

TV 2 Lorry har testet de nye elløbehjul. Se med i videoen herunder:

01:05 Luk video


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik