Sådan så det ud, da den 29-årige mand blev anholdt. Foto: Steven knap / Presse.droto.dk

Efter økseoverfald efterlyses hjælp til løsladte fanger

I samarbejde med tv2.dk

Formanden for Kriminalforsorgsforeningen efterlyser mere hjælp til fanger, der bliver løsladt fra landets lukkede fængsler.

Den 29-årige mand, der i går blev varetægtsfængslet for et økseangreb i Birkerød og et bankrøveri i Ringsted, blev løsladt fra en tre års fængselsdom i Nyborg Statsfængsel for to uger siden.

Den formodede gerningsmand henvendte sig ifølge flere medier efter sin løsladelse til politiet for at få hjælp, men uden held.

Jeg kan ikke sige, at den 29-årige ikke havde begået sin udåd, hvis han havde fået hjælp.

John Hatting, formand for Kriminalforsorgsforeningen

Nu efterlyser formanden for Kriminalforsorgsforeningen mere hjælp til fanger, der bliver løsladt fra landets lukkede fængsler.

- Jeg kan ikke sige, at den 29-årige ikke havde begået sin udåd, hvis han havde fået hjælp. Men vi har en generel bekymring for at løslade fanger fra lukkede fængsler til åben gade. Fængslet er et hårdt, koldt og menneskeligt ødelæggende miljø, så folk skal have hjælp til at finde deres ben igen, når de løslades, siger formand John Hatting til TV 2. 

00:47

Formanden for Kriminalforsorgsforeningen efterlyser mere hjælp til fanger, der bliver løsladt fra lukkede fængsler.

Luk video

Læs også Politiet: Mistænkt øksemand var kendt af PET

Fodfæste i samfundet igen

En løsning kan ifølge formanden være, at fangerne omstiller sig til et liv uden for murene via åbne fængsler eller såkaldte udslusningpensioner, som der allerede findes seks-syv af rundt om i landet.

- Her kan folk få hjælp til at finde fodfæste i samfundet igen. Ved samtaler og samvær med helt almindelige mennesker. På den her måde sikrer vi, at folk bliver straffet, men vi sikrer samtidig, at de kommer nogenlunde ud på den anden side igen, siger John Hatting.

Han sammenligner den seneste sag med den 29-årige formodede gerningsmand med terrorsagen fra 2015, hvor Omar El-Hussein blot 12 dage før angrebet henvendte sig til Københavns Kommune for at få hjælp til at finde en bolig og et job. Kommunen vurderede, at Omar El-Hussein ikke var klar til hverken job eller uddannelse.

- Omar rakte hånden ud mod samfundet, men samfundet var ikke klar til at hjælpe. På samme måde skulle den 29-årige være hjulpet på vej tilbage til et liv uden for fængslet. Så kunne weekendens overfald måske være forhindret. Vi ser, at langt de fleste fanger ønsker et normalt liv, når de bliver løsladt. Men de har brug for hjælp til at finde fodfæste, ellers falder de tilbage i de gamle mønstre og netværk, lyder det fra John Hatting. 

Læs også Mistænkt øksemand fængslet: Nægter at udtale sig i retten

Fængselsformand: Behov for bedre samarbejde

Tirsdag oplyste Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse, at de i sagen om den 29-årige har samarbejdet tæt med PET, Rigspolitiet og øvrige relevante myndigheder.

Af pressemeddelelsen fremgik det videre, at den formodede gerningsmand havde stiftet bekendtskab med militant islamisme og kunne være psykisk ustabil.

For at undgå fremtidige sager som eksemplerne med Omar El-Hussein eller den 29-årige øksemand, er det derfor vigtigt, at fængslerne fortsat indberetter mistænkelig adfærd eller mistanke om radikalisering blandt indsatte, som de også gør det i dag. 

Læs også Politiet i intens menneskejagt på hele Sjælland efter økseangreb

Men efter endt afsoning er det nødvendigt, at andre myndigheder overtager opgaven og har et øje på de pågældende personer, for her har de fængselsansatte ikke længere myndighed til at gøre noget, fastslår Fængselforbundets formand, Kim Østerbye.

- Jeg synes faktisk, at vi gør det, vi skal. Men set i bakspejlet, kan man jo altid vurdere, om det er godt nok, og det er jeg da også sikker på, at man nu drøfter internt i Justitsministeriet, siger han til TV 2.

Fængselsformanden understreger, at han ikke kan gå nærmere ind i den konkrete sag på grund af tavshedspligt. Men på et generelt plan kan der være behov for et endnu tættere myndighedssamarbejde i forhold til at holde øje med de risikopersoner, der løslades fra fængslerne.

- Jeg tror desværre, at der render flere mennesker rundt i vores samfund med ubehandlede psykiske lidelser, som på den ene eller den anden måde kan afstedkomme farlige situationer, siger Kim Østerbye.

I samarbejde med tv2.dk