Foto: Scanpix

Efter nytårs-nedbruddet: YouSee får hjælp af efterretningstjeneste

I samarbejde med tv2.dk

Forsvarets Efterretningstjenestes cyber-enhed assisterer YouSee i undersøgelsen af det store tv-nedbrud nytårsaften

Center for Cybersikkerhed er gået ind i undersøgelsen af YouSees store nedbrud, der var årsag til, at op mod 1,2 millioner danskere stod uden tv-signal henover nytåret. 

Center for Cybersikkerhed samarbejder med TDC om hændelsen.

Thomas Lund-Sørensen, chef for Center for Cybersikkerhed

Det bekræfter Center for Cybersikkerhed overfor TV 2. 

- Center for Cybersikkerhed samarbejder med TDC om hændelsen. På nuværende tidspunkt kan vi ikke udtale os om en mulig årsag, siger Thomas Lund-Sørensen, chef for Center for Cybersikkerhed, i et skriftligt svar. 

Læs også Nu viser YouSee atter fjernsyn: "Vi beklager dybt"

Center undersøger blandt andet cyberangreb

Center for Cybersikkerhed hører under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE, red.), der blandt andet "opdager, analyserer og bidrager til at imødegå avancerede cyberangreb mod myndigheder og virksomheder, der er beskæftiget med samfundsvigtige funktioner".

Der er et større analysearbejde i gang, som skal på plads, før vi kan sige mere om årsagen til nedbruddet

Mai-Britt Noe, kommunikationsmedarbejder ved TDC Group

Ifølge TV 2s oplysninger er det normalt at involvere Center for Cybersikkerhed ved større nedbrud. 

Hverken Center for Cybersikkerhed eller TDC har indtil nu ønsket at fortælle, hvorfor hundredtusindvis af danskere fik sort skærm.

Ifølge YouSee er fejlen ellers fundet. YouSees direktør, Jaap Postma, forklarede søndag, at nedbruddet skyldtes "et ekstremt kompliceret fysisk nedbrud i vores system".

- Men der er et større analysearbejde i gang, som skal på plads, før vi kan sige mere om årsagen til nedbruddet, lød det mandag morgen fra Mai-Britt Noe, kommunikationsmedarbejder ved TDC Group som YouSee er distributør for. 

Læs også Gik du også glip af nytårstalen? Se den hele her

De fleste kunder har tv igen

Ifølge YouSee har stort set alle kunder mandag morgen fået signalet tilbage, efter det forsvandt lørdag eftermiddag omkring klokken 16.30.

Det betød blandt andet, at mange danskere måtte ty til alternativer, da de traditionen tro tændte tv’et for at se dronning Margrethes nytårstale.

De værst ramte kunder stod uden tv-signal i op mod 30 timer.