DSB lider under grænsekontrol: Nu skal det være nemmere at pendle mellem Sverige og Danmark

DSB har mistet et stort antal kunder på de besværlige kontroller, som blandt andet betyder, at kunder skal skifte perron.

DSB vil nu gøre det enklere at krydse grænsen mellem Danmark og Sverige, selvom der i øjeblikket er id-kontrol. Derfor ændrer DSB og transportministeriet nu proceduren i Kastrup Lufthavn, så passagerer kan få kontrolleret deres id på samme perron, som deres tog ankommer til og kører videre fra.

quote Vi har mistet cirka 12 procent af vores passagerer, siden der blev indført id-kontrol. 

Tony Bispeskov, trafikinformationschef i DSB

I dag kræver kontrollen, at passagerne flytter sig fra en perron til en anden. Det tager både tid og er besværligt. Den nye og enklere id-kontrol træder i kraft 30. januar 2017. 

- Vi har mistet ca. 12 procent af vores passagerer, siden der blev indført id-kontrol. Den har betydet gener for vores kunder, færre tog og længere rejsetid. Det vil vi meget gerne gøre noget ved, så det bliver mere attraktivt for vores kunder, herunder at man ikke behøver at skifte platform eller perron ude i Kastrup, fortæller trafikinformationschef i DSB, Tony Bispeskov, til TV 2. 

Han håber, det er første skridt mod gradvist at gøre tingene bedre for kunderne og tilføjer, at også IC-Bornholm-tog pr. 30. januar kan standse ude i lufthavnen.

- Vi kigger også på muligheder, så vi kan forbedre trafikken ud mod lufthavnen. Hele formålet er at gøre det bedre for vores kunder og mindske nogle af de gener, som i dag er i forbindelse med denne her id-kontrol, siger han.

quote DSB og Transportministeriet har valgt den dyreste løsning, som også er den bedste løsning for pendlerne

Michael Randrup, Pendlerklubben Kystbanen

Den dyreste og bedste løsning
Pendlerklubben Kystbanens talsperson Michael Randrup kalder det "et skridt i den rigtige retning". Han henviser til en undersøgelse blandt pendlerne, som foreslog tre forskellige modeller.

- DSB og Transportministeriet har valgt den dyreste løsning, som også er den bedste løsning for pendlerne. Så det er vi glade for, siger han. 

Han tilføjer, at de fleste passagererer kommer fra Sverige til Danmark for at arbejde. 

- Og de får nogle gange slet ikke lov til at stå af på stationen med den løsning, vi har i dag. I fremtiden er man sikker på at komme af på den station, altså Kastrup Lufthavn, hvis det var den station, man havde købt billet til og forventede at komme frem til. Det vil også sige, at man som rejsende vil være rigtig glad for denne løsning, siger Michael Randrup. 

Håber på at fjerne id-kontrol
De passagerer, som kommer den anden vej fra - fra Helsingør mod Sverige -, skal i dag skifte tog på Nørreport Station og tage metroen ud til Kastrup Lufthavn. Fremover vil de kunne tage toget direkte ud i Kastrup Lufthavn. 

- Så der er en genvist og på den lange bane er der rigtig mange muligheder, fortsætter Michael Randrup, som ud over IC-Bornholm-toget håber, at også tog fra Jylland og Fyn frem over vil kunne standse i Kastrup Lufthavn. 

- Og i sidste ende ser vi gerne 10-minutters drift til Sverige, og at vi kan få disse to id-kontroller ned på én id-kontrol. Eller at vi måske endda kommer helt væk med dem, slutter han. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik