Dræbt 30-årig var tidligere højtstående bandemedlem

Den 30-årige mand, der fredag aften blev skudt og dræbt på Østerbro, var tidligere ledende medlem af banden Brothas Souljaz.

Den 30-årige mand, der i aftes blev dræbt under et gadeskyderi på Østerbro, har tidligere været et højstående medlem i den bandegruppering fra Mjølnerparken, som indtil februar hed Brothas Souljaz.

Her blev han – indtil han i 2013 blev idømt syv års fængsel for et banderelateret drabsforsøg på et bageri på Nørrebro - betragtet som et ledende og toneangivende medlem.

Under sagen blev han beskrevet som ’klog’ og som en person, der gav andre i gruppen råd om, hvordan man udførte angreb på gruppens fjender.

Den 30-årige blev i byretten idømt otte års fængsel for drabsforsøget, men landsretten nedsatte senere straffen til syv år i september 2013.

Den 30-årige skal være blevet prøveløsladt for nyligt, og i mellemtiden er Brothas Souljaz blevet opslugt af grupperingen Black Jackets.

Black Jackets har siden sin etablering i Danmark været på kant med flere andre grupper – ifølge politiet om narkomarkedet.

Der har den seneste tid været vedvarende rygter i det kriminelle miljø om, at der internt i Black Jackets har været dalende opbakning. På Københavns Vestegn har klubben mistet sit klubhus – sat ud af fogeden, efter at politikredsen gennem en længere periode på grund af konflikter med grupperne Gremium og Loyal To Familia, LTF.

Siden har gruppen ifølge TV 2’s oplysninger ikke været synlig i gadebilledet.

Ifølge TV 2’s kilder er flere af de personer fra Mjølnerparken, der oprindeligt trådte ind i Black Jackets, atter trådt ud. Og hvor flere af de toneangivende skikkelser fra det daværende Brothas Souljazs Facebook-profiler i foråret var plastret til med Black Jackets-symboler, er disse i dag støvsuget for dem igen.

Tilsvarende er flere officielle Black Jackets-grupper på Facebook lukket i samme periode.

Kilder med indsigt i det kriminelle miljø beskriver, at en del af de frafaldne har flirtet med rockergruppen Satudarah.

Om den 30-årige var en del af denne gruppe, er endnu ikke klart. Men toneangivende personer fra rockergruppen Satudarah udtrykker i dag sorg på sociale medier over drabet på den 30-årige.

Ud over den 30-årige blev også tre andre mænd såret under skyderiet i aftes. I hvert fald én af disse har bånd til Satudarah og støttegruppen Saudarah.

- Hav det godt alle sammen, skriver en af de tre på Facebook – efterfulgt af et hjerte.

Flere af de personer, der kommenterer og liker hans opdatering, skilter selv åbenlyst med at være en del af grupperne.

Københavns Politi ønsker ikke at kommentere TV 2’s oplysninger, men politiinspektør Torben Svarrer sagde tidligere lørdag således:

- Et par stykker af dem har nogle relationer ind i bandemiljøet.

Københavns Politi har oplyst på Twitter, at man er på ”jagt” efter to personer i forbindelse med skyderiet.

Ifølge politiet var der formentlig kun én skytte, der til gengæld affyrede et stort antal skud.

Vidner har beskrevet, hvordan manden flygtede ind i en sort bil, som formodes fundet udbrændt kort efter. Bilen var forsynet med stjålne nummerplader, AD 25 161, hvis ejer politiet gerne vil i kontakt med.

Politiet kan kontaktes ved at ringe 114.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik