Efter en søndag med lidt mildere temperaturer vender den stegende hede tilbage. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Det meget varme vejr er tilbage - op mod 30 grader mandag

I samarbejde med tv2.dk

Trods en skyet start mange steder i landet, vinder solen frem, og temperaturen stiger op mod 30 grader i Nord- og Midtsjælland.

Efter et 'køligt' intermezzo søndag med temperaturer mellem 23 og 27 grader, er der nu igen skruet gevaldigt op for temperaturen over Danmark.

Ligesom i forrige uge, er vinden igen drejet til sydøst, og det transporterer særdeles varm luft fra kontinentet op til landet.

Efter en nat som mange steder i de vestlige egne blev til en regulær tropenat, så vil temperaturerne lynhurtigt stige i formiddagstimerne.

De fleste skyer forsvinder

Mange vil dog opleve en mandag morgen med en del skyer på himlen. Som dagen skrider frem vil der dog komme mere og mere solskin, og kun i den vestlige del af landet kan skyerne holde stand en større del af dagen. 

Højeste temperaturer mandag eftermiddag. Lokalt kan temperaturen også nå lidt over 30 grader. Foto: TV 2 Vejret

I det vestlige Jylland er der sågar mulighed for en lille smule regn - og helt lokalt kan en eftermiddagsbyge i den østlige del af landet heller ikke udelukkes.

Som eftermiddagen går, vil temperaturen stige til mellem 25 og 30 grader mange steder, og lokalt kan man også passere de 30 grader, og se termometret ende på omkring 31 graders varme.

Det vil give os årets ottende tropedag, og den 58. sommerdag - hvilket er et uhørt højt tal.

I nat kan vi få en af de varmeste nætter i den danske vejrhistorie, inden det tirsdag bliver endnu varmere, med temperaturer der kan nå 33 graders varme.