03:12

Se "En Vild Historie" webdok fra Lorry+ om den 7-årige Victor Cornelins der blev udstillet i et bur i Tivoli.

De sendte bud efter to 'negerbørn' og udstillede dem i bur i Tivoli

I samarbejde med tv2.dk

I dag er det 100 år siden, Danmark afgav De Vestindiske Øer. Hos de danske efterkommere er Danmarks koloni- og slavefortid dog langt fra glemt.

Få flere "Vilde Historier" her

De skilte sig straks ud med deres mørke hud, de små sorte krøller og de store brune øjne.

De to "negerbørn” var via telegram blevet beordret sendt til Danmark, og nu stod de her - midt i København ved indgangsporten til Tivoli.  Her blev de mødt af en sortklædt tivolibetjent, der førte dem ned ad den farverige haves snoede gange til et udstillingsområde bag Det Kinesiske Tårn.

Bare få uger tidligere havde den syvårige Victor og fireårige Alberta leget ubekymret under palmerne på de hvide strande hjemme på Sankt Croix. Men fra den ene dag til den anden forandredes deres liv, da de blev hentet af hvide mænd, sat på et stort skib og sejlet mere end 4000 sømil væk til den danske hovedstad.

Her i Tivoli skulle de to børn nu stå og lade sig betragte af det interesserede publikum som en del af en stor udstilling om de danske kolonier ude i verden.

Og danskerne viste med det samme stor interesse for den nye hovedattraktion i den vestindiske afdeling – nogle så meget, at de befamlede og rettede på de små skræmte børn, når de tog billeder af dem.

Men drengen Victor brød sig ikke om det, og han forsøgte flere gange at gemme sig. Desuden syntes han, at det var langt sjovere at rende rundt blandt isbjerge og udstoppede polardyr i den grønlandske udstilling end ved de falske palmetræer i den vestindiske.

Det renderi blev dog hurtigt for meget for de udstillingsansvarlige, så de skaffede et bur og satte de to sorte børn bag tremmer.

Straks løb rygtet, at der var tale om to menneskeæderbørn, der var så farlige, at de ikke kunne gå frit omkring - og det fik kun interessen for udstillingen til at stige yderligere.

Ben Besiakov er barnebarn af Victor Cornelins, der som syvårig blev udstillet på koloniudstillingen i Tivoli. Foto: Sara Gangsted / Scanpix Denmark

Her mange år efter kan Victors barnebarn, jazzmusikeren Ben Besiakov, stadig blive tung om hjertet, når han husker tilbage på, hvad hans morfar gennemlevede, dengang i 1905, da han blev sendt til Danmark.

- Det må have været virkelig skræmmende og fuldstændig traumatiserende for ham at blive sejlet væk som syvårig og sat i bur. På den baggrund synes jeg faktisk, det er fantastisk, hvad han efterfølgende fik ud af sit liv, siger han.

Den sorte farve kunne ikke gnides af

Victor Cornelins blev født i 1898 på den største af øerne i Dansk Vestindien, Sankt Croix, som efterkommer af en slaveslægt.

Hans mor, Sarah Eliza, arbejdede på øen som barnepige og vaskekone, da hun fik arbejde hos en af øens velstillede sorte familier og mødte Henry Cornelius. De fik sammen tre børn, inden han mødte sig en ny kvinde og forlod familien.

Derfor voksede Victor og hans søskende op under trange kår hos en enlig mor. Det lille hjem mindede mest om et cementeret kælderrum med en bræddedør og var beskedent møbleret med en stor seng og nogle stråmåtter på gulvet, hvor børnene skiftedes til at sove. 

Et billede af livet på Sankt Croix i begyndelsen af 1900-tallet. Foto: Foto: Privatfoto / Scanpix Denmark

En dag i 1905, da han legede på stranden, blev der sendt bud efter ham, og da han nåede hjem til moderen, stod der en hvid mand med et stort overskæg og ventede på ham. Manden havde efter en længere overtalelsesproces indgået en aftale med Sarah Eliza om, at Victor skulle rejse til Danmark for at uddanne sig til lærer – hvorefter han skulle vende tilbage til den caribiske ø og lære fra sig.

Således gik det til, at Victor modvilligt blev sat på et skib over Atlanterhavet og endte i København i sensommeren samme år.

Sammen med den fireårige Alberta blev han indlogeret hos en plejefamilie på Vestergade, og over de næste uger førte familiens store datter dem hver dag turen over Rådhuspladsen til udstillingen i Tivoli. Mange år senere beskrev Victor i sine erindringer, hvordan det centrale København nærmest gik i stå, når både fodgængere, cyklister og sporvognspassagerer stimlede sammen for at få et syn af de to sorte børn:

- Man troede ikke rigtig på vores ægthed, og flere prøvede med tommelfingrene på vores kinder, om den sorte farve lod sig gnide af, andre ruskede i vores hårtotter for at finde ud af, om det var paryk eller virkelig ægte negerhår.

Egentligt var han døbt Victor Cornelius, men en fejltolkning af hans dåbsattest hos de danske myndigheder gjorde, at Cornelius blev til Cornelins.

Først flere år efter hans død kom det frem, at det aldrig havde været planen, at han skulle uddannes til lærer. Det havde blot været et påskud for at få børnene sendt til Danmark. Planen var i stedet, at de skulle sendes retur med det samme, når koloniudstillingen var overstået.

Men mellemmanden, der havde arrangeret det hele, fik kolde fødder, og så måtte Victor og Alberta blive i Danmark. Og det gav nye problemer - for hvad stillede man nu op med de to sorte børn?

Den ene blev, den anden døde

Løsningen blev, at børnene blev indlogeret hos en enlig plejemor på Vesterbro og indmeldt i Det Kongelige Vajsenshus, en grundskole i København, der optog forældreløse og børn af enlige forsørgere.

De første år var en svær tid for de to vestindiske børn. Det tog tid at vænne sig til det danske efterårs- og vintervejr med langvarige forkølelser og frostsår til følge, og på den daglige gåtur til skole blev de mødt af racistiske tilråb fra andre børn, der hujende bad ”de beskidte abekatte” om at gå hjem og vaske sig.

Det Kongelige Vajsenhus i Nørre Farimagsgade cirka år 1900. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Selve skoletiden syntes Victor dog godt om. Han viste sig at være lige så dygtig, som de hvide elever, og i 1916 blev han med det fjerdebedste resultat i det års optagelsesprøve optaget på det velansete Jonstrup Seminarium og påbegyndte sin læreruddannelse. Han levede jo fortsat i troen om, at han skulle vende hjem til Sankt Croix.

Men i december samme år blev alt forandret. Her stemte et flertal af danskerne ved en folkeafstemning ja til at sælge De Vestindiske Øer til USA, som betalte 25 millioner dollars (knap 100 millioner kroner) i guld for øerne Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix.

Dermed var Victors fødeø ikke længere dansk, og han blev tilbudt at tage til USA og færdiggøre sin uddannelse. Men Victor ville hellere blive i Danmark, så det gjorde han. Derfra forløb hans liv noget anderledes, end både han selv og hans mor havde han regnet med, da de sagde farvel til hinanden på Sankt Croix - men det vender vi tilbage til. 

For den lille Alberta, som sammen med Victor var blevet sejlet til Danmark, gik det noget anderledes. De to børn var blevet adskilt fra et par år forinden, da de skulle flytte til hver deres nye plejefamilie, og hun døde af tuberkulose i en alder af bare 15 år.

Hun blev begravet på Assistens Kirkegård den 31. marts 1917 – samme dag som Dansk Vestindien blev overdraget til USA. 

De lokale samles udenfor Fortet i Frederiksted på Sankt Croix før flagskiftningsceremonien den 31 Marts 1917. Foto: Eskild Bondesen / Scanpix Nordfoto

Skal Danmark undskylde sin fortid?

I dag er det præcis 100 år siden, at Danmark gav afkald på øerne, og afsluttede sin knap 250-årige periode som kolonimagt i Dansk Vestindien.

Perioden anses af nogle i dag som et mørkt kapitel i danskernes historie på grund af de tætte bånd til slaveriet, der godt nok for længst var ophævet, da Danmark solgte øerne. Men inden da vurderes det, at omkring 100.000 afrikanske slaver blev sejlet over Atlanterhavet på danske skibe, og at der på højdepunktet omkring år 1800 var cirka 35.000 sorte slaver i Dansk Vestindien.

Gennem årene har det været en politisk varm kartoffel, om Danmark skulle give en officiel undskyldning for sin fortid, men det er gentagne gange blevet afvist af skiftende regeringer.

Så sent som i sidste weekend fortalte De Radikale til Politiken, at partiet nu ligesom SF, Alternativet og Enhedslisten opfordrer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at undskylde for slaveriet, når statsministeren i disse dage besøger øerne i anledning af 100-året.

I en ny meningsmåling, foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken, erklærer 37 procent af danskerne sig enig i udsagnet ”Danmark bør give en officiel undskyldning for slaveriet på de Dansk Vestindiske Øer?”. 45 procent er uenige.

Også Victor Cornelins barnebarn, Ben Besiakov, mener, at Danmark bør give en officiel undskyldning for tiden som kolonimagt og slavehandler.

- Der er for få, der kender historien, og det er meget vigtigt, at vi husker vores fortid. Jeg er selv efterkommer af slaverne, og jeg føler empati med dem, og jeg synes, at man bør sige undskyld og tak for 200 års gratis arbejde. Det vil være det rigtige at gøre, men politikerne er bange for, hvad det indebærer af konsekvenser, siger Ben Besiakov.

Mange sorte endte i Danmark

Herhjemme var slaveriet ikke tilladt, men det skete flere gange, at velhavende danskere rejste hjem fra den danske koloni og medbragte en sort kammertjener eller stuepige. Det fortæller seniorforsker ved Rigsarkivet Erik Gøbel, der har forsket i De Vestindiske Øer i mere end 40 år.

- I Danmark var de ikke slaver, men deres stilling var mildest talt uklar. De fungerede ligesom andre tjenestefolk og med samme kår, dog med den trussel hængende over hovedet, at hvis de blev sendt tilbage, så var de slaver igen, siger Erik Gøbel.

Der er ikke tal på, hvor mange vestindere, det drejer sig om. Det skyldes netop, at de fleste af dem befandt sig på samfundets bund, og der derfor ikke er registreret mange oplysninger om dem i arkiverne, forklarer Erik Gøbel.

Efter slaveriet blev afskaffet i Dansk Vestindien i 1848 rejste flere sorte vestindere fortsat til Danmark på egen hånd, oftest som tjenestefolk eller sømænd, og mange af disse klarede sig faktisk fint i det danske samfund. Det fremgår af bogen ”Fru Jensen og andre vestindiske danskere”, der fortæller om livet for nogle af de anslået 300 sorte vestindere, der kom til Danmark i årene 1880-1920:

Den sorte Henriette Jensen kom til Danmark i en alder af 30 år i 1896 som tjenestepige. Hun deltog på koloniudstillingen i 1905, hvor hun her på billedet står sammen med to kvinder i islandsk og færøsk nationaldragt. Foto: Nationalmuseet

James Thompson fra Sankt Croix kom til Danmark som sømand i 1901. Han arbejdede sig op fra tjener til hotelejer i Aarhus og drev i mange år natrestaurant i Aalborg. Foto: Erhvervsarkivets Samling af Århusbilleder

I dag eksisterer det dansk-vestindiske bånd stadig. Det lever videre i de efterkommere, som gennem generationer har opbygget deres egne liv rundt om i Danmark.

En anden af dem er 55-årige Henning Palmann fra Viborg.

Fra Sankt Croix til Langeland

Gennem sin opvækst undrede Henning Palmann sig ofte over, at han med sit sorte hår og sin gyldne hud skilte sig ud fra sine omgivelser.

Da han senere i livet dykkede ned i sin slægt, førte det ham over Amager og Nordsjælland til Tranekær Slot på Langeland og videre over Atlanten til Dansk Vestindien.

Henning Palmann bliver ofte forvekslet med en spanier eller italiener, selvom han føler sig pæredansk. Foto: Privat foto

En såkaldt negerlister fra Christiansted på Sankt Croix i 1787, hvor Henning Palmanns forfædre optræder. Foto: Privat foto

Hans tip-tip-tip-oldefar, Frederik Ludvig Anthony, blev født på Sankt Croix omkring år 1782, men havnede som ung dreng i Danmark. Omstændighederne ligger ikke helt fast, men flere beretninger tyder på, at han blev givet i gave til lensgreve Frederik Ahlefeldt-Laurvig på Tranekær Slot, hvor han kom i tjeneste.

Han optræder første gang i en folketælling i 1801, hvor han står angivet som ”Frederik Ludvig Neeger”, og i flere tekster fra dengang er det beskrevet, hvordan de besøgende på slottet lagde mærke til den unge, sorte tjenestedreng.

- Han er formentlig blevet slæbt rundt som en fremvisningsdukke, og han har jo fungeret som tjener, så det har ikke været helt vildt flatterende Det har nok heller ikke været sjovt, at blive kaldt noget andet, end det han faktisk hed, siger Henning Palmann.

Gennem omfattende research har han forsøgt at sammenstykke sin forfaders historie og den videre slægtsgang frem til i dag.

Det viser sig, at, tip-tip-tip-oldefaren under sin tid på Tranekær Slot havde arbejdet sig op som velanskrevet taffeldækker, og da han døde i 1842, havde han værdier svarende til mere end 500.000 kroner i nutidens valuta.

- Vi skal huske fortiden

Henning Palmann finder i dag trøst i, at hans forfader trods omstændighederne derfor ser ud til at have skabt sig et godt liv.

- Det er ikke fordi, jeg har et behov for at glorificere min slægts historie, men jeg synes da, at det er fantastisk, at en sort mand, der muligvis blev født som slave, pludselig er den mest betroede mand på slottet, siger Henning Palmann.

Han har endnu ikke besøgt sin forfaders fødeø i Det Caribiske Hav, men det er planen, at han skal nå det. Han glædes ved tanken om, at der et sted på øen kan sidde nogle af hans – om end meget fjerne – slægtninge, uden at kende til ham og deres fælles forfaders historie.

Men selvom hans egne forfædre nedstammer fra en slaveslægt, deler Henning Palmann ikke holdningen om, at Danmark skal give en officiel undskyldning for fortiden. Han læner sig i stedet op af tidligere regeringschefers forklaring om, at man ikke kan undskylde for, hvad ens forgængere foretog sig.

- Det var en anden tid. Men vi skal blive ved med at huske vores fælles historie, når vi kigger fremad, for mange bliver overraskede, når de finder ud af, hvor de kommer fra. Det glemmer vi tit, når man i dag for eksempel bebrejder udlændinge, siger Henning Palmann. 

Frederik Ludvig Anthony kom til Langeland, hvor han skabte sig en tilværelse som taffeldækker på Tranekær Slot. Foto: Mogens Petersen / Privateje, bragt med tilladelse

Han tilføjer, at han dog mener, at Danmark i dag kunne gøre mere for at støtte lokalbefolkningen på øerne med for eksempel udviklingsprojekter, renovering af de tidligere danske besiddelser og kampen for at opnå stemmeret i USA.

Drengen i buret blev viceskoleinspektør

Ligesom det var tilfældet for Henning Palmanns forfader, skabte også Tivoli-drengen Victor Cornelins sig et liv i Danmark.

Efter han havde færdiggjort sin læreruddannelse, slog han sig ned på Lolland, hvor han som barn havde tilbragt flere somre på ferielejr, og i 1919 blev han tilknyttet som vikar i det lokale skolevæsen i Nakskov. 

En ung Victor Cornelins. Foto: Privatfoto / Scanpix Denmark

Da han i august samme år mødte op i skolegården til sin første arbejdsdag, stimlede børnene sammen for at se og føle på den sorte mand. De hvide kolleger fik straks bange anelser for, hvordan det dog skulle gå. Men så snart børnene kom op i klasselokalet, sad de stille og interesserede og lyttede til den nye lærer.

- Nu og da kunne jeg i dørvinduet ud til gangen se nysgerrige, hvide kollegahoveder strække sig for at se, hvordan det gik inde hos mig – om der muligvis var ballade, som de kunne hjælpe mig med at afvikle. Jeg kunne heldigvis hævde, at var der ballade, så forekom det i de klasser, de havde forladt for at se efter mig, skriver Victor Cornelins i sin erindringsbog.

Året efter blev han ansat som fast vikar, og gennem de næste 55 år blev han i Nakskov kendt som en både vellidt og respekteret lærer og senere viceskoleinspektør.

Victor Cornelins i klasselokalet på skolen i Nakskov. Foto: Privatfoto / Scanpix Denmark

Han måtte gennem tiden dog fortsat lægge øre til diverse ytringer og bemærkninger, som når to forbipasserende på gaden til hinanden kunne spørge, ”om den dresserede menneskeabe var brudt ud af cirkus” – eller når en kollega i en ophedet diskussion mindede ham om, at han "talte med en hvid mand”.

Blandt børnene mødte han dog kun kærlighed og tillid. Her var der ingen øgenavne eller hudfarver – for dem var han altid bare Hr. Cornelins.

Selv fik han tre børn med sin kone Vera; sønnen Bengt og døtrene Inger og Margit, hvoraf sidstnævnte er mor til Ben Besiakov.

Men selvom historien om, hvordan Victor Cornelins kom til Danmark, gennem årene har fyldt meget i familiens bevidsthed, talte han aldrig selv dårligt om den måde, som livet havde behandlet ham.

- Han tog det ikke ilde op. Han så det som sin skæbne og fik det bedste ud af det, og du hørte ham aldrig tale et dårligt ord om danskerne. Han blev fuldstændig dansk og tog den danske kultur til sig, siger Ben Besiakov.

I samarbejde med tv2.dk