Foto: TV 2

De droppede medicinen og pludselig blev alt forandret

I samarbejde med tv2.dk

35-årige May Bjerre har skabt en omsorgsoase for ældre med demens. Tag med en tur på Dagmarsminde, hvor omsorg og berøring har erstattet medicinen.

Omkranset af falmede bøgeskove og stubbede marker i den kuperede nordsjællandske natur ligger et plejehjem, der er som ingen andre i Danmark. Dagmarsminde er en oase for mennesker i livets efterår med diagnosen demens, hvor kærlighed og kram har erstattet medicin og isolation.

Det mærker man fra første sekund, man træder inden for i fællesrummet, hvor de 10 beboere sidder samlet om morgenmaden – friskbagte boller, ost og marmelade.

Duften af kaffe fra MoccaMasteren fylder rummet, der emmer af hjertevarme og hjemlig hygge. Malerierne og klavermusikken er fra en - på alle måder - svunden tid.

- Det er netop meningen, at vi ville skabe nogle rammer, som de ældre føler sig hjemme og trygge i. Vi er samlet i fællesstuen det meste af dagen, så det er vigtigt, at de føler sig godt tilpas her, fortæller 35-årige May Bjerre til TV 2.

Har sparet fem mio. op til sit livsværk

For godt seks år siden fik hun nok. Adskillige års arbejde som sygeplejerske i det etablerede sundhedsvæsen havde efterladt hende med en frustration og følelse af, at det måtte kunne gøres bedre. Derfor besluttede May Bjerre at gøre op med den traditionelle kassetækning, hvor ældre demente proppes med antipsykotisk medicin og får lov til at passe sig selv i deres små lejligheder på plejehjemmene.

May Bjerre ville starte sit eget sted, hvor omsorg og fællesskab skulle erstatte isolationen og medicinen. Hun begyndte at lægge penge til side, og undersøge mulighederne for at låne penge til et privat plejehjem. Undervejs mistede hun selv sin far til demensen; det gjorde hende kun endnu mere målrettet.

1. februar i år var missionen fuldført. Dagmarsminde åbnede i et gammelt nedlagt snedkeri uden for Græsted. Pris 17 millioner kroner, hvoraf May Bjerre selv havde sparet de fem millioner op.

- Det er vigtigt at understrege, at Dagmarsminde er for alle. Det er ikke et sted kun for rige. Vi har ikke flere ressourcer end andre plejehjem, men prioriterer blot anderledes – vi holder f.eks. færre møder. Ældre kan få en særlig boligstøtte til plejehjem, så derfor er mange af vores beboere også helt almindelige folkepensionister, forklarer May Bjerre.

Et fælles projekt - og ansvar

Den aldrende Golden Retriever Banton trasker søvnigt rundt i dagligstuen og ser ud til at nyde det tilbagelænede liv. Han ændrer med ét attitude, da han får færten af husets nyeste beboer – katten Herman. Banton markerer kort, hvem der bestemmer på matriklen - og så er freden genoprettet. 

Hunden Banton og katten Herman er blot nogle af dyrene på Dagmarsminde. De er med til at skabe en atmosfære af hjemlig hygge. Foto: TV 2

Ved morgenbordet sidder ægteparret Lis og Helge Sørensen. De er begge diagnosticeret med demens og har boet sammen på Dagmarsminde, siden det åbnede for godt otte måneder siden. Datteren Bettina har overnattet hos sine forældre på plejehjemmet.

- Vi nyder at være her. De ansatte er altid positive og empatiske. Man har en fornemmelse af, at stedet er et fælles projekt - og dermed et fælles ansvar. Jeg føler virkelig, at man bliver lyttet til og har noget at skulle have sagt. Vi sidder ikke bare inde på vores værelser og passer os selv. Vi er en del af et fællesskab, fortæller Lis Sørensen.

- Vi er meget frie her. Vi kommer ud og går ture og kan snakke med gederne og hønsene. Men vi må ikke gå ned i skoven, der er adgang forbudt. De skal jo kunne holde øje med os, så vi ikke bliver væk, lyder det fra Helge Sørensen.

Samvær og omsorg virker

Datteren Bettina har selv arbejdet på plejehjem, og frygtede det værste, da tiden var kommet for hendes forældre: 

Lis og Helge Sørensen nyder livet på Dagmarsminde. Her med datteren Bettina. Foto: TV 2

- Åh nej, tænkte jeg, skal de nu ende deres dage på den måde, men det er noget helt andet heroppe. Der er overskud og en følelse af frihed og inddragelse, der er helt unik. Det kunne de andre plejehjem lære noget af. Jeg er så lykkelig over, at de har fået plads heroppe, hvor jeg ved, de er i gode, kærlige hænder. Det giver mig fred i sjælen.

I velværerummet ligger 84-årige Jytte Solveig Persson på en massagebænk. I dag har hun besøg af sit barnebarn og sin svigerdatter - et samvær, der er med til at erstatte den antipsykotiske medicin. Den beroligende medicin er skiftet ud med ro, berøring og omsorg - og den medicinfri behandling kan mærkes: 

Berøring og omsorg har erstattet Jytte Solveig Perssons medicin. Foto: TV 2

- Hun griner og joker, og kan indgå i en samtale og et samspil. Det havde hun svært ved før, fortæller svigerdatteren Lotte Nørreslet.

Mindernes vej

Ved siden af velværerummet har May Bjerre lavet et bibliotek til de ældre. Væggene er dunkelrøde og reolerne bugner af tykke bøger.

- Det er de færreste af vores beboere, der stadig kan læse, men igen handler det om at skabe en atmosfære, de kan relatere til. Det skal ikke være påtaget og falsk, men enkelt og autentisk ned i detaljen. Hernede får de en fornemmelse af, at de stadig kan tillære sig ny viden og så er det med til at åbne deres bevidsthed, forklarer May Bjerre.

Tilbage i den fælles dagligstue er morgenmaden pakket væk, og beboerne er ved at gøre klar til den daglige gymnastik. Vanen tro under kyndig ledelse af 86-årige Grete Lindberg, som har en fortid som blandt andet gymnastikinstruktør.

Det varer dog ikke længe, før gymnastikken ender op i en dans ned ad mindernes vej til Elvis Presleys klassiker ’Don’t Be Cruel'. 

Medicin og isolation er erstattet af fællesskab og kærlighed på Dagmarsminde. Foto: TV 2