Danske restauranter blandt verdens bedste: "Det er fuldstændig sensationelt"

De danske restauranter Noma og Geranium placerer sig blandt verdens fem bedste restauranter ved prisuddeling.

(Arkivfoto) Noma med René Redzepi i spidsen er blevet kåret til verdens næstbedste restaurant. Foto: Nikolai Linares - Ritzau Scanpix

Verdens bedste restauranter blev tirsdag kåret i Singapore, og den helt store vinder blev franske Mirazur, der ligger i Menton.

Men Danmark blev heller ikke snydt. Restauranterne Noma og Geranium endte i topfem ved prisuddelingen World's 50 Best Restaurants 2019. En meget flot præstation ifølge TV 2s gastronomiske ekspert, Svend Rasmussen.

- Det er fuldstændig sensationelt med to danske restauranter i to fem. Det tror jeg ikke, der var nogen, der turde håbe på, siger han.

- Det viser den kolossale brede, der er i dansk topgastronomi. Og det sætter en tyk streg under, at Danmark er førende - ikke bare i Skandinavien, men faktisk i hele verden.

Geranium er rykket 14 pladser op

Sidste år blev Geranium kåret som verdens 19. bedste restaurant, mens Noma - på grund af en midlertidig lukning - ikke var at finde på listen over verdens 50 bedste spisesteder.

Restauranten blev efter lukningen, som varede fra februar 2017 til februar 2018, genåbnet i nye lokaler på Refshaleøen i København. Og årets placering er noget helt ekstraordinært, mener Svend Rasmussen.

- Det er den vildeste højdespringer nogensinde, fordi man ser dem som ny restaurant. Det er helt uhørt, siger han.

Rasmus Kofoed og hans folk fra Geranium kan glæde sig over at drive verdens 5. bedste restaurant. Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Det er dog ikke uvant for Noma at ligge højt på den gastronomiske rangliste, og restauranten er hidtil fire gange blevet kåret som verdens bedste. Det skete senest i 2014.

 Kåringen fandt sted på baggrund af bedømmelser fra 1040 dommere. Og hver dommer har afgivet ti stemmer på restauranter, som vedkommende har besøgt mindst én gang i løbet af de seneste 18 måneder.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?