Dansk trilling blev selv mor til trillinger

Hjemme hos Petra Bohm bliver der skiftet cirka 20 bleer om dagen - det er et hårdt liv at have trillinger, men ikke et ukendt territorium for hende.

Trillingefødsler er i Danmark et fænomen, der forekommer meget sjældent.

Men en 29-årig mor fra Stenløse vækker alligevel ekstra meget opmærksomhed, når hun fortæller om sig selv og sine trillinger.

Petra Bohm har nemlig ikke kun givet liv til tre børn på én og samme tid. Hun er også selv trilling.

Hun havde selv svært ved først at tro på, at det kunne ske, men det gjorde det, fortæller den 29-årige mor til tre i 'Go' morgen Danmark'. 

- Jeg havde på fornemmelsen, at der måske var to, fordi jeg havde enormt meget kvalme, men at der var tre, havde jeg ikke regnet med. Så vi gik i chok, men vi var også glade for, at vi skulle have tre børn, siger Petra Bohm.

Og det er ikke så underligt, at familien fik sig en overraskelse, for det er uhyre sjældent, det sker, lyder det fra en af de førende eksperter på området. 

Her ses trillingerne Wilma, Rosa og Harald, der fylder 11 måneder den 1.maj.
Her ses trillingerne Wilma, Rosa og Harald, der fylder 11 måneder den 1.maj.
Foto: Privatfoto

Professor: - Jeg har ikke set noget lignende før

Tilfældet med Petra Bohm og hendes trillinger er meget, meget usædvanligt.

Sådan lyder det fra Niels Uldbjerg, der er professor i gynækologi og obstetrik ved Aarhus Universitetshospital.

- Jeg har været fødselslæge i cirka 30 år, og jeg har aldrig stødt på en trillingemor, som selv var trilling. Så det er meget sjældent, det sker, siger han. 

Der bliver født cirka 27 trillinger om året i Danmark, men der findes ikke tal for, hvor mange gange det før er sket, at en person, som selv enten er tvilling eller trilling, har givet liv til sine egne trillinge- eller tvillingebørn.

Niels Uldbjerg vurderer dog, at det kun sker 1 ud af 500.000 gange. 

Her ses Petra Bohm som barn med sine to trillingesøskende, Rebekka og Sidse. På lørdag fylder de 30 år.
Her ses Petra Bohm som barn med sine to trillingesøskende, Rebekka og Sidse. På lørdag fylder de 30 år.
Foto: Privatfoto

Petra: Det har ikke været nemt

Livet som forælder til et hold trillinger er på mange måder specielt.

Det kan Petra Bohm og hendes mand skrive under på. Trillingerne Wilma, Rosa og Harald er i dag 10 måneder gamle og en stor mundfuld for begge forældre. 

Trillingerne vejede 1.700, 1.900 og 2.000 gram, da de kom til verden.
Trillingerne vejede 1.700, 1.900 og 2.000 gram, da de kom til verden.
Foto: Privatfoto

Det har de været lige siden graviditeten. Den var hård, husker Petra Bohm. Hun havde meget kvalme, var meget sengeliggende, og selve fødslen var heller ikke ligetil.

De tre børn kom til verden ved kejsersnit, da hun var kun 35 uger henne i graviditeten, fordi en undersøgelse viste, at Petra var ved at udvikle svangerskabsforgiftning.

Den 1. juni 2017 kom de to piger og drengen til verden i et lokale fyldt med sundhedsfagligt personale, der alle hjalp til med at få børnene ud. Selve fødslen tog kun et par minutter, og Wilma, Rosa og Harald blev med det samme lagt i en kuvøse, hvor de fik hjælp til at trække vejret.

- Det var en voldsom oplevelse, og det tog lige et par dage at vænne sig til, at man nu var mor til tre, husker Petra Bohn. 

Bruger 500 bleer på en måned

I dag, næsten 11 måneder senere, er det stadig hårdt - bare på en anden måde, lyder det.

På et døgn når Petra Bohm og hendes mand at skifte cirka 20 bleer og give omtrent 18 flasker modermælkserstatning.

Hver måned bliver der brugt omkring 500 bleer, anslår den 29-årige trillingemor.

Det er med andre ord et fuldtidsjob at passe de små poder. Familiens hund måtte de skille sig af med, den lille lejlighed, de boede i, blev hurtigt solgt, så de kunne flytte i hus, og parret har måttet sætte hele hverdagen i system for at få den til at hænge sammen.

Alle tre børn sover, spiser og bliver skiftet på én og samme tid.

- Vi lærte allerede på Hillerød Hospital, hvor vi var indlagt, at trillingerne skulle skiftes samtidigt og spise på samme tid, og da vi kom hjem, fortsatte vi bare rytmen, og min mor var også hurtig til at sige til os, at vi skulle gøre det. For ellers ville vi ikke få sovet overhovedet, forklarer Petra Bohm.

Generelt har Petra Bohms mor, Mette Bruun, stået parat med hjælp, råd og erfaringer. På den måde har det været en fordel selv at være trilling, lyder det. 

Her ses Petra Bohns mor, Mette Bruun, da hun var ung mor med tre spædbørn.
Her ses Petra Bohns mor, Mette Bruun, da hun var ung mor med tre spædbørn.
Foto: Privatfoto

Et sort hul i hukommelsen

Mette Bruun må dog som 62-årig konstatere, at hun ikke kan sige ret mange ting om den første tid som mor til Petra og hendes to søskende.

- Når Petra spørger mig om noget, må jeg sige: "Det kan jeg simpelthen ikke huske", for jeg har sorte huller fra det første år, som jeg slet ikke kan huske, fortæller Mette Bruun i 'Go' morgen Danmark'.

- Men jeg prøver at give de ting videre, som jeg selv har tænkt bagefter. Eksempelvis er det vigtigt, at man også er opmærksom på, at alle skal overleve. Forældrene skal også klare det, og bare det at få et par timers sammenhængende søvn er vigtigt, tilføjer hun.

Datteren, Petra Bohm, nikker.

- Ja, vi har været meget firkantede og måske også lidt hårdere, end andre forældre er. Der er ikke nusseri og hygge om natten. Der er mad, og så skal de sove. Så det er rimelig firkantet hjemme hos os, for ellers ville vi ikke få sovet og overleve, slutter hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik