Foto: Jonas Skovbjerg Fogh / Scanpix

Dansk skraldekunst er populært i hele verden

I samarbejde med tv2.dk

Kunstneren Thomas Dambo håber at kunne inspirere andre til at genanvende affald.

Paller, gamle flasker, kasserede møbler, træ fra nedbrydning, liggeunderlag, der er gået i stykker. Det er alt sammen affald, som oftest ender på lossepladsen.

Men for Thomas Dambo er det guld. Kunstneren ser nemlig potentialet i de kasserede materialer.

- Alt kan jo bruges, siger han.

Det er blandt andet denne trold, Thomas Dambo har bygget. Denne står i Ishøj. Foto: TV 2

På hans værksted i København saver han affaldet op og omdanner det til figurer og installationer.

Det er nu blevet en kæmpe succes - også uden for Danmark.

Troldene ender overalt i verden

Det begyndte egentlig som en hobby for Thomas Dambo. Han elskede at bygge ting og tog snedkeruddannelsen, men han kom til at kede sig og savnede at skabe noget. 

Det fik ham til at ændre kurs, og i 2005 startede han på Kolding Designskole.

Siden da er det gået slag i slag for den kreative sjæl, og i dag larmer rundsaven nærmest uafbrudt på hans værksted, der udover ham selv tæller fem ansatte.

Thomas Dambos store, karakteristiske trolde pryder blandt andet naturen rundt omkring i Københavns Vestegn.

Kunsten har også en funktion - denne kan man kravle ind i. Foto: TV 2

Lige nu er han i gang med at bygge en lignende figur, men denne her skal til Chicago i USA. 

- Den her trold kommer til at stå med et spyd på en bakketop og kommer til at kigge ind over et motorvejsanlæg derovre, fortæller han, mens han peger på det enorme troldehoved i træ, som ligger på gulvet i værkstedet.

Det er endnu kun hovedet, der er klar, men denne trold kommer snart til at stå i Chicago. Foto: TV 2

Der er stadig flere af hans installationer, der skal til udlandet og udstilles. 

Udover trolden er hans team lige nu i gang med ordrer til Korea, USA og senere på måneden rejser Thomas Dambo til Mexico, hvor han skal lave skulpturer af affald med tusind skolebørn.

Et større billede

I et land, hvor vi hvert år producerer omkring 11 millioner ton affald, mener Thomas Dambo, at det er vigtigt med en anderledes tilgang til genbrug. 

- Det er ikke mine trætrolde, der løser problemet på den store måde, men jeg håber, at folk kommer til at tænke på genanvendelse og affald på en positiv måde, og at man får nogle gode oplevelser med, siger han. 

Der er altid gang i et projekt i værkstedet i København. Foto: TV 2

 

I samarbejde med tv2.dk