Foto: Keld Navntoft - Ritzau Scanpix

Da Prinsen tog fusen på alle og slentrede ind på Christiania med pelshat og stok

I samarbejde med tv2.dk

En decemberdag i 2013 løb christianitten Finn Thorstein over til Grønsagen og råbte: "Leila, prins Henrik kommer".

Han passede ikke helt ind, som han kom gående ned ad Pusher Street med stor pelshat og stok.

Det fik da også stor opmærksomhed, da Prins Henrik en søndag i december 2013 slentrede en tur gennem Christiania uden det sædvanlige følge af sikkerhedsvagter.

- Hans uventede besøg på Christiania var blot ét eksempel på hans utraditionelle og provokerende, men også favnende tilgang til mange samfundsspørgsmål, skriver tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen onsdag i et mindeord på Facebook.

Besøget gjorde også indtryk på christianitterne. Torbjørn Schultz gik direkte hen til Prinsen og fik taget et billede, som kom til at ledsage overskrifterne i medierne.

- Jeg synes bare, han var stort forbillede for mange andre mennesker, siger han til TV 2.

Læs også Se ruten: Torsdag bliver Prinsen kørt bort fra sit yndlingsslot

Omgås mennesker i alle lag

Billedet hænger stadig hos christianitten som et avisudklip blandt postkort og papirlapper på en overfyldt opslagstavle. Selvom mødet var kort, husker han det tydeligt.

- Det er det, der er fedt, at man har nogen, der er så højt oppe, som kommer alle steder i verden og møder alle de største mennesker. Men som alligevel omgås mennesker fra alle sociale lag, siger Torbjørn Schultz.

Prins Henrik skulle egentlig have været til et officielt arrangement i Vor Frelsers Kirke den dag. Men ifølge christianitterne droppede han det i sidste øjeblik for i stedet at gå en tur på Christiania sammen med en lille gruppe familie og venner.

På sin spontane tur til fristaden lagde han også vejen forbi Kvindesmedien og Malerværkstedet i Pusher Street.

Læs også Nekrolog: Prins Henrik er død

Torbjørn Schultz fik et billede med prins Henrik i december 2013. Foto: TV2

Prins Henrik kommer 

Billedkunstneren Leila Zama var den dag på arbejde som kok i Grønsagen tæt derpå, da Finn Thorstein kom løbende ovre fra Malerværkstedet.

- Leyla, prins Henrik kommer, du må komme, jeg er helt alene, råbte han.

Finn Thorstein havde været alene på værkstedet, da han så, hvem der var på vej, og så løb han straks hen efter Leila Zama.

- Det gjorde jeg, fordi Leila taler lige så godt dansk som Dronningen, siger han med et grin.

Ligesom Torbjørn Schultz har de i Malerværkstedet også gode minder om Prinsens besøg.

- Jeg fik et meget godt indtryk af ham. Han er et menneske, som jeg godt kunne omgås til dagligt, det er helt sikkert, siger Finn Thorstein.

Han husker, at samtalen over kaffen handlede om mad og kunst og værkstedets køkken.

- Han var en rigtig gemytlig fyr. Meget jordnær. Meget ligefrem og godt kommunikerende. Der var ikke noget med, at vi ikke kunne forstå hinanden på dansk eller noget.

Læs også Prins Henrik er død: Sådan kan du kondolere

Folk er vilde med ham

Tirsdag klokken 23.18 sov den 83-årige prins Henrik stille ind på sit yndlingsslot i Fredensborg omgivet af Dronningen, Kronprinsen og prins Joachim.

På Christiania er der onsdag mange, der ønsker at sende en tanke til prins Henrik.

- Da Dronningen ikke har været her, har vi faktisk gjort prins Henrik til konge af Christiania, griner Finn Thorstein og kigger over på Leila Zama:

- Er det ikke sådan, det er?

- Jo, det er. Folk er vilde med Henrik her, skyder hun ind.

Har du også lyst til at dele dit bedste minde om prins Henrik, kan du gøre det på vores mindeside. TV 2 overbringer alle meddelelserne til kongehuset. 

Læs også Lang kø for at skrive hilsen til minde om prins Henrik