Civilbetjente trækker våben på Nørrebro

Politiet er massivt til stede på Nørrebro, hvor en demonstration har udviklet sig voldsomt søndag eftermiddag.

Betjente i civil trak våben. Foto: Brian Berg/Ritzau Scanpix

00:42

Her kan se en videooptagelse af søndagens uroligheder. Video: Brian Berg/Ritzau Scanpix

1 af 2

I forbindelse med urolighederne har betjente i civil trukket våben, bekræfter Københavns Politi over for TV 2.

- Vi kan ikke uddybe, hvorfor betjentene har følt sig nødsaget til at trække våben, siger Jesper Bangsgaard, der er vicepolitiinspektør.

Politiet er blevet angrebet med brosten

Søndag eftermiddag har der været uro i området ved Blågårds Plads på Nørrebro i København, hvor politiet også har gjort brug af tåregas.

Her blev politiet angrebet med brosten og andet "forhåndenværende materiale, som for eksempel cykler og andre ting", oplyser Jesper Bangsgaard.

Derudover er der sat ild til forskellige genstande i området.

  Foto: Presse-fotos.dk

Uroen startede, da den højreorienterede islamkritiker Rasmus Paludan tidligere søndag demonstrerede på Nørrebro.

Den racismedømte partistifter er kendt for sine demonstrationer mod islam, hvor han blandt andet brænder koraner af, men dagens demonstration endte tidligere end forventet, da han blev angrebet af moddemonstranter.

- Vi har hjulpet ham væk, og hans demonstration er slut, siger Jesper Bangsgaard fra Københavns Politi til TV 2.

(Artiklen fortsætter under videoen)

03:10 Luk video

Demonstrationer har kostet seks millioner

Rasmus Paludan siger selv til TV 2, at han ikke er kommet alvorligt til skade.

Han er dog vred på politiet, som ifølge ham ikke har været i stand til at beskytte ham.

- Hvis der sker Rasmus Paludan det mindste på grund af hans lovlige, demokratiske virke, så er det politiets skyld, fortalte Rasmus Paludan tidligere over telefonen til TV 2.

Her ses Rasmus Paludan under hans demonstration på Blågårds Plads på Nørrebro søndag eftermiddag. Foto: Steven Knap / Byrd

Beregninger fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg viser, at foranstaltninger ved demonstrationer som den i dag indtil videre har kostet knap seks millioner kroner i 2019. Det svarer til omkring otte årsværk fordelt på de demonstrationer, som har fundet sted frem til 7. april.

En anholdt - pressebriefing 20.15

Ifølge TV 2s oplysninger har politiet anholdt én person i forbindelse med dagens optøjer.

Københavns Politi vil på et pressemøde søndag aften orientere om urolighederne. Det oplyser de på Twitter.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik