Brøndbys træner er skuffet over rasende tilskuere, der invaderede banen

Brøndby mistede fredag aften førstepladsen i Superligaen, og det fik vreden frem hos en gruppe af klubbens tilskuere.

Brøndby så ud til at holde fast i førstepladsen med én spillerunde tilbage, da holdet førte med 2-0 i Horsens kort før tid.

Men to sene scoringer, heraf den ene dybt inde i tillægstiden, fravristede Brøndby både sejren og førstepladsen, som nu indtages af FC Midtjylland.

Skuffelsen lammede størstedelen af Brøndbys mange medrejsende fans, der så chokerede og disillusionerede ud, men en gruppe af tilskuerne, hvoraf mange var hætteklædte, gik på banen for at lufte deres frustration over for spillerne, der stadig stod på banen.

- Fansene er i deres fulde ret til at være skuffede, men der er stor forskel på det og så at være fyldt med had mod spillerne, der som minimum bliver nummer to og vinder pokalen, siger Brøndbys cheftræner Alexander Zorniger til 3+.

Tilskuerne blev dog gennet væk og uden for stadion, hvor politiet fortæller til TV 2, at der umiddelbart er roligt som efter en normal fodboldkamp.

Kontrollørerne måtte holde Brøndbys fans på afstand
Kontrollørerne måtte holde Brøndbys fans på afstand
Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Nogle af tilskuerne ville angiveligt også over til Horsens' fans. En kvinde pådrog sig ifølge 3+ en hjernerystelse i tumulten og er blevet kørt på hospitalet.

Udover skuffelsen over tilskuernes opførsel og reaktion var der selvsagt også enorm skuffelse i Brøndby-lejren over pointtabet.

- Jeg er fuldstændig tom indeni. Jeg ved ikke, hvad der sker. Vi spiller en god kamp og fører 2-0. Hvad der gør det, har jeg svært ved at sige. Vi kæmper med alt, vi har, og så scorer de to mål. Det er selvfølgelig tungt, siger Kasper Fisker til 3+.

Brøndby skal nu håbe på, at FC Midtjylland sætter point til i sidste spillerunde mod Horsens. Samtidig er Brøndby tvunget til sejr på hjemmebane mod AaB, hvis de skal holde liv i gulddrømmen.

Klubben fra Københavns Vestegn har ikke vundet det danske mesterskab siden 2005.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik