Borger advarer om farlig vej: Mine voksne børn skal ikke køre på den

Hillerødmotorvejens forlængelse er en ulykkebelastet vej, og får derfor også ekstra opmærksomhed fra politiet, lyder det fra politikommissær.

Foto: Google maps

Lars Bilø er far til to børn på 25 og 29 år, og selvom de for længst er blevet voksne, har han alligevel følt sig nødsaget til at give dem et påbud.

- Jeg har sagt til mine børn, at de ikke skal køre på den her strækning. Den er simpelthen for farlig, siger han til TV 2.

Det drejer sig om strækningen, som hedder Hillerødmotorvejens forlængelse, hvor den tilladte hastighed går fra 110 kilometer i timen og ned til 90.

  Foto: TV 2

- Jeg hører de her udrykningskøretøjer hele tiden, og hver gang er jeg nervøs for, at en jeg kender er involveret i en ulykke, siger Lars Bilø, der er direktør for Invita Køkkener i Nordsjælland.

Han mener, at ulykkerne skyldes, at overhalingsbanen skifter side på strækningen, således at det skiftevis går fra to til ét spor i hver side. En såkaldt '2+1 sporet' motortrafikvej.

Strækning med alvorlige færdselsuheld

Nordsjællands Politi har i alt otte fokusstrækninger i deres politikreds, og her er Hillerødmotorvejens forlængelse iblandt. Det betyder, at der bliver foretaget flere kontroller på strækningen.

- Den er valgt som fokusstrækning, fordi det er der, de alvorlige uheld sker, og hastigheden er alt for høj, fortæller politikommissær Nick Gall, der er sektionsleder i Den Operative Færdselssektion i Nordsjællands Politi.

Flere dræbt de seneste år

Tal fra Vejdirektoratet viser, at der fra 2013-2017 er registreret 11 personskadeulykker.

I de 11 ulykker er fem personer blevet dræbt, og 16 er kommet til skade.

Desuden skriver Vejdirektoratet, at der er registreret et stort antal ulykker på strækningen, hvor der dog kun er tale om materiel skade.

3277 bøder uddelt

Alene i 2019 er der foretaget 30 færdselskontroller med fotovogn på Hillerødmotorvejens forlængelse . På baggrund af målingerne har politiet uddelt 3277 bøder. Af dem har 225 bilister fået klip i kørekortet, og 10 har enten betinget eller ubetinget fået frakendt førerretten.

- Målet med at have ekstra fokus på denne strækning er at få nedbragt antallet af alvorligt tilskadekomne og dræbte og samtidig få hastighederne ned, siger politikommissær Nick Gall.

En gennemgang af Nordsjællands Politis Twitterprofil viser, at der siden 1. maj i år har været meldinger om fem trafikuheld, der har haft betydning for trafikken på den strækning, som Lars Bilø frygter.

I to af tilfældene har der været personskader, som har krævet, at vedkommende er blevet fragtet med helikopter.

Tæt på frontalt sammenstød

For tre år siden var Lars Bilø selv tæt på at blive ramt af en modkørende bilist, der forsøgte sig med en overhaling på en strækning, hvor hans vejbane gik fra to til et spor.

- Jeg måtte dreje til venstre over i hans vejbane, og han kom så susende højre om mig. Jeg var millimeter fra at blive ramt frontalt, siger han.

Lars Bilø har kørt på strækningen så sent som onsdag, hvor han oplevede en bilist, der i et længere stræk kørte på spærrefladen, fordi bilisten ville overhale.

- Normalt kører jeg slet ikke den her vej. Jeg plejer at køre bagom via Lille Sverige (bykvarter nær Hillerød, red.). Det var kun i dag, hvor jeg skulle nå ud til en kunde, jeg var nødt til det. Jeg har en indgroet frygt for den her vej, fortæller han.

Politiet fortsætter kontrol

Sektionslederen i Nordsjælland Politis Operative Færdselssektion forsikrer, at politiet fortsat vil være til stede på Hillerødmotorvejens forlængelse.

- Som politi har vi til opgave at sikre trygge veje, men alligevel vil jeg gøre opmærksom på, at det er et fælles ansvar, at vi passer på hinanden i trafikken, siger Nick Gall.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik