To børn døde af bakterieinfektion

Der er ikke nogen sammenhæng mellem de to dødsfald, skriver Patientstyrelsen.

To børn er afgået ved døden som følge af en sjælden komplikation til E. Coli-bakterien, VTEC.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det ene barn, der er afgået ved døden, gik på Bavnehøj Skole i København.

Det skete ifølge TV 2's oplysninger 24. august. Barnet døde af akut nyresvigt.

- Vi har orienteret forældre i de relevante institutioner, skriver styrelsen.

De øvrige forældre blev orienteret om dødsfaldet den 26. august ledsaget af et brev fra embedslægen med forholdsregler i forhold til hygiejne. Der blev dog ikke indført særlige tiltag, ligesom at skolen heller ikke blev sat under karantæne.

Bavnehøj Skole ligger tæt ved Vestre Kirkegård i Sydhavnen.

Også et dødsfald på Fyn

Derudover er et barn fra børnehaven Solstrålen i Gislev på Fyn afgået ved døden den 4. september af akut nyresvigt.

Det skete også efter en infektion med den sjældne E. coli-bakterie, VTEC.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de to dødsfald.

Børnehuset Solstrålen, som er en del af Gislev Friskole, er ramt af sorg og holder lukket torsdag. Skolen var også lukket onsdag.

Statens Serum Institut: Ingen grund til bekymring

VTEC betyder verotoksinproducerende Escherichia coli. Den kan smitte fra person til person, fra drikke- eller badevand samt fra fødevarer, som er blevet forurenet med afføring fra dyr eller mennesker.

Bakterien er derudover kendetegnet ved, at der skal meget små doser til for smitte. Men intet tyder på et udbrud, lyder det fra Statens Serum Institut, der følger sygdommen tæt.

quote Men man skal kun gå til lægen, hvis man har blodig diarré, man skal ikke frygte det.

Tyra Grove Krause, afdelingsleder ved Statens Serum Institut

- Vi har kendskab til, at der er tre, der har fået nyresvigt efter at være smittet med VTEC/STEC her i august og september. Men der er ikke noget, der tyder på, at de er smittet med den samme bakterie fra en fælles smittekilde. Intet tyder altså på et udbrud, siger overlæge og afdelingsleder ved Statens Serum Institut, Tyra Grove Krause til TV 2.

Ifølge Tyre Grove Krause var der 21 tilfælde sidste år, hvoraf to afgik ved døden. Smitten er ifølge overlægen lidt hyppigere over sommeren.

- Så tre smittede på kort tid er ikke unormalt eller uventet. Men det er tragisk, og det er en sygdom, som vi tager meget alvorligt og følger tæt, siger Tyra Grove Krause.

Smitten er alvorlig, men man skal ikke frygte den.

- Nogle af disse specielle coli bakterier af typen STEC kan give akut nyresvigt, særligt hos børn, og det er alvorligt. Men man skal kun gå til lægen, hvis man har blodig diarré, man skal ikke frygte det, siger Tyra Grove Krause.

Gå kun til lægen ved blodig diarré

Overlægen opfordrer til, at man holder god køkkenhygiejne og kun går til lægen, hvis man får blodig diarré.

Et professionelt rengøringsfirma er netop nu igang med at desinficere hele institutionen Solstråen i Gislev. Det sker på opfordring fra Styrelsen fra Patientsikkerhed, der ikke fandt det nødvendigt at lukke institutionen permanent, oplyser skolelederen.

Der er sendt til et brev til de berørte familier, og familierne bliver løbende informeret, ligesom institutionen har et stort fokus på hygiejne og eventuelle symptomer.

Gislev Friskolen har i forbindelse med episoden indgået et samarbejde med Faaborg-Midtfyn kommune, der har stillet flere beredskaber til rådighed.

Umiddelbart tyder det ikke på, at andre børn eller voksne ellers er blevet smittet med bakterien.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik