Bil ramt af skud på motorvej

Politiet efterforsker et skyderi på motorvejen natten til tirsdag.

Motorvejen ved Roskilde blev spærret af natten til tirsdag, efter at en anmeldelse om skud mod en bil løb ind hos politiet kort efter klokken 01.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2.

Skud fra forbikørende bil

En mand kom kørende i retning mod København, da hans bil mellem afkørsel 12 og afkørsel 13 blev ramt flere gange.

- En bil er blevet ramt tre gange, men der blev angiveligt affyret flere skud, siger vagtchefen.

Skuddene blev affyret fra en bil, der kørte i samme retning, og som stak af med det samme.

 

Motorvej gennemsøgt med hunde

Derfor blev en del af motorvejen spærret af med det samme, mens strækningen blev undersøgt med hunde.

- Vi har været i kontakt med føreren af bilen, som siger, at han var alene, da det skete, fortæller vagtchefen.

Politiet ønsker ikke at oplyse noget om vedkommendes identitet, eller hvorfor han forlod stedet efter skudepisoden. Anmelder og føreren af bilen er dog ikke den samme, understreger vagtchefen. 

Motorvejen blev åbnet igen klokken 04.40.

Om nattens skudepisode på motorvejen har forbindelse til bandekonflikten, og om den ramte bil var målet for skuddene, kan Midt- og Vestsjællands Politi endnu ikke sige. 

 
 
Foto: Local Eyes

Skyderi på skyderi på skyderi

​​​​​14. september- fredag nat: Skyderi i København

Fredag aften modtog politiet en anmeldelse om et skyderi på Heimdalsgade på Nørrebro. Politiet fortæller at konflikten eskalerede ved dette skyderi.

15. september- lørdag aften: Skyderi i Ishøj

En byge af skud hamrede mod siden af en sølvgrå Mercedes i Ishøj.

I bilen, der befandt sig på Ishøj Parkvej, sidder to mænd på 24 år, og begge bliver såret.

Den ene bliver ramt en enkelt gang i benet, mens den anden bliver ramt flere gange, herunder i ballen og bækkenet. Begge overlever.

16. september- søndag: Voldeligt overfald

Udover skyderiet på Heimdalsgade fredag skete der et voldeligt overfald i en frisørsalon på samme gade søndag.

17. september - mandag nat: Skyderi i København
​​​​​​

Vidner hørte skud nær den Sorte Plads på Nørrebro.
​​​​​
Her hørte flere vidner fire eller fem skud blive affyret - uden at politiet efterfølgende har fundet tegn på skader eller tilskadekomne.
​​​​
18. september - tirsdag aften: Skyderi i Herlev, Greve og København

Omkring klokken 21.15 jagede en Audi en VW Polo i Herlev. Fra Audien blev der skudt ti gange. Ingen personer blev ramt. Politiet søger vidner i sagen.

Cirka en time senere skydes der mod en mand, der sidder i en bil på Lygten på Nørrebro i København. Han blev ramt i begge arme. Ifølge Ekstra Bladet er ofret et tidligere Brothas-medlem.

Derudover blev fem biler ramt af skud i Hundige på parkeringspladsen ved lejlighedskomplekset Digehuset natten til onsdag.

19. september - onsdag aften: Skyderi i København

Om aftenen gik det løs på Ragnhildgade i København. Kort før klokken 20 kommer en bil kørende og begynder pludselig at skyde mod en gruppe unge. Næsten lige ved siden af står politiet, som svarer igen ved at beskyde bilen.

En 19-årig blev ramt.

Ingen bliver anholdt, og gerningsmændene slipper væk.

21. september - natten til fredag: Skyderi i Glostrup

En 30-årig blev ramt af skud i låret ved Glostrup Shopping Center. Skyderiet fandt sted umiddelbart før kl. 00.19.

Politiet har udsendt signalement af gerningsmanden.

21. september - fredag aften: Skyderi på Nørrebro

Tre personer er ramt efter skudepisode på Indre Nørrebro. To af de ramte var uskyldige ofre, mens den tredje af politiet anses for at være målet for skyderiet.

22. september - lørdag: Skyderi i Ishøj: Der blev affyret tre skud mod en gruppe personer, der stod foran en Circle K-tank i Ishøj. Ingen blev ramt.

Politiet har efterfølgende efterlyst en champagnefarvet Mercedes A180, der er kørte mod motorvejen. Der sad to personer i bilen.

23. september - søndag: Knivstik i Ishøj

En 27-årig mand blev knivstukket fem gange i ballerne i Ishøj.

25. september - natten til tirsdag - Skyderi ved Roskilde;

Omkring klokken 01.00 blev der affyret flere skud mod en bil på Holbækmotorvejen ved Roskilde.

Skuddene blev affyret fra en bil, der kørte i samme retning, og som stak af med det samme.

Kilder:  Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi, TV 2 Lorry, TV 2, Ritzau, DR og Ekstra Bladet

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik