Betjent troede alt var godt: Få timer senere var tre personer døde

Politiassistenten Michael Junker er én blandt mange, der har fået PTSD i forbindelse med jobbet. Dette er hans historie.

- Hold nu op med det pis der. Det ender bare med, at vi skal anholde dig, og det er hverken du, hun eller vi interesserede i. Det er spild af alles tid.

Nogenlunde sådan lød budskabet i den 20 minutter lange telefonsamtale, som Michael Junker havde med den 42-årige Hans Curt Rasmussen natten til torsdag den 24. juni 2004.

Forinden havde Hans Curt Rasmussens ekskæreste ringet til Glostrup Politi, fordi den 42-årige mand endnu engang havde opsøgt og truet hende i hendes lejlighed i Brøndby.

Det var en helt klassisk anmeldelse.

Ekskæresten havde ”buldret og sparket” på døren, sagde kvinden, da politiet dukkede op klokken lidt over et om natten.

Det var Michael Junker, der havde fået opgaven, og kvinden fortalte, at hun ikke var bange for sin ekskæreste, men hun var irriteret over, at han blev ved med at genere hende.

- Skal vi blive hos dig, eller har du et andet sted, du kan være, spurgte Junker.

Kvinden takkede nej, og Michael Junker bad hende om at ringe igen, hvis han nu fandt på at dukke op igen.

Michael Junker fik Hans Curt Rasmussens telefonnummer og registreringsnummeret på hans bil, og aftalte med kvinden, at han ville holde på den anden side af vejen, så han kunne holde øje.

Michael Junker foran sin politibil.
Michael Junker foran sin politibil.
Foto: Privatfoto

Der holder han nu. På lur bag høje hække på en nærtliggende parkeringsplads, og taler i telefon med Hans Curt Rasmussen. Michael Junker har tændt en smøg.

- Kan du ikke prøve at glemme hende og komme videre. Hvis du gør alvor af dine trusler, så kommer vi jo bare og anholder dig. Det er heller ikke godt, siger den rutinerede politimand på sin venlige og ligefremme facon.

Hans Curt Rasmussen ender med at svare, at det kan han godt se. De lægger på, og Michael Junker kigger over mod hoveddøren. Der er stadig ingen aktivitet, så han og kollegaen beslutter sig for at køre igen.

Samtalen gav Michael Junker en god mavefornemmelse. Der ville ikke blive flere problemer den nat.

Det troede han i hvert fald.

Afhængig af en ventilator

- Jeg tænker stadig på, hvad det var, jeg ikke hørte i den samtale. Hvad var det, jeg ikke forstod, spørger Michael Junker og kigger søgende i TV 2-journalistens øjne, som har sat ham stævne i hans stue i Haslev.

- Hvad var det jeg ikke hørte, spørger han igen.

Michael Junker har lagt sig i sofaen med sine to katte, der spinder og stryger sig op ad ham. Selvom han er en stor, bredskuldret mand, har han brug for den ro, kattene giver ham.

Kattene hjælper Michael Junker til at finde ro.
Kattene hjælper Michael Junker til at finde ro.
Foto: TV 2
Den sygepensionerede politimand kan kun sove i stuen på grund af sin PTSD.
Den sygepensionerede politimand kan kun sove i stuen på grund af sin PTSD.
Foto: TV 2

Michael Junker fortæller, at han kun sover i sofaen i stuen. Soveværelset minder ham nemlig om alt for mange søvnløse nætter, så derinde kan han ikke finde ro. Det er ikke, fordi stuen er meget bedre, men dog lidt, lyder det. Især efter at han har købt sig en ventilator.

- Jeg vågner hver nat og sveder ad helvede til, siger han.

- Jeg har konstant mareridt, hvor jeg ser sagen fra Brøndby for mig. Jeg kan ikke få den telefonsamtale ud af hovedet.

Et par ben stikker ud

Bag hækken, på parkeringspladsen i Brøndby starter Michael Junker og kollegaen patruljebilen igen. De kan ikke holde øje med lejligheden hele natten, så de kører ud på andre opgaver.

Men få timer efter, at de er kørt fra deres udkigspost, kl. 5.20 torsdag morgen, triller en anmeldelse ind på politiradioen.

Der er hørt nogle ”knald” ved et boligkompleks i Brøndby.

Meldingen giver et gib i Michael Junker. Knaldene er hørt i nærheden af, hvor den chikanerede kvinde bor.

Han og makkeren kører med sirener og blå blink tilbage mod boligkvarteret, og ankommer som første vogn. Men allerede da de drejer ind på parkeringspladsen, bliver deres bange anelser til virkelighed.

Ved indgangsdøren til nummer 119 stikker et par ben ud.

Det var i denne opgang, at kvinden blev skudt.
Det var i denne opgang, at kvinden blev skudt.
Foto: TV 2 - arkiv foto

Michael Junkers hjerte begynder at galoppere. Skuddene havde lige lydt, så hvis det er kvinden fra tidligere, der ligger der i døråbningen, må Hans Curt Rasmussen være i nærheden.

Måske ligger han bare og venter på dem.

Alle Michael Junkers sanser er skærpede. Han venter kun på, at den røde prik fra Hans Curt Rasmussens lasersigte rammer dem. Imens går kollegaen hen til indgangsdøren, som er smækket ind i bæltekanten på den tilsyneladende livløse krop.

Makkeren åbner døren helt op, og går ind i opgangen, men kommer hurtigt ud igen.

Blikket i hans øjne chokerer Michael Junker.

Kan ikke tåle lugten af oksekød

Michael Junker har kørt vagthold i næsten 30 år. Det betyder, at han typisk er den, der kommer først ud til et gerningssted. Han har derfor været vidne til meget, fortæller han.

Drab, færdselsuheld, selvmord.

En gang kom han ud til en sag, hvor en kvinde var hoppet ud foran et tog. Michael Junker skulle samle hende op bagefter, og det største hele stykke, han fandt, var hendes hånd, fortæller han. Kvinden blev identificeret på fingerringene, som han pillede af.

MICHAEL JUNKERS SAGER

Michael Junker har kørt vagthold i 30 år. Det betyder, at han typisk er den, der kommer først ud til et gerningssted. Han har derfor været vidne til meget. Herunder kan du se nogle af de ting, han har oplevet i sin karriere:
  • Drab
  • Personpåkørsel med S-tog
  • Færdselsuheld
  • Dobbeltdrab
  • Tredobbelt drab
  • Færdselsuheld med dødt barn
  • Mand hoppede ud på motorvejen
  • Overfaldet med sten på Christiania
  • Overfaldet i Hollændervognen
  • Selvmord
  • Massevis af dødfunde
  • Kvinde brændt inde i lejlighed
  • Vuggedøde
  • Husspektakler
  • Tvangsindlæggelser
  • Farlig gerningsmand

Han har set mange døde:

- Nogle gange kommer man ud til døde, der har ligget alene i deres lejlighed i et halvt år, og som kun bliver opdaget, fordi ligvæskerne er begyndt at dryppe ned til underboen. Det kan også være mider, der afslører det.

- Det er nok de døde mennesker, der er det hårdeste. Især døde børn. Jeg tror ikke, at der er nogen, der kan se så mange døde mennesker uden at blive mærket af det, siger han.

Michael Junker rejser sig fra den stol, han sidder i, og tager katten op. Han giver den et ekstra klem og tager den helt op til ansigtet. Det er tegn på, at snakken er blevet lidt for overvældende.

For selvom Michael Junker er en meget vellidt og dygtig betjent, så har de mange episoder sat sine spor, og der er mange indtryk, der kan udløse traumer hos den sydsjællandske mand – for eksempel lugten af stegt oksekød.

- Den der lugt, kødet får, når det har stegt en lille smule, den kan jeg slet ikke have. Det lugter af død, siger han med tanker på de indebrændte mennesker, han har været ude til.

Det næstnederste trappetrin

Michael Junker går hen til døråbningen og kigger ind. Der er ingen tvivl. Selvom kvinden i dørkarmen ligger på maven, så er det hende, som Michael Junker besøgte tidligere på natten.

Måden hun ligger på, med ansigtet nedad og fødderne ude på trappestenen, viser, at hun er forsøgt at flygte ind i naboopgangen. Herefter blev hun skudt i nakken.

Det er dog synet indenfor, som virkelig chokerer Michael Junker.

Indenfor, på næstnederste trappetrin sidder Hans Curt Rasmussen. Eller rettere liget af ham.

Efter at have likvideret sin ekskæreste, har han skudt sig selv i hovedet. Blodet siver stadig ud af de to lig.

Michael Junker tjekker, om der er puls eller livstegn på nogen af dem, men han ved inderst inde godt, at det er der selvfølgelig ikke.

Tragediens fulde omgang skal dog vise sig at blive endnu større.

Ctr., alt, delete er ikke muligt

Mange år i tjenesten har tæret på Michael Junker, og i 2014 blev han sygemeldt fra politiet. To år senere fik han konstateret PTSD.

- Vi får jo alle en psykologisk debriefing, når vi har været ude for nogle voldsomme oplevelser, men det var bare ikke nok for mig, siger han og uddyber:

- Når du oplever et dobbeltdrab, som det jeg gjorde, så fylder det i rygsækken. Debriefingen fjerner noget af det, men ikke det hele, og når du igen og igen bliver udsat for voldsomme oplevelser, så bliver rygsækken på et eller andet tidspunkt fyldt op. Og så kan du ikke mere. Man kan ikke bare trykke ctr., alt, delete.

Michael Junker i arbejdstøjet.
Michael Junker i arbejdstøjet.
Foto: Privatfoto

I dag kan Michael Junker ikke håndtere noget, der har med politiuniformer at gøre, og han kan ikke se politiserier eller kriminalprogrammer i fjernsynet.

Det er ganske enkelt for hårdt.

- Politiet var min identitet. Jeg ville gerne have været der altid, siger han.

Efter at Michael Junker har afleveret sit politiskilt, har han følt sig meget alene. Han har stort set intet hørt fra politiet, siger han, og det har givet hans humør og selvtillid et voldsomt dyk, ligesom det har medført en vrede mod ledelsen.

- Hvis de nu bare sagde; ”Vi sætter sgu pris på, at du har været her”, så ville jeg ikke være så skuffet, som jeg er nu. Men man er åbenbart bare et nummer i bogen. Og kan man ikke lide lugten i bageriet, så kan man bare stikke af. Det er som om, at politiet slet ikke anerkender vores indsats, siger han.

Michael Junker undrer sig over, at PTSD-ramte soldater får hjælp af forsvaret, når politibetjente ikke får af korpset. Derfor ønsker han - ligesom 80 – 100 andre sygepensionerede betjente, at blive sidestillet med soldaterveteranerne. Han føler sig mere som et nummer end et menneske.

- Soldater har typisk været i krig i et halvt år. Jeg har været i 28. Jeg har dælme været oppe at slås mange gange, hvor man har tænkt; ’ender det her mon godt’? Så hvorfor bliver vores indsats ikke anerkendt?

Først hunden, så sønnen

I Brøndby ankommer hundepatrulje og lægeambulance. Det retslægelige ligsyn skal foretages på stedet, så det betyder, at naboer og nysgerrige sjæle skal holdes væk fra området i en god rum tid.

Det hjælper Michael Junker med.

Imens kører en anden patruljevogn til Helsingør for at undersøge Hans Curt Rasmussens hjem.

Efter et par timer kommer der en melding på Michael Junkers radio, som han aldrig nogen sinde glemmer. Patruljen har været på Hans Curt Rasmussens bopæl, og der har man fundet hans 15-årige søn og sønnes hund. Begge er skudt og dræbt.

Politimand på vej ud af villaen i Helsingør, hvor Hans Curt Rasmussen har skudt sin søn og sønnens hund.
Politimand på vej ud af villaen i Helsingør, hvor Hans Curt Rasmussen har skudt sin søn og sønnens hund.
Foto: TV 2 - arkiv foto

Beskeden efterlader Michael Junker med tomt blik.

- Det er fuldstændig vanvittigt, tænker han og bander højlydt.

”Hvorfor fanden sagde han det?”

Michael Junker har gennemspillet den indre filmrulle tusindvis af gange.

For hvad var det, han ikke hørte i den samtale torsdag nat? Kunne han have stoppet Hans Curt Rasumussen?

Efter mange psykologtimer og coachingsessioner er han kommet frem til, at ikke kunne have gjort noget anderledes.

Alligevel har sagen haft en pris.

Siden episoden i 2004 har Michael Junker ikke kunnet sove ordentligt. Han er bange, trækker gardinerne for og fra flere gange om natten, tjekker døre og vinduer, og er helt rundtosset af alle de tanker, der kører rundt i hovedet på ham.

- Jeg kan ikke huske mere, og de ting, jeg siger, kan nogen gange blive lidt voldsomme. Det er sgu hårdt, siger han.

Især er der én ting ved telefonsamtalen, der går ham på. Han ved ikke, om den 15-årige dreng blev dræbt før eller efter, han havde Hans Curt Rasmussen i røret.

- Det har pint mig meget bagefter, at jeg ikke ved, om han havde slået sin søn ihjel på det tidspunkt. Det blev aldrig slået fast, siger den sygepensionerede betjent.

Michael Junker kan ikke stoppe med at tænke på den telefonsamtale, han havde med Hans Curt Rasmussen.
Michael Junker kan ikke stoppe med at tænke på den telefonsamtale, han havde med Hans Curt Rasmussen.
Foto: TV 2

I forbindelse med efterforskningen spurgte Michael Junker efterforskningslederen, om man kunne få en kendelse, så han kunne tjekke, om Hans Curt Rasmussens mobiltelefon havde været i Helsingør før eller efter deres samtale, men dommeren mente ikke, at det var vigtigt for efterforskningen, og derfor fik han afslag.

- Det var en mærkelig snak, vi havde. Jeg taler jo altid meget lige ud af posen, og da vi afsluttede samtalen, sagde han noget i retningen af, at hvis alle betjente bare var som mig, så ville mange ting se anderledes ud. Men hvorfor fanden sagde han det?

- Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg kunne have forhindret det.

Fortællingen bygger på interviews med Michael Junker samt artikler fra BT og Ekstrabladet.

FAKTA OM PTSD

  • PTSD er en angstsygdom.
  • PTSD kan optræde, efter man har været vidne til, eller selv har deltaget i, livstruende hændelser såsom krigshandlinger, overfald, alvorlige ulykker eller røveri.
  • Med PTSD genoplever man den angstfremkaldende situation, og kroppen reagerer på samme måde, som da man var i situationen. Mange forsøger at undgå personer, steder og tanker, som minder om situationen.
  • Mange med PTSD oplever en ligegyldighedsfølelse, søvnbesvær, mareridt, konstant følelse af utryghed, trang til isolation, øget mistænksomhed over for andre, vredesudbrud, nedsat hukommelse og fysiske smerter.
  • PTSD er ofte skyld i, at man fungerer dårligere både på arbejdet og i familien.

Kilde: Psykiatrifonden

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik