Bendtners kæreste fortæller, hvordan han endte i voldeligt sammenstød

Nicklas Bendtners kæreste, Philine Roepstorff, bekræfter på det sociale medie Instagram, at Bendtner slog en taxachauffør natten til søndag.

Den danske fodboldspiller Nicklas Bendtner blev natten til søndag anmeldt for vold mod en taxachauffør, der ifølge selskabet Dantaxi brækkede kæben.

Indtil nu har Nicklas Bendtner ikke givet sin version af, hvad der skete.

Det gør hans kæreste, Philine Roepstorff, til gengæld på det sociale medie Instagram mandag eftermiddag. Hun var sammen med Bendtner i byen og bekræfter, at Bendtner slog taxachaufføren. Hun skriver dog også, at det skete i selvforsvar.

- Det skulle være en helt kort tur (i taxaen, red.) over til Nicklas, men alligevel kørte chaufføren os to gange i en anden retning, end vi bad om. Taxametret viste lidt over 50 kroner, da vi i utilfredshed står af ved Nationalbanken og nægter at køre videre med chaufføren, skriver hun.

- Det får ham til at gå amok. Han laver en U-vending og speeder efter os og råber ting som luder og bitch og kælling. Til sidst kører han ind foran os og springer ud af bilen og kaster en flaske imod mig. Den rammer ikke, men det er tæt på. Derefter farer han frem mod os, og min mand slår ham en gang og rammer åbenbart meget uheldigt.

- Selvfølgelig skal man ikke slå, men det var ikke Nicklas, der overfaldt nogen. Han blev forfulgt og forsvarede sig selv og mig. Hvor mange ville ikke have gjort det samme for sin kæreste? De kan sige og skrive, hvad de vil - men at beskytte den, man elsker, når man føler sig truet, er ikke forkert i mine øjne.

- Det var en situation mellem et kærestepar og en taxachauffør - det har ikke været drengestreger eller dumheder - det har været selvforsvar, og jeg tror, alle andre havde reageret på samme måde.

Artiklen fortsætter under opslaget fra Philine Roepstorff, som kan læses i sin helhed her:

Ifølge TV 2's oplysninger er Bendtner sigtet i henhold til straffelovens paragraf 244 om mild vold.

TV 2 har efterfølgende været i kontakt med Dantaxis kommunikationschef, der ikke kan nikke genkendende til Roepstorffs udlægning af hændelsesforløbet.

- Ifølge de informationer, som vi har, stemmer hendes forklaring ikke overens med det, som man kan se på video- og lydmaterialet fra taxaen. Ifølge vognmanden, som har set videomaterialet (taxachaufførens leder, red.), er det ikke sådan, hændelsesforløbet har været. Ifølge vores oplysninger, så viser videomaterialet noget andet, siger Rasmus Krochin til TV 2.

- Politiet må nu efterforske, og hvis hun virkelig har de anklager, så er det en sag for politiet.

Han tilføjer, at chaufføren "omstændighederne taget i betragtning har det okay."

Skal stå skoleret i Rosenborg

Nicklas Bendtners norske klub, Rosenborg, bekræftede mandag, at klubbens angriber og topscorer i sidste sæson havde været involveret i en episode i København, og at klubben havde udtrykt sin beklagelse over for Dantaxi.

Bendtner skal tirsdag til samtale med klubbens ledelse, fortalte den daglige leder i Rosenborg, Tove Moe Dyrhaug, tidligere på dagen til norsk TV 2.

- Så sætter vi os ned sammen med ham, og så må vi se, hvad vi gør derefter.

Kan Rosenborg have en voldsdømt spiller på holdet?

- Lige nu er det sådan, at vi arbejder på at indhente fakta i sagen. Vi ved, at han har været involveret i en episode i København natten til søndag, siger hun til norsk TV 2.

Droppet af sponsor

Selvom Bendtner endnu ikke er blevet dømt, fik weekendens voldelige sammenstød tidligere på dagen konsekvenser for ham.

Hårproduktselskabet IdHAIR trak nemlig sit sponsorat tilbage med øjeblikkelig virkning.

- Vi tager afstand fra vold. Og selvom vi lever i et retssamfund som Danmark, så bliver vi nødt til at trække os fra aftalen allerede nu. Aftalen er baseret på goodwill og Bendtner skal være et forbillede. Derfor bliver vi nødt til at trække os et år før aftalen ophører, siger IdHAIR's direktør, Preben Munch, til TV 2.

Hareide udtager ikke voldsdømte spillere

Skulle Bendtner ende med at få en voldsdom, skal han ikke gøre sig forhåbninger om at spille for det danske landshold igen.

Det sagde landstræner Åge Hareide ifølge Ritzau.

- Det vil være utænkeligt at have en mand dømt for vold på landsholdet, hvis det skulle komme så vidt, sagde Hareide.

Bendtner var ikke udtaget til Hareide seneste trup, ligesom han blev vraget til sommerens VM i Rusland.

Tilbage i Rosenborg, hvor Bendtner tirsdag vender tilbage til en træning og en samtale med ledelsen, har de dog hidtil ikke haft en finger at sætte på den stormombruste angriber, der kom til klubben i marts sidste år.

- Han har opført sig eksemplarisk i kontraktperioden med Rosenborg, men det er altid trist, når nogen er involveret i sådan en sag, siger Tove Moe Dyrhaug til norsk TV 2.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik