01:49

Bekendte efter dødsulykke: Det er jo helt ubeskriveligt

I samarbejde med tv2.dk

Venner og bekendte til de tre unge, der døde i en trafikulykke i Valby natten til fredag, lægger blomster på ulykkesstedet.

Venner og bekendte til de tre unge mennesker, som natten til fredag døde i en trafikulykke på Vigerslev Allé i Valby, har været samlet på stedet for at støtte hinanden og mindes.

- Det er jo helt ubeskriveligt. Man kan næsten ikke forklare, hvordan man pludselig bare kan dø sådan der. Det går bare lynhurtigt, siger André Emdorf Pedersen, som gik i skole med den ene af de afdøde og har festet med en af de andre.

Læs også Tre unge dræbt i et voldsomt trafikuheld

Jeg tænker bare på, hvor hurtigt det kan gå. Pludselig ender man i en forkert bil, efter at man har været i byen, og så ender man selv med at dø.

André Emdorf Pedersen

På ulykkesstedet er der lagt blomster og tændt stearinlys, ligesom der er skrevet små sedler med mindeord.

- Ord er ikke nok. Hvil i fred, står der på en af sedlerne.

Tænker på familierne

- Jeg står bare og tænker på, hvor sørgeligt det er for deres familier og dem, der er er tættere på hende. Og så tænker jeg på, hvis det var min familie, der var udsat for det, som hendes familie er udsat for lige nu, siger Oliver Lund Nissen, som gik i skole med en pige, som døde i ulykken.

Ulykken skete ifølge politiet i høj fart. Men de nærmere omstændigheder er endnu ikke kommet frem.

- Jeg tænker bare på, hvor hurtigt det kan gå. Pludselig ender man i en forkert bil, efter at man har været i byen, og så ender man selv med at dø. Man skal bare passe på, for det går sgu hurtigt, siger André Emdorf Pedersen.

Læs også Fem unge i voldsom ulykke - to blev kastet ud af bilen

Politi vil ikke udtale sig

Den fjerde person i bilen blev efter ulykken bragt til Rigshospitalets Traumecenter.

Københavns Politi har besluttet ikke at udtale sig yderligere om ulykken, og fredag aften har vagtchefen heller ikke yderligere oplysninger om den overlevendes tilstand.