Begyndte i Nørrebro-kælder: Nu er firmaet 17 milliarder værd

Det er gået stærkt, siden Unity Technologies blev stiftet i København i midten af 00'erne.

Fremgangen er voldsom hos teknologiselskabet Unity, der blev stiftet af tre venner på Nørrebro i 2004.

quote Vi er med i omkring en milliard installerede apps hver måned. Det er syret

David Helgason, medstifter og bestyrelsesmedlem Unity Technologies

Selskabet, der flyttede hovedkontoret til USA i 2009, har netop solgt en bid af aktierne i selskabet til kapitalfonden Silver Lake, der betaler 2,7 milliarder kroner for cirka 15 procent af selskabet, skriver Bloomberg.

Med den enorme investering runder Unity, der har lavet en platform til udvikling af computerspil og apps, en værdi på over 17 milliarder kroner.

Enorme kunder

Unity, som stadig har kontor og udvikling i København, har udviklet et produkt med global udbredelse.

På månedsbasis er spil baseret på selskabets platform i berøring med over 770 millioner gamere, og over en tredjedel af de 1.000 mest populære mobilspil er udviklet med Unity-teknologi. Ifølge Computerworld tæller kundelisten mastodonter som Coca-Cola, Disney, Electronic Arts, LEGO, Microsoft og NASA blandt kunderne.

Bag firmaet står islandske David Helgason, tyske Joachim Ante og danske Nicholas Francis, der startede Unity i en kælder på Kronborggade på Nørrebro i København.

Deres plan om at bygge en platform, der kunne bruges til at udvikle spil og apps for andre udviklere, har vist sig holdbar.

Flere nye investorer

I 2009 investerede den store amerikanske fond Sequoia Capital 5,5 millioner dollar i selskabet, der i dag holder til i San Francisco.

Den danske medstifter Nicholas Francis sagde i 2013 farvel for at programmere spil, og i 2014 forlod David Helgason topposten til fordel for John Riccitiello.

Siden da er fremgangen fortsat, i sommeren 2016 fik Unity en kapitalindsprøjtning på 1,2 milliarder kroner, og her i maj 2017 kan selskabet altså glæde sig over endnu en enorm pose penge.

Direktør John Riccitiello fortæller, at cirka halvdelen af pengene fra aktiesalget, godt 1,3 milliarder kroner, ryger ind i selskabet, mens de resterende penge ryger ud til ansatte og investorer, der trækker penge ud af Unity.

Medstifter forundret

Medstifter David Helgason er flyttet til København med sin familie, men spiller stadig en rolle hos Unity som bestyrelsesmedlem. Han er ikke overraskende begejstret over udviklingen.

- Næsten en million mennesker bruger hver måned Unitys software, og 10.000 arbejder professionelt med den hver dag. Vi er med i omkring en milliard installerede apps hver måned. Det er syret, har han udtalt til Berlingske.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik