Banderelateret mand blev hyret som ungevejleder, mens han sad fængslet

Boligselskab fik prøveløsladt dømt kriminel, så han kunne starte som ungevejleder i Mjølnerparken. Politikere kalder det grotesk.

En mand med forbindelser til bandemiljøet blev hyret som vejleder for børn og unge i det socialt udsatte boligområde Mjølnerparken, mens han sad fængslet.

Det viser en række dokumenter, TV 2 er i besiddelse af.

Det er boligselskabet Bo-Vita – det tidligere Lejerbo København – der står for den boligsociale indsats i området, og ifølge dokumenterne, som stammer fra Københavns Kommune, foranledigede boligselskabet selv ansættelsen af manden.

Martin Bannow, næstformand for SSP-Samrådet, vil ikke kommentere den konkrete sag, men siger, at det generelt ikke anbefales at ansætte folk til sådanne stillinger direkte fra fængslet.

- Det ville jeg være meget betænkelig ved, siger han.

Sidder i dag varetægtsfængslet for drabsforsøg

Søndag fortalte TV 2, hvordan flere ansatte i den boligsociale indsats i Mjølnerparken, der administreres af Bo-Vita, har fået domme og opretholdt forbindelse til deres tidligere bande Brothas, selv om de var blevet ansat som varmemestre og til at vejlede kvarterets unge.

Samtidig er Københavns Kommune i øjeblikket i gang med et tilsyn af Bo-Vita, fordi det er kommunens opfattelse, at ”der er medarbejdere i Lejerbo København (Bo-Vita, red.), med virke i helhedsplanen, som ikke er frigjort fra det lokale bandemiljø."

Dokumenterne, som TV 2 er i besiddelse af, viser, at Københavns Kommune i forbindelse med tilsynet har taget kontakt til Kriminalforsorgen for at blive klogere på ansættelsen af den fængslede mand, der senere blev ansat som vejleder.

Kriminalforsorgen oplyser ifølge Københavns Kommune, at "prøveløsladelsen var sket på foranledning af Lejerbo København."

I en dombog fremgår det desuden, at manden i retten selv oplyste, at han havde et job i Lejerbo, når han havde afsonet.

Yderligere oplyser Kriminalforsorgen, at det ikke er normalt, at arbejdsgiver på denne måde henvender sig med tilbud om et job.

I 2016 blev manden igen idømt 40 dages fængsel, og i dag sidder han varetægtsfængslet for et drabsforsøg begået under sidste års bandekrig – en sag, der er omfattet af navneforbud.

Ifølge en mail fra Københavns Kommune blev en fængslet man hyret af Bo-Vita, mens han sad fængslet.
Ifølge en mail fra Københavns Kommune blev en fængslet man hyret af Bo-Vita, mens han sad fængslet.
Foto: TV 2

- Det er en helt grotesk sag

På Christiansborg har sagen om Bo-Vitas ansættelse af personer med bandetilknytning fået flere politikere op af stolen.

- Vi taler om et boligområde, Mjølnerparken, som jo har haft ekstremt stor politisk bevågenhed de seneste år. Der er brugt enorme ressourcer, og nu står vi så i en situation, hvor man øjensynligt har personer ansat, som har forbindelse til bandemiljøet. Det virker helt vanvittigt, siger Morten Bødskov, retsordfører for Socialdemokratiet.

Han mener, det er forkert at bruge tidligere bandemedlemmer til at vejlede unge.

- Det er unge, der måske er på vej ud på et skråplan. Er de her bandemedlemmer virkelig de rette til det? Det mener jeg ikke, de er.

Også hos Dansk Folkeparti er der hovedrysten over sagen.

- Det er en helt grotesk sag.

- Det er ikke en god idé at lave sådanne ansættelser. For mig lyder det som om, at man lader ræven vogte gæs. Her er tale om, man skal vejlede unge til en fremtid uden kriminalitet, og så ansætter man folk med tætte relationer til bandemiljøet. Det forstår jeg ikke, siger partiets retsordfører, Peter Kofod Poulsen.

Bo-Vita: Ansættelse afstemt med myndigheder

I SSP-Samrådet, der indsamler og deler viden om SSP-arbejdet blandt landets kommuner, mener Martin Bannow, at det kræver meget grundige overvejelser, inden man ansætter personer med en kriminel baggrund.

- Det handler rigtig meget om, at kriminalitet ikke er en kvalifikation i sig selv. Vi lægger vægt på, at de personer, vi ansætter til arbejde med børn og unge og forebyggelse af risikoadfærd, er personer, som har en baggrund, der gør, at de reelt er kvalificerede til det.

- Det handler tit og ofte om en pædagogisk uddannelse eller nogle tilsvarende kompetencer, siger Martin Bannow.

Hverken Bo-Vita eller Københavns Kommune har ønsket at stille op til interview. 

Mandag skriver Bo-Vita dog i en mail til TV 2:

”Vi fastholder, at såvel ansættelse som arbejdsindsats fra pågældende er sket nøje samstemt med myndigheder. Vi har stolet på, at myndigheder har fortalt os det, som var relevant, og som vi som boligselskab ikke har haft adgang til. ”

Københavns Kommune oplyser, at man ikke vil stille op, før Bo-Vita har svaret på tilsynets spørgsmål.

Efter TV 2s henvendelse til Bo-Vita, er en af de ansatte med tilknytning til bandemiljøet angiveligt blevet opsagt, men dette har Bo-Vita ikke ønsket at kommentere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik