Anklager konkurrent for spionage efter tabt Metro-kontrakt

Den tabende part i konkurrencen om reklamerettighederne i metroen stævner konkurrenten for 35 millioner kroner.

Det er det danske selskab Out of Home Media, der kræver de mange penge af konkurrenten Clear Channels.

quote Mine advokater og jeg er rystede over kynismen og ulovlighederne i de konkrete dokumenter fra myndighedernes ransagning.

Henrik Sørensen, direktør i Out of Home Media

Det danske selskab hævder, at selskabets tidligere tekniske direktør under en jobsamtale med konkurrenten røbede, hvad selskabets direktør, Henrik Sørensen, havde budt på Metro-reklamerne. Clear Channels kunne herefter i en anden budrunde lægge sig under konkurrentens bud og dermed vinde den lukrative ordre.

Lækket skulle angivelig være sket, fordi den tekniske direktør ønskede at forbedre sine chancer for at få et job hos konkurrenten. 

Efter Out of Homes Medias anmeldelse af sagen til myndighederne er både Clear Channels og de involverede medarbejderes private hjem blevet ransaget af politiet, og sagen ligger nu til afgørelse hos anklagemyndighederne. Strafferammen for industrispionage går op til seks års fængsel.

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det eneste rigtige at gøre er at rejse erstatningskrav mod Clear Channel. Mine advokater og jeg er rystede over kynismen og ulovlighederne i de konkrete dokumenter fra myndighedernes ransagning. Politiets arbejde bør ikke stå alene, siger direktør Henrik Sørensen, Out of Home Media.

Medarbejder nægter at have kendskab til fortrolige oplysninger

Derfor suppleres den forventede straffesag nu med kravet om 35 millioner kroner i erstatning. Kravet er opgjort som det tab, selskabet har lidt ved tabet af kontrakten, som, selskabet mener, skyldes konkurrentens ulovlige metoder.

I en af e-mail, som TV 2 har fået kendskab til og tidligere har kunnet afsløre, fremgår det, at Clear Channel godt er klar over, at de er ude i en gråzone. 

- Vi skal passe meget på ikke at kunne blive beskyldt for urent spil. Det må være afgørende, at vi kun lytter – ikke stiller spørgsmål etc., hedder det i en e-mail.

I stævningen kaldes konkurrentens metoder for uberettiget anskaffelse og anvendelse af erhvervshemmeligheder.

Overfor Out Of Homes anmeldelse står den tidligere medarbejder, der siger, at han er uskyldig og slet ikke har haft adgang til de fortrolige oplysninger.

Udover hovedsagen om Metro-reklamerne fremgår det også af stævningen, at Out of Home Media mener at kunne bevise, at der er lækket fortrolige og væsentlige oplysninger om to andre væsentlige kontrakter, som Out of Home Media har, nemlig med Arriva og Dansk Supermarked.

TV 2 har været i kontakt med Clear Channel Danmark, som afviser beskyldningerne som grundløse.

- Vi imødeser retssagen med sindsro, og vi opfatter det rejste erstatningskrav som grundløst. Clear Channels bud på Metro-projektet er ikke på nogen måde blevet påvirket af ekstern information, skriver Clear Channel i en skriftlig kommentar. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik