En af de svenske specialhunde. Hundene fik fært af ligdele på 1000 meters afstand. Foto: TV 2

Amagermanden og ubådssagen - sådan arbejder specialtrænede hunde

I samarbejde med tv2.dk

Specialtrænede svenske hunde fandt ligdele af Kim Wall. Danske politihunde er gode til at finde spor på land og har bidraget i flere store sager.

Det var to svenske politihunde, der fik færten af ligdele af Kim Wall i Køge Bugt i sagen, hvor ubådskaptajn Peter Madsen er fængslet for drabet på den svenske journalist.

Svenske politihunde er specialtrænede i at søge spor på vand, mens danske politihunde er specialtrænede i at finde spor på land, og politihunde bidrog blandt andet til, at den såkaldte Amagermand, Marcel Lychau Hansen, 52, blev fanget. Han afsoner nu en straf på fængsel på livstid for to mord og seks voldtægter.

- De svenske hunde er særdeles dygtige på vand. Det er de, fordi har så mange søer, og de har skærgården. Så de har fokus på vand, mens vi har fokus på land. Vi er førende på land, og de er førende på vand, siger John Jensen, leder af Rigspolitiets Hundetjeneste til TV 2.

Der findes dog også danske politihunde, som er ved at blive trænet i at søge på vand. Men de svenske politihunde er mere erfarne, og derfor var det dem, der blev brugt til eftersøgningen af Kim Walls lig i Køge Bugt, fortæller John Jensen. 

Læs også Tidligere politiinspektør om nye ubådsspor: "Gennembrud i sagen"

Står stand eller gør

Da ligdelene blev fundet i fredags i en plastikpose, markerede den svenske politihund tydeligt, da den havde fået færten. Det fortæller John Jensen, der dog ikke selv var med ude.

- Enten bliver den helt stiv og står stand, ligesom en jagthund. Eller også begynder den at gø, siger John Jensen - og hundene tager aldrig fejl.

En hund snyder ikke. Hvis den får fært af det, man har trænet den til, markerer den

John Jensen, leder af Rigspolitiets Hundetjeneste

- En hund snyder ikke. Hvis den får fært af det, man har trænet den til, markerer den, fortæller John Jensen.

John Jensen har tidligere fortalt TV 2, at hundenes lugtesans er millioner gange bedre end menneskers -  mellem 1,7 millioner og 2,4 millioner gange bedre end en menneskenæse - og selv gennem adskillige meter vand kan de stadig fange en fært.

- De kan søge effektivt i tyve minutter til en halv time, hvorefter de skal hvile sig. De skal have en tår vand og lidt ro, men overskrider du ikke den grænse, så kan de søge i mange timer, har John Jensen sagt til TV 2.

Hunden reagerer dog sjældent lige over det sted, der er interessant.

- Det er klart, at jo større dybde, noget ligger på, jo flere forhold kan spille ind, siger John Jensen og nævner strøm, temperatur, vind og vanddybde blandt udfordringerne, har John Jensen fortalt. 

Læs også Specialtrænede hunde fik fært af ligdele på havets bund

Svenske politihunde hjalp altså med at finde Kim Wall, men danske politihunde har leveret et vigtigt bidrag i både danske og norske kriminalsager, fortæller John Jensen, mens han har en af de danske politihunde, Lasse, med på træningsbanen.

- En af dem, der også har været eksponeret i pressen, er jo politihunden, som fandt et kondom i forhold til Amagermanden, fortæller John Jensen.

Politihunden Cooper fandt et kondom, da den blev sat til at søge efter spor i Haveforeningen Stjernelund på Amager, hvor en 17-årig pige blev voldtaget af Amagermanden, Marcel Lychau Hansen, i 2010.

Også i norske kriminalsager har danske politihunde bidraget til opklaringen.

- Vi har været i Norge og hjælpe dem i forbindelse med en sædelighedsforbrydelse, hvor en mand forulempede unge piger. Dér påviste hunden sæd fra manden, som førte til en DNA-profil, så manden blev anholdt, fortæller John Jensen.