Alle pengene fra indsamling til Tingbjerg-bager er nu sendt tilbage

Der blev indsamlet næsten en halv million kroner til hærværksramt bager, før indsamlerne fik kolde fødder. Nu har alle donorer fået deres penge igen.

Alle dem, der har doneret penge til den hærværksramte Tingbjerg-bager Ali Parnian, har nu fået deres penge tilbage.

- Jeg kan bekræfte, at alle nu har fået deres penge, siger initiativtageren til støtteindsamlingen, den konservative gruppeformand Mette Abildgaard.

Men derudover har hun ingen kommentarer til historien i dag.

Bageren Ali Parnian blev danmarksberømt i slutningen af januar, da hans kombinerede bageri og restaurant blev hærget af hærværksmænd, angiveligt fordi han havde nægtet at betale beskyttelsespenge til en lokal bande.

Den 19-årige bager fortalte selv til medierne, at hærværket havde ødelagt hans økonomi, fordi det ikke havde været muligt for ham at få forretningen forsikret.

En bølge af sympati rejste sig i offentligheden for Ali Parnian, og Mette Abildgaard satte sig i spidsen for en indsamling, hvor 15.000 danskere i løbet af få dage donerede i alt 485.000 kroner til Parnian.

Men endnu inden han havde nået at få pengene udbetalt, begyndte medierne at fortælle en anden historie om Ali Parnian. Blandt andet kunne DR’s program 'Detektor' fortælle, at det ikke var rigtigt, at Parnian ikke kunne få sin forretning forsikret.

Samtidigt opstod der med Mette Abildgaards ord tvivl om, "hvorvidt hærværket mod Ali reelt skyldes krav om beskyttelsespenge".

Så hun valgte at stoppe indsamlingen og love alle 15.000 bidragsydere deres penge tilbage.

- Jeg er selvfølgelig ked af, at det hele udviklede sig, som det gjorde, og jeg er ked af usikkerheden og forvirringen over for alle jer, der i bedste mening bidrog til indsamlingen. Nu håber jeg, der er klarhed for alle, skrev hun på Facebook for to uger siden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik