Brian Mikkelsen vil nu ringe til politiet og indrømme, han ikke havde sele på ved en lejlighed, hvor han blev interviewet. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark Foto: Scanpix

Afsløret på Facebook - minister melder sig selv til politiet

I samarbejde med tv2.dk

Vakse Facebook-bruger spottede erhvervsministerens fejl.

En video på de sociale medier fra en ministerbil, hvor erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) helt tydeligt ikke havde sikkerhedssele på, får nu erhvervsministeren til at kontakte politiet og gøre opmærksom på lovovertrædelsen.

- Glemte som det første inde på P-pladsen efter åbningen af få sele på. Dumt og ubetænksomt. Kontakter straks Københavns Politi og betaler bøden, skriver Brian Mikkelsen i et tweet.

Efter Brian Mikkelsen havde lagt en videooptagelse ud på de sociale medier om indvielsen af Royal Arena i København, som han netop havde været til, blev han af flere Facebook-følgere gjort opmærksom på, at han ikke havde sikkerhedssele på i ministerbilen, hvor videoen er optaget.

- Hvor er selen Brian Mikkelsen, husk det koster 1500 kroner at køre uden den, skrev Jens K. Hansen.

Flere andre på de sociale medier bemærkede også den manglende sele - og kort efter kom svaret fra Brian Mikkelsen på Twitter.

- Jeg glemte som det første at få min sele på, da vi skulle optage dette videoklip på parkeringspladsen efter åbningen af Royal Arena. Dumt og ubetænksomt af mig. Jeg tager straks kontakt til Københavns Politi og beder dem sende mig den rette bøde. Lov er lov, og lov skal holdes. Naturligvis tog jeg selen på umiddelbart efter, skriver erhvervsministeren.

 

Læs også Minister: Nu skal der turbo på stormflodsprocessen

 

Han havde søndag ikke mulighed for at uddbybe yderligere, lød beskeden til TV 2.

Såfremt Brian Mikkelsen kun har kørt uden sele på parkeringspladsen, er der imidlertid ingen grund til at kontakte politiet.

Af færdselsloven fremgør det, at 'pligten til at anvende sikkerhedssele ikke gælder ved bakning eller under kørsel på parkeringsplads, servicestation, værkstedsområde eller under lignende forhold'.

Brian Mikkelsen, der tidligere har været justitsminister, fik behov for at køre i ministerbil igen, da han i november sidste år blev erhvervsminister.

Det skete i forbindelse med at Lars Løkke Rasmussen udvidede regeringen og tog Konservative og Liberal Alliance med i regeringen.

 

Læs også Sådan reagerede Hovedstadsområdets ministre på deres nye jobs

 

I samarbejde med tv2.dk