Advokat: Taxachauffør bliver sigtet for forsøg på vold i Bendtner-sag

Taxachaufføren, der var involveret i en voldsepisode med Nicklas Bendtner, bliver ifølge hans advokat selv sigtet i sagen.

Nicklas Bendtner er allerede sigtet i sagen. Det samme bliver nu taxachaufføren, der brækkede kæben i et sammenstød med den danske fodboldangriber i København for mindre end to uger siden.

Og nøjagtig som Bendtner bliver taxachaufføren sigtet efter straffelovens paragraf 244 om mild vold.

- Han skal sigtes for forsøg på vold efter paragraf 244, bekræfter Bendtners forsvarsadvokat Mette Grith Stage over for TV 2.

Hvordan forholder han din klient sig til det?

- Jeg har kun haft telefoniske samtaler, og vi har endnu ikke gennemgået sagen. Så hvordan han forholder sig, det vil jeg gerne vente med at melde ud til, at jeg har talt med min klient.

Men hvordan har han det?

- Han har det selvfølgelig ikke godt med den her sag. Han er kommet til skade og er sygemeldt, og så er det noget af et chok for ham, at han nu også er sigtet. Det havde han ikke lige set komme, siger Mette Grith Stage til TV 2. 

Det er Københavns Politi, der har taget sagen op af egen fri vilje, skriver BT. Det sker, efter at politiet har set overvågningsbillederne inde og ude fra den taxa, som Bendtner kørte med forrige weekend.

Politiet ønsker dog hverken at bekræfte eller kommentere en eventuel sigtelse over for TV 2.

Bendtner beklager episoden

Episoden mellem Nicklas Bendtner og taxachaufføren fandt sted i det indre København natten til søndag den 9. september.

Efterfølgende kom det frem, at Københavns Politi havde sigtet fodboldspilleren efter den milde voldsparagraf, og at chaufføren var blevet opereret for dobbelt kæbebrud.

Tirsdag den 11. september udtalte Nicklas Bendtner sig for første gang om hændelsen. Det skete på et ekstraordinært pressemøde i hans norske klub, Rosenborg BK.

- Som I har kunnet læse i medierne, har jeg rigtigt nok været involveret i en yderst uheldig og for mig stærkt ubehagelig situation omkring klokken to natten til søndag, lød det fra Nicklas Bendtner.

- Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at den kunne udvikle sig, som den gjorde. Jeg er ekstremt ked af, at udfaldet blev så uheldigt, som det blev.

Bendtners kæreste, Philine Roepstorff, var med i taxaen og har også givet sin version af det, der skete for knap to uger siden, ligesom taxachaufførens arbejdsgiver, Dantaxi, flere gang har udtalt sig om episoden.

- Der er tale om en lidt speciel situation, fordi min klient først og fremmest er forurettet, og nu er han pludselig sigtet, så under en mulig retssag vil han både været sigtet og forurettet, siger Mette Grith Stage til Ritzau.

Københavns Politi skal inden 30 dage efter episoden tage stilling til, om der skal rejses tiltale eller ej.

Mette Grith Stage er blandt Danmarks mest kendte forsvarsadvokater. Hun har blandt andet tidligere forsvaret 'Kundbypigen' og været forsvarer i adskillige rockersager.

Taxichaufføren har tidligere haft en såkaldt bistandsadvokat, men har altså nu hyret en forsvarer, og der faldt valget på Mette Grith Stage.

Her sætter Bendtner selv ord på voldsepisoden:

 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik