Foto: Stine Larsen, Scanpix

55-årig var træt af rådden kørsel - lod som om han var betjent

I samarbejde med tv2.dk

Ifølge Philip Mølsted nægtede den 55-årige sig skyldig, indtil videoklippet af episoden blev vist i retten.

En 55-årig mand er blevet idømt syv dages betinget fængsel for at udgive sig for at være færdselsbetjent på en motorvej.

Episoden fandt sted i starten af september på Køge Bugt Motorvejen. Her kom 19-årige Phillip Mølsted kørende i en bil på vej hjem fra arbejde, da en bil med blåt blink i forruden gav ham det lange lys, som tegn på at han skulle køre ind til siden.

Jeg synes, det er lidt skræmmende, at man kan finde på at gøre sådan noget.

Phillip Mølsted

- Jeg kan se, at han har tændt et lille blåt blink i forruden. Det er ikke særlig kraftigt, men det tænker man jo ikke over, man holder ligesom bare ind, siger Philip Mølsted til TV 2.

Han trak ind til siden og standsede bilen. Ud af den mørkeblå Peugeot trådte en mand i mørke bukser og korte skjorteærmer. Han gik op til Philip Mølsteds bil og åbnede døren i passagersiden.

Manden præsenterede sig som færdselsbetjent.

Han sagde, at Philip Mølsted havde foretaget en ulovlig overhaling, at det kostede et klip i kørekortet og en bøde på 1500 kroner. 

Læs også Genialt: Autoværn der flytter med trafikken skal mindske kø

Det endte dog med, at ”færdselsbetjenten” lod Philip Mølsted slippe med en advarsel, fordi han ikke havde tilstrækkelig videomateriale af den påståede forseelse

Men det havde Philip Mølsted. Og det er her, at der bliver vendt op og ned på historien.

Havde kamera i bilen

For manden var ikke færdselsbetjent og Philip Mølsted havde et kamera i bagruden, som forevigede hele situationen. Ifølge Phillip Mølsted var der installeret et kamera i bilen for at afgøre skyldsspørgsmål i tilfælde af færdselsuheld.

Da Philip Mølsted kom hjem, var han blevet mistroisk over for ”færdselsbetjenten”. Heldigvis havde han jo mandens nummerplade på video. Da han slog pladen op, fandt han ud af, at bilen ikke var selvforsikret, hvilket undrede ham. Men endnu mere undrede det ham, at ”politibilen” havde en kedelig synshistorik.

- Jeg tænker ikke, at politiet kører en bil til syn og kører derfra igen og så bliver betinget godkendt, fordi den ene tågelygte er i stykker, smågriner Philip Mølsted, som endnu mindre kunne forstå, at der også var personlig gæld i bilen.

Læs også Andefamilie bremsede Brøndbys spillerbus

Mistanke blev bekræftet

Da han kontaktede politiet – altså det rigtige politi – blev hans mistanke bekræftet.

- Jeg synes, det er lidt skræmmende, at man kan finde på at gøre sådan noget, at udgive sig for at være politibetjent er ret alvorligt, synes jeg, siger Philip Mølsted.

Var træt af rådden kørsel

Den 55-årige mand forklarede selv i retten, at han stoppede Philip Mølsted, fordi han var træt af hans rådne kørsel.

Ifølge Lokalavisen.dk forklarede han, at det slet ikke var meningen, at han skulle sige, at han var fra politiet, men han erkendte, at det alligevel var kommet ud af hans mund

TV 2 har været i kontakt med Philip Mølsted efter at sagen kom i retten. 

Læs også Region vil grave hul, hvor der skal være motorvej: "Molboagtigt!"

Han fortæller, at den 55-årige nægtede sig skyldig og påstod, at han ikke havde været på motorvejen den pågældende dag.

Fik hukommelsen tilbage da klip blev vist

Den 55-årige kom dog, ifølge Philip Mølsted, på andre tanker, da videoklippet fra episoden blev afspillet i retten.

- Sjovt nok fik manden hukommelsen tilbage, da klippet af ham blev vist i retten, siger han til TV 2.

Den 55-årige skal udover de syv dages betinget fængsel betale omkostningerne  i sagen. Han valgte at tage imod dommen.

- Man skal kunne stole på, at når en person oplyser at være fra færdselspolitiet, så er det rigtigt, siger anklagerfuldmægtig Mick Villadsen-Tjell fra Midt- og Vestsjællands Politi.

 

I samarbejde med tv2.dk