5-årige Jeppe har kræft for tredje gang: Forsøg giver familie håb

Mange børn modtager eksperimentel behandling mod en kræftsygdom. Mød femårige Jeppe Krag og hans forældre, som har fået håb af et medicinsk forsøg.

Skal jeg have en sonde nu?

Sådan lyder det fra femårige Jeppe Krag, da TV 2 besøger ham og hans forældre, Mira og Jonas Krag, på Rigshospitalet i København.

Det er ord, som en lille dreng ikke burde kende, men på trods af sine kun fem år har Jeppe Krag allerede været mere igennem end de fleste voksne. Han har nemlig nu for tredje gang kræft, og hans verden har derfor allerede i store dele af hans korte liv bestået af slanger og nåle.

Første gang Jeppe Krag fik kræft, var i maven for tre år siden. Siden fik han det i benet, og i august i år havde sygdommen spredt sig til panden.

Eksperimentel medicin giver familien håb

- Det slog benene ret meget væk under os, for nu troede vi, at vi var ude på den anden side - og så ramlede det hele bare igen, fortæller Mira Krag.

 
 
Foto: TV 2

quote Man kan sige, at vi ikke føler, at vi har et andet valg.

Mira Krag

Samtidig virker den traditionelle behandling ikke længere på Jeppe, men Rigshospitalet har med et nyt medicinsk forsøg givet familien et lille håb om, at Jeppe Krag igen en dag alligevel vil blive rask. Under overvågning af lægerne på Rigshospitalet får han nemlig en ny kombination af kemostoffer.

- Det er mere end et teoretisk håb ...

Lægerne kender endnu ikke effekten eller bivirkningerne ved stofferne, der skal indtages gennem en sonde, men Jeppe Krags forældre har alligevel takket ja til tilbuddet:

- Ens værste frygt er jo altid, at lægerne siger, at vi nu er nået dertil, hvor vi ikke kan gøre mere. Bare det at Karsten (overlæge på Rigshospitalet, red.) kommer til os og siger, at det er et håb, og at det er mere end et teoretisk håb - det gør, at man klynger sig til det, forklarer Mira Krag.

Hun siger videre:

- Hvis vi ikke fik nogen behandling, så ville vi nok også bare have en udsigt, der hed, at sygdommen vil få overtaget med vores barn. Så man kan sige, at vi ikke føler, at vi har et andet valg.

Frygter dagen, hvor lægerne ikke kan gøre mere

Jeppe Krag er langt fra det eneste barn på Rigshospitalets børneafdeling, der modtager eksperimental behandling. På bare to år er antallet næsten femdoblet, og den samme tendens gør sig gældende i resten af landet.

- Det gør, at vi giver vores patienter og deres familier et ekstra håb. Det gør, at vi kan få adgang til at åbne for forsøg med nogle meget lovende og nye lægemidler, der ikke ville være tilgængelig uden for forsøg. Det, håber vi, løfter niveauet for forsøget med helbredelsen af kræft på langt sigt, siger Karsten Nysom, der er overlæge på børnekræftafdelingen på Rigshospitalet.

Og håb har familien Krag fået – på trods af at det er lille.

- Det er 25 procent. Men den eneste bekymring, jeg har, er den dag, hvor jeg åbner døren til læge, og de siger, at de ikke kan gøre mere, siger Jonas Krag.

Hvis medicinen viser sig at have en effekt, vil Jeppe Krags resultater kunne hjælpe andre børn med kræft. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik