Samme mand har forsøgt at voldtage to kvinder i Hvidovre. Foto: Københavns

23 og 78-årig forsøgt voldtaget - samme mand menes at stå bag

I samarbejde med tv2.dk

Engelsktalende gerningsmand beder om vand hos kvinder, men forsøger i stedet at voldtage dem.

Med blot en uges mellemrum har to kvinder været udsat for voldtægtsforsøg i deres eget hjem i Hvidovre. Den formodede gerningsmand er blevet fanget på overvågningskameraer, så politiet håber på en hurtig opklaring af sagen.

Det er helt den samme fremgangsmetode. Han ringer på begge steder og på engelsk beder han om et glas vand, inden han så forgriber sig på kvinderne.

Ole Nielsen, Politikommissær, Københavns Vestegns Politi

- Vi vil gerne høre fra folk, som kender den pågældende. Vi mener, at der er så gode overvågningsbilleder (…) så ring til politiet, så kan vi få det her stoppet, siger Ole Nielsen, politikommissær ved Københavns Vestegns Politi til Station 2 Efterlyst.

Ifølge politiet er gerningsmandens fremgangsmåde den samme ved de to voldtægtsforsøg. Gerningsmanden ringer på ofrenes dør tidligt om morgenen, og spørger på engelsk om et glas vand. Herefter overmander han kvinderne og forsøger at voldtage dem. Det er dog lykkedes for kvinderne at gøre så meget modstand, at det ikke er blevet til fuldbyrdet voldtægt.

Politiet beskriver manden som 20 til 30 år og østeuropæisk af udseende. 

Læs også Kvik pølsedame afværgede tricktyv

To voldtægtsforsøg på en uge

Det første overgreb finder sted søndag morgen den 22. januar kl. 07.30. Her lukker en 78 årig kvinde gerningsmanden ind i sit hjem i Lille Friheden i Hvidovre. Hjemmeplejen plejer normalt at komme hos hende på det tidspunkt, så hun fatter ikke mistanke. Men da den formodede gerningsmand kommer ind i køkkenet, flår han bukserne af kvinden, og forsøger at voldtage hende.

Politiets efterforskning har ført dem på sporet af en mand, der er filmet på overvågningskameraer ved den nærliggende S-tog station Friheden Station få minutter efter voldtægtsforsøget. Her stiger han på linje A mod Køge.

Det andet voldtægtsforsøg finder sted nøjagtig en uge senere. Søndag den 29. januar kl. 06.35 ringer den formodede gerningsmand på hos en 23 årig kvinde, som ligger og sover på sit kollegieværelse. Hun lukker ham ind, og han tvinger hende over på sengen og holder hende for ansigtet, så hun ikke kan få luft, mens han forsøger at voldtage hende. Hun råber på hjælp og en nabo kommer hende til undsætning og voldtægtsmanden flygter fra stedet. 

Læs også Butiksansatte: Grovere tyverier skaber utryghed og afmagt

Overvågningsbilleder viser, at det er den samme mand

Både da gerningsmanden ankommer til kollegiet og flygter derfra optager overvågningskameraerne ham. Sammenholdt med de andre billeder af manden fra toget ugen forinden, så er politiet overbevidste om, at det er den samme mand, der har begået begge voldtægtsforsøg.

- Vi er helt sikre på, at det er den samme gerningsmand, som står bag de her to overfald, siger politikommissær Ole Nielsen til Station 2 Efterlyst.

Gerningsmanden beskrives som:

  • Østeuropæisk af udseende
  • 25-30 år
  • 180-185 cm høj
  • Spinkel af bygning, spidst underansigt, kort sort hår og kort trimmet fuldskæg
  • Talte engelsk med østeuropæisk accent

Kan du genkende manden, eller har du andre oplysninger i sagen, så kontakt Københavns Vestegns Politi på telefon 114.