22-årig svensker nægter at lade sig udlevere til Danmark

Københavns Politi havde håbet, at den svensker, der formodes at stå bag angrebet mod Skattestyrelsen, allerede var udleveret - men de venter stadig.

Det kan tage uger, før den 22-årige svenske mand, der er anholdt i Sverige efter bombeangrebet mod Skattestyrelsen i København, kommer til Danmark.

- Han nægter at lade sig udlevere, og så kan det vare flere uger, siger Måns Björklund fra anklagemyndigheden i Sverige.

Årsagen er, at selv hvis byretten i Malmø beslutter, at han skal udleveres, kan han anke afgørelsen til landsretten i Sverige.

- Men omvendt kan han jo nå at ombestemme sig, og da går da langt hurtigere, siger Björklund.

Den svenske anklager kan ikke oplyse, hvordan den 22-årige forholder sig til anklagerne, da de svenske domstole alene forholder sig til anmodningen om udleveringen.

Anmodning afsendt for længst

Udleveringsanmodningen er ellers for længst sendt fra København. De internationale regler giver derefter Sverige 90 dage til at behandle sagen.

- Men Sverige er ikke så langt væk. Vi ligner hinanden ret meget, og det plejer at gå væsentligt hurtigere, siger TV 2s kriminalreporter Astrid Søndberg.

Ekplosionen smadrede Skattestyrelsens facade.
Ekplosionen smadrede Skattestyrelsens facade.
Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

I Danmark skal en anholdt i grundlovsforhør inden for 24 timer, mens politiet i Sverige har 72 timer til at stille en anholdt for en dommer.

Den formodede gerningsmand blev anholdt tirsdag aften ved 22.30-tiden, men er stadig ikke blevet stillet for en dommer i Sverige.

TV 2 har talt med tingsretten i Malmø, hvor der endnu ikke er berammet et retsmøde. Det kommer dog til at ske senest fredag klokken 12, siger registranten til TV 2.

23-årig mand stadig på fri fod

Den 22-årige formodede gerningsmand er svensker og har hjemme i udkanten af Malmø, hvor han bor med sine forældre. Den unge mand er ikke tidligere straffet.

Derudover er en anden formodet gerningsmand på 23 år stadig på fri fod og internationalt efterlyst i sagen. Det oplyser Københavns Politi torsdag morgen til TV 2.

- En af grundene til, at politiet gerne vil have den 22-årige hurtigt til Danmark, er selvfølgelig, at de kan afhøre ham og komme videre med sagen, siger Astrid Søndberg.

Begge mænd er beskyttet af navneforbud i sagen.

Eksplosion var et angreb

Københavns Politi betegner eksplosionen som et bevidst angreb.

Eksplosionen fandt sted tirsdag 6. august ved 22.15-tiden og medførte store skader på bygningen på Østerbro. De to personer, der befandt sig i bygningen, kom ikke noget til.

Et stort krater foran Skattestyrelsen viser kraften på den eksplosion, der fandt sted tirsdag aften d. 6 august.
Et stort krater foran Skattestyrelsen viser kraften på den eksplosion, der fandt sted tirsdag aften d. 6 august.
Foto: TV 2

En person kom dog til skade. Vedkommende blev ramt af fragmenter fra eksplosionen, da personen befandt sig ved den nærtliggende Nordhavn Station.

Køretøj beslaglagt efter ransagninger

De to svenskere sættes på nuværende tidspunkt ikke i forbindelse med sidste uges anden sprængning i København, hvor gik ud over en lokalpolitistation på Nørrebro.

Det er overvågningsbilleder, vidneforklaringer og spor på gerningsstedet, der har gjort det muligt for politiet at finde frem til de to svenske mænd.

Som led i efterforskningen blev der tirsdag aften gennemført en række ransagninger og afhøringer i Sverige.

Det førte til, at politiet kunne beslaglægge et køretøj, som ifølge politiet blev brugt i forbindelse med sprængningen ved Skattestyrelsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik