Foto: Local Eyes

21-årigt skudoffer fra Emdrup er død

I samarbejde med tv2.dk

En 21-årig mand er død efter at have kæmpet for sit liv i mere end to uger. Han blev skudt i Emdrup i begyndelsen af oktober.

En 21-årig mand er lørdag afgået ved døden, efter han i mere end to uger har kæmpet for sit liv på Rigshospitalet i København.

Det bekræfter Københavns Politi over for TV 2, som ikke har yderligere kommentarer i sagen.

Den unge mand blev skudt foran en kiosk ved Emdrupvej 114 i det københavnske nordvestkvarter en eftermiddag i begyndelsen af oktober.

Skyderiet menes at være banderelateret, og dengang fortalte politiet, at det var en målrettet aktion mod den 21-årige mand. Han prøvede at flygte ind i kiosken, men gerningsmanden løb efter og skød den unge mand.

På Facebook sørger den 21-åriges familie over tabet.

- Hvor er vores verden uretfærdig. Efter 14 dages kamp for livet er min svigersøn sovet ind. Hvil i fred, du vil blive meget savnet, skriver mandens svigermor.

Andet dødsfald i oktober

En 49-årig tilfældig mand blev også ramt under skyderiet.

Den 21-årige mand er den anden person, der har mistet livet som følge af skyderier i oktober.

En 30-årig mand mistede livet i forbindelse med en skudepisode på Østerbro fem dage efter skyderiet i Emdrup. Derudover er flere blevet såret som følge af skudepisoder i oktober.