Foto: TV 2 ØSTJYLLAND

Pædofil har sexkrænket igen: Far er dybt bekymret

I samarbejde med TV2 ØSTJYLLAND

For ti år siden blev Christian Roland Larsens datter krænket af en pædofil pædagogmedhjælper. Nu er han fortvivlet over, at manden har krænket nye børn.

I sidste måned blev en 40-årig mand dømt til forvaring efter at have voldtaget en pige og krænket pigens lillesøster adskillige gange.

En tragisk historie i sig selv, men nu viser det sig, at manden har gjort det før.

I 2007 blev han dømt for at have krænket Christian Roland Larsens datter og 12 andre børn fra Børnehuset Grønnebakken i Beder syd for Aarhus.

Læs også Farlig pædagogmedhjælper får ny dom for overgreb

- Jeg betragter situationen som håbløs. Når en mand så kort tid efter sin løsladelse igen kan begå noget så forfærdeligt, så mangler der redskaber til at styre og tøjle de her mennesker, siger Christian Roland Larsen.

Da først pædagogmedhjælperen var blevet anmeldt for at krænke Christian Roland Larsens datter i 2007, så viste det sig, at der var flere forældre, der før havde henvendt sig til lederen af daginstitutionen med bekymringer.

Bedersagen endte med at blive landskendt som en af de helt store pædofilsager i Danmark. 

Morten Bundgaard er tidligere dømt for en række seksuelle krænkelser af børn i Børnehuset Grønnebakken i Beder. I sidste måned blev han dømt for at have voldtaget en pige og sexkrænket pigens lillesøster.

Alarmklokker allerede dengang

Dengang hed pædagogmedhjælperen Martin Svejgaard Johansen.

Under sin afsoning skiftede han navn til Morten Bundgaard, og da han flyttede til Hedehusene i 2010, var der ingen i området, som kendte til hans tidligere dom.

Her lykkedes det ham at blive venner med en familie, hvor han fik en nær relation til familiens to små piger. Det udnyttede han, og ifølge domsudskriften begyndte han at krænke dem i 2013.

Allerede under den første retssag for 10 år siden i byretten i Aarhus var der tegn i mentallægeerklæringen på, at han kunne begå ny kriminalitet.

- På grund af hans unge alder og hans manglende anger, så vurderede jeg, at der var risiko for, at han kunne falde i igen, siger Peer Liisberg, der dengang var speciallæge i psykiatri og som skrev mentallægeerklæringen.

Morten Bundgaard er i dag anbragt på Anstalten ved Herstedvester i København. Han blev i sidste måned dømt til forvaring efter at have krænket to mindreårige piger.

Far fra Bedersagen: Forfærdeligt for pigerne

Christian Roland Larsen tænker på de nye ofre og mærker, hvordan krænkelserne af hans datter i 2007 har påvirket hele familien.

Når en mand så kort tid efter sin løsladelse igen kan begå noget så forfærdeligt, så mangler der redskaber til at styre og tøjle de her mennesker.

Christian Roland Larsen, far til seksuelt misbrugt pige

 - Det er en blanding af magtesløshed og sorg, der gør, at man virkelig skal holde tungen lige i munden for at tænke klart. Der er ikke noget positivt ved det, overhovedet, siger han.

Derfor mener han, at samfundet har svigtet det søskendepar, som nu er blevet krænket af den selvsamme pædofile mand.

- Et kort sekund efter, at jeg fik at vide, at han havde været i gang igen, der svimlede det for mig. Mest i tanke for de små piger. Tanken om, at man så tidligt i sit liv kan blive beriget med så mange negative ting, er nærmest ubærlige, siger han.

LANGT FRA ALLE SEXKRÆNKERE ER PÆDOFILE

Ifølge Statens Institut for Folkesundheder et det at være pædofil ikke et juridisk begreb. Men fagfolk beskriver pædofile som personer med tilbagevendende seksuelle fantasier om børn, hvor fantasierne fremkalder psykiske problemer hos personen.

Andre sexkrænkere er ikke oprindeligt tiltrukket af børn, men andre problemer gør, at personen driver sig ud i en situation, hvor de begår forbrydelser mod børn.