Politiet har modtaget flere henvendelser fra folk, der mener at have set Holger i København - blandt andet her i Tivoli. Foto: Privat foto / Torben Christensen - Ritzau Scanpix

Nye spor efter Holger: Muligvis set i Tivoli og på Strøget

I samarbejde med TV2 ØSTJYLLAND

18-årige forsvundne Holger fra Aarhus har været væk siden oktober 2017. Nu er der nye spor i sagen.

Den 26. oktober forlod den nu 18-årige Holger sit hjem i Aarhus og er ikke set siden. Fredag efterlyste Østjyllands Politi ham endnu engang. Det gav enkelte henvendelser, som efterforskere nu kigger nærmere på.

- Vi har fået henvendelser fra folk, der mener at have set ham i København på Strøget og i Tivoli i sidste uge. De spor følger vi nu op på, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jeanette Løw Rasmussen, til TV2 ØSTJYLLAND.

I lang tid havde politiet ikke fået nye henvendelser om den forsvundne Holger, og derfor valgte man altså at efterlyse ham i offentligheden igen fredag.

Tidligere har flere personer tippet om, at Holger skulle befinde sig i København og muligvis havde planer om at rejse til Sverige.

Her ses et signalement af den forsvundne Holger. Foto: Østjyllands Politi

Har efterladt mobil og kreditkort

- Vi har en formodning om, at han er gået af egen fri vilje, og at han frivilligt er gået under jorden, sagde kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, fredag.

I Aarhus sidder familien bekymrede tilbage. Moderen til Holger, Birthe Røddik Nielsen, fortalte fredag om de svære knap ni måneder, hvor sønnen har været forsvundet.

Det er forfærdeligt, som de fleste sikkert kan forestille sig. Det er det værste mareridt for familien. Men vi er nødt til at leve videre, selvom det er svært.

Birthe Røddik Nielsen, mor til Holger

- Det er på ingen måde en rar situation for os. Det er forfærdeligt, som de fleste sikkert kan forestille sig. Det er det værste mareridt for familien. Men vi er nødt til at leve videre, selvom det er svært, sagde hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Familien er ikke er i tvivl om, at Holger bevidst har efterladt sin telefon og kreditkort derhjemme, fordi han ikke har ønsket at blive tracket via digitale fodspor.

Læs også Interpol ind i sagen om forsvunden Greve-pige

Vil gerne have et livstegn

- Vi håber, at der måske er nogen, der enten har set ham eller snakket med ham – eller måske hjulpet ham med enten et lift eller en overnatning. De behøver ikke at fortælle, hvor Holger er, men vi vil bare gerne høre et livstegn. Der er jo både os forældre, men også bedsteforældre, der er meget bekymrede, sagde Birthe Røddik Nielsen.

Ifølge forældrene var Holger ikke ked af det eller nedtrykt, da han forlod hjemmet i oktober. Så håbet om at høre fra ham er der stadig.

Holger er en glad og smilende person, som kan tale med alle. Han er meget savnet af familie og venner. Foto: Privatfoto

Familien har da også de seneste måneder fået henvendelser, der kunne sætte dem på sporet af Holger, men hver gang har det været anden- eller tredje-håndsinformationer, der ikke kunne bekræftes. Men de har været med til at fastholde håbet om, at deres søn fortsat er i live.

- Vi håber på, at der er nogen derude, som ved noget, og som vil hjælpe os. Holger er myndig, og han er på den måde ikke forpligtet til at fortælle os, hvor han er. Men vi vil gerne have et livstegn, lød det fredag fra moderen.

Har du set eller hørt noget i sagen om Holger, så hører Østjyllands Politi stadig gerne fra dig på telefon 114.