DEN LETTE VEJ TIL NYE OVERGREB

Manden på bænken

Af Irene Nørgaard, TV 2 ØSTJYLLAND

I 2007 bliver en mand dømt for talrige overgreb i en børnehave i Beder og får tre års fængsel. Han ændrer siden navn og flytter til en anden landsdel. Ti år senere kendes han skyldig igen. Forbrydelsen er den samme, blot endnu grovere. Mod to små piger han møder på en bænk i sit kvarter.

Er I opmærksomme på, at han er dømt igen?

Tiden står stille et øjeblik, før omfanget af spørgsmålet synker ind.

En kvinde fra Sjælland har henvendt sig til TV2 ØSTJYLLAND. Hun læser meget om den såkaldte Beder-sag, forklarer hun. Kvinden spørger, om hjemmesiden fra dengang eksisterer. Men den er for længst lagt ned.

For det er 10 år siden, at pædagogmedhjælperen Martin Svejgaard Johansen fik tre års fængsel for talrige seksuelle overgreb på 13 børn i Børnehaven Grønnebakken i Beder syd for Aarhus. Men henvendelsen fra kvinden genopliver en af nyere tids største pædofili-sager i Danmark. For nu har han gjort det igen. I en ny landsdel og under et nyt navn, men manden er den samme, og det samme er driften.

 

 

Denne gang er det gået ud over to søstre, som bor i samme boligområde som den pædofile mand, Charlotteager i Hedehusene udenfor Roskilde. To piger, som er tre og otte år, da de møder ham første gang på ”Bænken”, et udendørs mødested i området i 2013.

Den 26. januar i år falder dommen ved retten i Glostrup. Morten Bundgaard, som han hedder nu, bliver kendt skyldig for groft sexmisbrug mod de to søstre. Blandt andet flere forsøg og fuldbyrdet anal voldtægt mod den ældste af pigerne, som han forgriber sig på i tre år, indtil han bliver anholdt 17. november 2016.

Spørgsmålet om, hvordan det kunne ske, bliver vendt og drejet. Og det trænger sig endnu mere på, da kvinden, som kontakter TV2 ØSTJYLLAND, viser sig at være i tæt familie med ofrene. Hun giver endnu en information:

”Jeg tænker, at sagen ville være spændende for jer, da en overlæge dengang sagde, at han (Martin Svejgaard Johansen, red.) ville gøre det igen, og alligevel fik han kun tre år.”

Tre år lyder måske som en kort straf i forhold til, hvor mange børn der var i Martins vold i børnehaven i Beder. Men for den type forbrydelse er tre år faktisk lang tid.

Forældrene til de to nye ofre er for berørte af situationen til at stå frem. Den pårørende fortæller, at pigerne har det godt efter omstændighederne, at familien nu er flyttet fra kvarteret, og at de får hjælp af krisepsykologer.

Men hvordan er det muligt, at et menneske, der har forgrebet sig igen og igen på 13 børnehavebørn, kan forlade fængslet efter endt afsoning, uden at nogen holder øje med ham? Særligt når mentalerklæringen endda advarer mod en nærliggende risiko for, at han ville gøre det igen? Det spørger de sig selv om på Sjælland.

Der er i det hele taget rigtig meget, familien ikke forstår. En anden pårørende siger:

Vi har som samfund ressourcer til at ligge i buskene og holde øje med sociale bedragere. Vi har ressourcer til at stå på lur langs landevejene for at fælde trafiksyndere. Hvorfor er der ikke ressourcer til at holde øje med fyre som Morten? Hvorfor prioriterer samfundet ikke det? Hvordan kan han bare gå fri?

- En pårørende

Sound on/off

Ti år efter Beder-sagen

Nyheden om retssagen i Glostrup finder vej til Beder flere dage efter. På det tidspunkt er der dog endnu ikke faldet dom. En mor hører om sagen gennem nogle af de andre forældre, hun har delt skæbnefællesskab med, siden dengang deres børn var i Martins vold. Det er som at få slået luften ud af maven. 

Hun skal hente sin søn fra efterskolen samme dag, som der falder dom i den nye sag. Og hun er meget i tvivl om, hvorvidt hun skal fortælle ham, at Martin har misbrugt pigerne i Hedehusene. Men blandt andet fordi hun er usikker på, om navneforbuddet bliver ophævet eller ej, beslutter hun sig for at gøre det.

Drengen, som var fire år, da overgrebene i børnehaven fandt sted, er nu blevet 15. Han får beskeden i bilen på vej hjem, og hans øjne fyldes øjeblikkeligt med tårer. Han fortæller til TV2 ØSTJYLLAND:

Jeg blev meget ked af det på pigernes vegne, da jeg hørte det. Jeg fik ondt af dem for det, de har været igennem. Men jeg græd også, fordi de nu skal igennem det samme, som jeg og min familie har været igennem. Det burde have været stoppet der.

- Et af "Beder-børnene"

Forældrene i Beder kæmpede for ti år siden en brav kamp. Ikke bare for at få Martin ud af børnehaven og væk fra deres egne børn. Men for at få ham stoppet een gang for alle. Måske derfor er nyheden nu et stort chok. Blandt andre for Christian Roland Larsen, som dengang var den første forælder, der gik til politiet. Han befinder sig hjemme i sin stue, da han hører, at Martin har begået nye forbrydelser.

 

 

Vi spoler tiden tilbage i Beder. Til det tidspunkt forældrenes mareridt begynder.

Martin begynder som pædagogmedhjælper i Grønnebakken i februar 2005. Han er en tynd fyr med afbleget hår. Han bor alene i en lejlighed i Gellerup og tager hver dag toget til Beder.

 

 

 

Han er svær at komme ind på livet af for de voksne. Men for børnene er han fantastisk. Ikke som de andre voksne. Han vil gerne lege på legepladsen, slås i puder, lave bål og perler og opføre cirkus med dem. For mange af børnene er han den bedste ven, for nogle af pigerne nærmest som en kæreste. De voksne, som måske bærer på ubevidst skepsis på grund af Martins indelukkede adfærd, slår sig til tåls. For børnene hænger på ham. Og han elsker at lege med dem.

 

Martin med børnene. Retoucheret foto fra dokumentaren "Pædofil i børnehaven" Foto: TV 2

 

Men ad flere omgange ser forældrene en lille flig af, hvad der ogsåforegår mellem Martin og børnene. Manden, forældrene har betroet deres allerkæreste. Ham der skal yde omsorg og sørge for børnenes bedste. Som er børnenes ven, men – skulle det senere vise sig - tager sig dyrt betalt.

Fire gange oplever forældre uafhængigt at hinanden, at der er noget galt, og de gør lederen i børnehaven opmærksom på det. Det samme gør en del af det øvrige personale. Martins omgang med børnene vækker bekymring blandt kollegerne. Han er alt, alt for tæt med dem og taler til især pigerne, som om de var kærester. Alligevel oplever forældrene, at lederen dysser episoderne ned. Hun har et par samtaler med Martin, hvor hun irettesætter ham og fortæller, hvordan han skal opføre sig overfor børnene, men hun undersøger ikke forholdene nærmere og bringer ikke mistankerne videre til sine egne overordnede, sådan som hun ellers skal. Et svigt Aarhus Kommune senere beklager.

Tværtimod siger lederen, da en kollega til Martin igen henvender sig med bekymring om hans adfærd, at ”det ikke kan være rigtigt, at hun skal klare alting, og at pædagogen derfor selv kan tage en snak med Martin.” Af politirapporten fra dengang fremgår det også, at der internt er fokus på at skabe ro omkring pædagogmedhjælperen, at Martin skal beskyttes, så der ikke opstår flere mistanker.

Det er som om, at det er lettere at holde fast i, at det ikke foregår. At alene tanken om overgreb er for ubærlig. 

Men filmen knækker en dag. En af pigerne i børnehaven fortæller sin mor, at Martin har spurgt hende flere gange i løbet af dagen, om han måtte se hendes tissekone, at han er løbet efter hende på legepladsen, og at hun er ved at være træt af det.

 

 

 

Det er Christians datter. Dagen efter ringer forældrene til børnehaven om morgenen og fortæller om datterens beretning. Hun kommer ikke i børnehaven, så længe Martin er der. Nu dukker lederen og souschefen op i deres hjem.

 

Fra dokumentaren "Pædofil i børnehaven", TV 2 

 

De forsøger at dysse ned. De siger, at det er grove beskyldninger, og at man skal lade tvivlen komme den mistænkte til gode. 

Christian Roland Larsen

 

 Fra dokumentaren "Pædofil i børnehaven", TV 2 

 

De to ledere går tilbage til børnehaven og indkalder de to forældre senere på dagen til et møde, hvor også områdelederen er indkaldt. Og seancen fra tidligere på dagen gentager sig. Men nu vil forældrene ikke høre mere om at lade tvivlen komme den mistænkte til gode.

 

Til sidst slutter mødet med, at jeg siger til områdelederen, at nu har han en time til at anmelde Martin. Ellers vil jeg gøre det.

Christian Roland Larsen

 

Christian ender med at anmelde Martin, og i første omgang bliver han bortvist i tre uger. De øvrige forældre i børnehaven får ingenting at vide. Af Martins kolleger får de besked om, at han dels er syg, dels er på ferie.

Hos politiet er det nu op til den femårige pige at løfte bevisbyrden. Christian får at vide, at det bliver en utrolig svær opgave. En femårig piges udsagn mod en 29-årig voksens. Og uofficielt bliver han rådet på politigården til i stedet at lade mistanken sive til de andre forældre og droppe anmeldelsen. For så forsvinder Martin – og dermed problemerne – jo automatisk fra Grønnebakken.

Men den køber Christian ikke. Martin skal ikke bare forsvinde fra Beder for så at kunne fortsætte et nyt sted. Han skal stoppes. Helt. Og det bliver han. Men altså kun for en tid.

 

 

Efter tre uger vidner datteren. Og vidneudsagnet er stærkt. Nok til at politiet tager familien alvorligt og orienterer både Aarhus Kommune og institutionen.

Og nu sker der noget. Børnehaven Grønnebakken deler sedler ud til alle forældre om et orienteringsmøde. Det bliver et skelsættende møde, som står skærende klart i erindringen, formentlig for alle der deltager.

I to år har institutionen dysset ned, glattet ud og lukket af for mistanke efter mistanke. Da Christians anmeldelse mod Martin bliver kendt af de andre forældre, er det som en mur, der brister. Det vælter ud. Mange af dem har fornemmet, at noget var galt i børnehaven omkring Martin, og de har bemærket mistrivsel hos deres børn uden at kunne sætte det i sammenhæng. Et forældrepar fortæller, at de ligesom Christian og hans kone har oplevet deres barn fortælle om seksuelle eller overgrebslignende episoder og henvendt sig til ledelsen med mistanken. Et tredje forældrepar stemmer i – og et fjerde. Stykke for stykke falder puslespillet på plads, mens virkeligheden og alt, hvad den tidligere har indeholdt, ramler sammen om ørerne på de rystede forældre. De græder, de stortuder, de råber.

Lederen er taget på ferie ganske få dage før mødet, så det er souschefen, som leder det. Hun har arbejdet tæt med Martin, og hun fastholder forsvaret af ham. En af forældrene rejser sig. Han er rasende og nærmest råber sin afmagt ud: Det her er ikke i orden. Souschefen slipper alle tøjler. Hun forlader lokalet, går ind på kontoret og skriver øjeblikkeligt sin egen opsigelse.

Dagen efter bliver Martin anholdt. I Beder er der lynchstemning, da sagens omfang efterhånden står klar. Det vildeste had og behovet for hævn ulmer. Men forældrene besinder sig i fællesskab. De er enige om, at de ikke vil træde forkert.

Sound on/off

Dommen og advarslen

Efter anholdelsen tilbage i 2007 bliver alle forældre og ansatte afhørt af politiet. Én for en oplever forældrene også at skulle tage sit barn i hånden og møde op hos politiet for at få barnet til at fortælle om de overgreb, det havde været udsat for. Ord de voksne næsten ikke kan få over deres egne læber. Og samtidig med at børnenes efterreaktioner dukker op, skal forældrene også møde op til talrige snakke med krisepsykologer, sundhedsvæsen og kommunale medarbejdere og embedsmænd.  Det er en barsk periode. De græder, og de er vantro, og de er vrede. Deres familier er i knæ, mens hele Danmark holder vejret.

Derfor kan de også falde hinanden lettede om halsen foran retten i Aarhus den 21. december 2007, da dommen falder. Retfærdigheden er sket fyldest. Mareridtet er slut for nu. Første slag er vundet.

 

Foran retten 21. december 2007

 

Martin bliver kendt skyldig og idømmes tre års fængsel. Synderegistret mod børnene er langt indenfor kategorierne ”anden kønslig omgang end samleje”, blufærdighedskrænkelse, besiddelse af knapt 20.000 børnepornografiske billeder i sit hjem samt trusler mod et af børnene om at slå både ham og forældrene ihjel, hvis drengen sladrer. 

Som en forlængelse af dommen får han et påbud om, at han ikke må arbejde med børn, ikke må befinde sig i hjem, hvor der er børn under 18 år, ligesom han ikke må have børn i sit eget hjem. Og det påbud giver god mening, for til retssagen er der også udarbejdet en mentalerklæring, der blandt andet konstaterer, at der er risiko for, at Martin vil gentage sin forbrydelse.

Det er tidligere overlæge i psykiatri Peer Thygesen Liisberg, som udformer mentalerklæringen tilbage i 2007, og han påpeger en ”sandsynligvis nærliggende risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet”. Han husker Martin Svejgaard Johansen som ung og umoden og uden dybere erkendelse af, hvad han har gjort.

- Jeg advarede mod en gentagelse, dels fordi hans forbrydelse havde været så langvarig og var gået ud over så mange børn, og dels vurderede jeg også risikoen for, at en gentagelse forelå, fordi en sexdrift ikke forsvinder af sig selv. Der vil derfor altid være en risiko for gentagelse, særlig når man er ung, som han var, siger Peer Thygesen Liisberg.

Den tidligere overlæge er ærgerlig over, at hans advarsel ikke stoppede manden. Og overfor den umiddelbare undren over, at det kan lade sig gøre at vandre ud i fængslet stort set, som om intet er hændt, svarer han:

 

Der er et hul her, men sådan er loven.

 

Af hele den samlede gruppe, der begår sædelighedsforbrydelser, hvoraf størstedelen handler om overgreb på børn, var to ud af tre enten ikke motiverede eller uegnede til behandling. Det viser en undersøgelse fra 2015.

 

 

 

Susanne Bengtson, der er psykolog og forsker på Retspsykiatrisk Hospital i Risskov, bekræfter, at de mennesker, som alene har deres seksuelle drifter rettede mod børn, dem man betegner som pædofile, kan være meget svære at behandle.

 

 

Hvis de er motiverede for at indgå i behandlingen, vil man i nogen grad kunne hjælpe dem med at undgå at udleve deres fantasier og dermed forebygge nye overgreb på børn. Men takker de nej til behandling eller er umotiverede, er de vanskelige at hjælpe, og deres risiko for at gentage deres forbrydelse efter endt fængselsdom vil derfor være høj.

 

 

Rigtig mange af de mennesker, der begår sexovergreb på børn, gør det af andre grunde end en egentlig seksuel interesse i børn. De kan for eksempel have svært ved at skabe relationer med voksne mennesker, har et misbrug eller er selv blevet udsat for misbrug, og det går i stedet ud over børn. Denne gruppe har ifølge Susanne Bengtson langt bedre muligheder for at stoppe med at begå overgreb. Pædofili derimod er en klinisk betegnelse, og netop den type kriminelle kan det som beskrevet være særligt vanskeligt at hjælpe. De udgør dog en meget lille del af den gruppe, der begår overgreb på børn.

Sound on/off

Martin bliver til Morten

Hvor Martin Svejgaard Johansen afsoner sine tre år, ved vi ikke. Men mange af dem, som får en straf for sædelighedsforbrydelser i hans størrelsesorden, sidder i Herstedvester, men de kan også afsone i andre fængsler, hvis der er tale om en almindelig fængselsdom. 

 

Her inde bag murene sidder nogle af Danmarks farligste sexforbrydere.

 

Der er flere ting, vi ikke ved om Martin i dette tidsrum. Men vi ved, at han i første omgang gør som to ud af tre sexdømte, der enten ikke vurderes egnede eller siger nej tak til behandling for deres seksuelle tilbøjeligheder. Martin takker også nej til behandling. Det sker allerede i forbindelse med retssagen i 2007, hvor det kommer frem, at han alligevel ikke tror på, at behandlingen virker. Han fortæller også i retten, at han har prøvet at skære ”bollerne” af sig selv for at slippe af med sin drift, men mistede modet.

Men i løbet af afsoningen skifter han mening. Han siger ja til at gå i behandling samtidig med sin afsoning. Og han gør en ting mere, som er bemærkelsesværdig. Han skifter navn. Om det er for at lægge afstand til sine tidligere gerninger, da han hed Martin Svejgaard Johansen, eller det er for bedre at kunne skjule sig, når han kommer ud, vides ikke. Men i hvert fald ændrer han navn til Morten Bundgaard.

Og da han træder ud fra fængslet som en fri mand i 2010, er han derfor forbi Sexologisk Klinik i København, som er centrum i Danmark for ekspertise omkring sexforbrydere og pædofile. Formentlig som et led i afslutningen af sin behandling.

Han flytter vestpå til Hedehusene, en lille forstad til Roskilde, og han får en lejlighed på anden sal i denne opgang i boligområdet, Charlotteager.

 

 

 

Der er fortrinsvis familieboliger i Charlotteager, men der er også en del boliger for enlige og studerende. Kvarteret er hyggeligt med store grønne områder og legeplader og kendetegnet af masser af fællesaktiviteter for både unge og ældre. Der er dartklubber, kræmmermarkeder, fritidsklub, morgencafeer og loppemarkeder. Sidste år blev det streget af regeringens ghettoliste.

Morten flytter ind i sin lille lejlighed, han får et job indenfor rengøring og mulighed for at starte forfra. Som de fleste andre, der har begået kriminalitet som ham, er han formentlig også under tilsyn af Kriminalforsorgen det første år eller to. Så langt så godt.

Ifølge domsudskriftet fra januar 2018 beskrives Morten på dette tidspunkt som en enlig mand i slutningen af 30´erne. Han er normalt begavet, har angiveligt ikke misbrug af stoffer eller alkohol og beskrives som en, der lever en passiv tilværelse med kun ganske få venner og bekendte. Han beskrives som ”præget af vaghed, privat logik samt ejendommelig adfærd”, uden at det nærmere bliver forklaret. Også hans barndom beskrives. Han er opvokset på Mors og i Aarhus under utrygge forhold, idet hans mor er misbruger. Forældrene er skilt. Han er 11 år, da hun dør, og Morten kommer i pleje.

 

  Foto: TV 2 ØSTJYLLAND

 

I mellemtiden har familierne i Beder kæmpet flere år for at komme på benene. For de fleste er den første lettelse efter dommen afløst af en massiv og årelang bearbejdelse af overgrebene for hele familien. Først og fremmest handler det om at lande børnene, hvoraf flere har psykiske skader. Nogle af dem er udadreagerende og har grænseoverskridende adfærd. Episoderne i børnehaven for ti år siden sidder som en klump i maven selv hos nogle af de børn, der er kommet sig bedst. Martins pris har været dyr. Og Christian Roland drager dyre erfaringer.

 

 

 den anden ende af landet hos Martin, som altså nu hedder Morten, går det i samme tidsrum godt de første tre år i Charlotteager. Men en dag midt på sommeren i 2013 er der fællesaktiviteter i boligforeningen. Og her møder de to søstre en mand på "bænken", som er et mødested i boligområdet. Det er Morten, der sidder og laver smykker. Og de falder i snak. Pigerne er på det tidspunkt otte og tre år.

Inden længe lærer Morten også pigernes forældre at kende. Der udvikler sig et venskab, og han tager pigerne med på ture til Ikea, til Bakken og til ”City2”, et stort indkøbscenter, ligesom pigerne ved mange lejligheder sover hos ham. Den ældste hos ham i sengen. Den yngste på en madras på gulvet.

Rettens påbud fra 2007 om ikke at opholde sig i hjem med børn eller at have børn i sit eget hjem er Morten for længst holdt op med at følge. Behandlingen han fik i forbindelse med afsoningen har tilsyneladende også mistet sin effekt.

Pigerne kommer regelmæssigt i Mortens hjem. Ifølge den ældste af dem tager tissemands-legene allerede fart i begyndelsen af deres bekendtskab. Pigerne skal lege med Mortens tissemand, og de får flere gange pandekager bagefter. Morten også går i bad med dem i et soppebassin på badeværelset, hvor pigerne skal slikke på hans ”diller”. Nogen gange kommer der noget ud, og han rører også ved deres tissekoner, nogle gange med dildoer. Mindst ti gange ser de ”dumme voksenfilm”, forklarer den ældste. Ifølge pigerne har Morten også forskellige dildoer i en skuffe, blandt andet en regnbuefarvet, som pigerne beskriver og som politiet efterfølgende finder fotos af på hans computer, selvom den og de andre dildoer ikke bliver fundet i hans lejlighed ved den senere ransagning.

I foråret 2016 kommer en tredje pige med på besøg hos Morten i den lille lejlighed. Hun er veninde med den yngste af pigerne. Ifølge veninden ser de film med mennesker uden tøj på, da hun er med på besøg. Da veninden kommer hjem til sin mor, fortæller hun, at de har set Mortens tissemand.

Sound on/off

Den endelige dom

Moren til veninden spørger ind til, hvad der foregår, men datteren klapper nu i. Den yngste af søstrene, som er med sin veninde hjemme, overtager forklaringen. Hun siger, at de leger far og mor og børn med Morten. Da moren vil have nærmere forklaring om, hvad det går ud på, vil pigen ikke sige mere.

Moren kontakter straks søstrenes mor. Men her møder hun en mur, for forældrene tager frygtelig fejl af Morten, og det har de gjort længe. Ifølge domsudskriftet forklarer moren til de to søstre nu, at Morten er en god ven, og at han aldrig ville kunne finde på at gøre sådan noget. Venindens mor ringer til politiet. Men på trods af den alarmerende anmeldelse gør Københavns Vestegns Politi, også ifølge domsudskriften, angiveligt ikke andet end at optage en ”anmeldelsesrapport”. Den beskriver, at moren er bekymret, fordi ”de to piger på fire og fem år har besøgt en enlig mand i boligområdet, hvor de havde leget far, mor og børn med ham og fået is og slik”.

 

 

 

Morten har som bekendt et påbud, der kan afsløre ham. Hvis dagens bemanding hos politiet i foråret 2016 havde foretaget bare et enkelt tjek af hans CPR-nummer, havde de formentlig ageret. Så kunne de have sparet de to søstre for nogle af de værste overgreb. For Morten bliver ikke mindre voldsom, som månederne går. Tværtimod.

Men anmeldelsen forbliver en information, ingen gør noget ved. Ikke før der indløber endnu én et halvt år senere.

Venindens mor har forbudt sit barn at gå med den yngste søster op til Morten. Men 7. november 2016 finder hun ud af, at pigerne har været deroppe alligevel. Nu fortæller hendes datter, at veninden har siddet overskrævs på Mortens tissemand, som han havde gemt under trøjen.

Moren ringer igen til politiet. Ti dage senere, den 17. november, bliver Morten anholdt. Samme dag bliver alle tre piger videoafhørt. 

 

 

Pigerne afgiver forklaringer, der understøttes både af andre forklaringer, deres kropssprog på videoerne, og de beviser, som senere beslaglægges i Mortens hjem.

Morten sidder nu varetægtsfængslet frem til retssagen i Glostrup et år senere. Og da den endelig går i gang, forholder han sig tavs under hele forløbet. Til hans forsvarer har han i forvejen meddelt, at han ikke kan huske noget. Han sidder sammensunken foran nævningetinget, med langt pjusket hår, fuldskæg, tyk brun jakke og sort cap. Han undgår øjenkontakt og gemmer sit ansigt væk. Han ryster højst på hovedet, når dommeren spørger ham om noget.

Men pigernes troværdige forklaringer fælder ham. Han har også, i forbindelse med den nye mentalerklæring, erkendt at have seksuel interesse i børn. Der spores ikke nogen empati eller forståelse for, at han har begået overgreb mod pigerne. Tværtimod udtrykker han, at sex mellem børn og voksne måske vil blive normalt i fremtiden, ligesom han mener, at han har gjort pigerne en tjeneste ved at lære dem noget nyt.

Ifølge en af de pårørende er forsvarerens indvendinger under retssagen ganske få. Proceduren er usædvanlig kort.

Efter en uges rettergang kender et enigt nævningeting Morten Bundgaard skyldig. På anbefaling af både retslægeråd og mentalerklæringen bliver han 26. januar 2018 idømt forvaring på ubestemt tid. 

 

 

 

Sound on/off

Bønnen fra Beder

Syd for Aarhus ånder en helt bestemt gruppe af forældre lettede op. Igen. En almindelig fængselsdom én gang til havde været ubærlig. Forvaring på ubestemt tid kan for deres skyld godt vare resten af Mortens liv.

 

 

Og den nu 15-årige Beder-dreng, der sammen med sin familie har brugt flere år på at hele psykisk efter Martins overgreb, har meget lidt forståelse for den manglende kontrol med pædofile, der allerede er identificerede. I hans optik er sagen meget, meget enkel. Pædofile skal bare ikke omgås børn. Heller ikke når de kommer ud af fængslet.

 

I min verden burde han være spærret inde til evig tid, og sådan ved jeg godt, at det ikke altid hænger sammen. Men hvis indespærring ikke er en mulighed, burde man sætte noget andet i stedet. Nogen burde have holdt øje med, at han ikke gjorde det igen.

- Et af "Beder-børnene"

 

Christian Roland Larsen og flere af de andre forældre, TV2 ØSTJYLLAND har talt med, håber nu, at eksemplet fra Beder og Hedehusene kan få myndighederne og politikerne til én gang for alle at ændre på tilgangen til pædofile i Danmark. 

 

 

Forvaring

Forvaring er i dansk ret en tidsubestemt straf.

Den gives til mennesker, der har begået drab, røveri, alvorlig sædelighedsforbrydelse eller forsøg på en af de nævnte forbrydelser. 

Den tiltalte skal vurderes at udgøre en fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.
Forvaring erstatter almindelig fængsel for at forebygge denne fare.

Ofte gives den til personer, som har en afvigende karakter.

Forvaring forveksles ofte med anbringelse, selvom de to ting ikke har noget med hinanden at gøre, idet en anbringelsesdom gives til personer, som på grund af sindssygdom vurderes som utilregnelige.

Efter tre års forvaring, og sidenhen en gang om året, har Anstalten i Herstedvester pligt til at tage stilling til, om foranstaltningen skal fortsætte.

Gennemsnitligt sidder en dømt i en forvaring 12 år.