Krig mellem København og Aarhus: Hvor skal genomcenter ligge?

Anders Kühnau åbner nu op for endnu en debat om placeringen af en ny afdeling i sundhedssektoren.

Der har i flere år hersket en krig mellem øst og vest i sundhedssektoren. Efter tidligere slag om partikelterapi og børnehjerter åbner hospitalsudvalgsformanden i Region Midtjylland op for endnu en kamp.

Kampen om et nyt genomcenter, der skal specialisere sig i personlig medicin. Et nationalt center, som regeringen har besluttet skal have sin administrative base i København.

- Det værste scenarie er, at man starter med at placere administrationen i hovedstaden, og man så derefter siger, at når nu administrationen ligger der, så kan vi også samle noget mere omkring det center, vi allerede har opbygget. Og så begynder man at tynde ud i de faglige miljøer, der er rundt om i landet, siger Anders Kühnau, formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland, (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

Han mener, at man i fællesskab burde have lagt en færdig plan for centret, inden regeringen besluttede at placere den del i København.

Aarhus er verdensførende

Aarhus har i dag det største faglige miljø indenfor genomforskning og personlig medicin.

Genomforskning er kommet i fokus, fordi Danmark gerne vil satse mere på personlig medicin, hvor man ved hjælp af DNA-analyse bedre kan diagnosticere og målrette behandlingen af patienter.

Aarhus er i dag en spiller på verdensplan, derfor vil det ifølge genomforskeren Mikkel Schierup være synd, hvis politikerne forsøgte at flytte dele af miljøet til København.

- Det vil betyde, at man mister noget af den position, man har opbygget, og taber den ekspertise, som man har opbygget gennem lang tid, siger Mikkel Schierup, professor på Aarhus Universitet, til TV2 ØSTJYLLAND.

Han har sammen med en række kollegaer i både København og Aarhus været med til at forske i det danske genom. En forskning, der blev udgivet internationalt.

Ifølge ham arbejder de to afdelinger i Aarhus og København godt sammen. Men han regner ikke med, at hverken ham eller hans kollegaer er villige til at flytte til hovedstaden. Han tror derfor, at en flytning vil betyde, at man skal banke et nyt forskningsmiljø op igen.

- Den ekspertise, den er bare super svær at skaffe igen, og den er også begrænset af, hvor mange folk, der rent faktisk besidder den, siger Mikkel Schierup. 

Minister: Der skal flere medarbejdere til

Ifølge sundhedsministeriet er det kun besluttet, at genomcentret skal have sin base i hovedstaden, men at centret skal have stærke faglige miljøer i hele landet.

Ifølge sundhedsministeren er det Anders Kühnau, der ikke har forstået, hvad planerne er for det nye center.

- Der er overhovedet ikke tale om, at der er nogen, der skal flyttes rundt. Det er en fejlopfattelse, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Vores opfattelse er, at der kommer til at være nye medarbejdere udover de eksisterende både i Aarhus og i København, hvor den midlertidige placering ligger.

Ifølge ministeren skal der sidde folk med ekspertise i personlig medicin i hele landet, og at beslutningsarbejdet lige nu handler om at få infrastrukturen på plads.

- Det her er ikke et spørgsmål om at flytte medarbejdere. Det er et spørgsmål om at sikre flere medarbejdere flere steder i landet for at sikre den nationale strategi på personlig medicin, siger Ellen Trane Nørby.

I Region Midtjylland er Anders Kühnau bekymret for, at placeringen i hovedstaden alligevel vil få indflydelse på det faglige miljø i Aarhus. Han mener ikke, at de som region har været nok involveret i beslutningsprocessen.  

- Det er selvfølgelig rigtig vigtigt, at vi er involveret, for det er os, der ejer infrastrukturen og data på det her område. Medarbejderne er ansat hos os. Derfor er det rigtig vigtigt at involvere regionerne i hele beslutningen. Både placeringen af centret, men også den samlede plan for hele området. Det er det, jeg lægger op til, siger Anders Kühnau.

GENOMFORSKNING

Et genom er et menneskes samlede DNA-streng. Personlig medicin går ud på at analysere patientens DNA, så man bedst muligt kan diagnosticere eller målrettet behandle bedst muligt.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik