Justitsminister om pædofili-sag: "Simpelthen ikke godt nok"

Søren Pape Poulsen kritiserer politiet i sag om en dømt pædofil, der har forgrebet sig mod børn igen.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) langer nu ud efter politiet i en sag, hvor en dømt pædofil har forgrebet sig på to små piger.

Den pædofile mand blev i 2007 dømt for at have krænket 13 børn i Børnehuset Grønnebakken i Beder ved Aarhus.

Jeg kan forstå på politiet, at der er sket en klar fejl fra deres side i den konkrete sag

Søren Pape Poulsen, justitsminister

I sidste måned blev den nu 40-årige mand dømt til forvaring for at have voldtaget en 8-årig pige og krænket pigens 3-årige søster. Denne gang under et andet navn og i en anden by.

I den seneste sag henvendte en mor til pigernes veninde sig i april 2016 til politiet. Hun fortalte, at hendes femårige datter havde besøgt en enlig mand i området sammen med de to søstre, og at de havde set hans tissemand.

Hvis politiet her havde foretaget et tjek af mandens CPR-nummer, kunne de to søstre formentlig have undgået nogle af de værste overgreb.

Men først et halvt år senere, da samme kvinde igen henvendte sig til poltiet, blev manden anholdt.

- Jeg kan forstå på politiet, at der er sket en klar fejl fra deres side i den konkrete sag. Det er simpelthen ikke godt nok, når vi har at gøre med så alvorlige sager som seksuelt overgreb mod børn, siger justitsminister Søren Pape Poulsen i en skriftlig kommentar til TV2 ØSTJYLLAND.

Justitsministeren har bedt de relevante myndigheder om at undersøge, hvordan en lignende situation kan undgås i fremtiden.

- Rigspolitiet, Rigsadvokaten og kriminalforsorgen ser nu på, hvordan deres samarbejde på området fremadrettet kan styrkes, og jeg vil afvente myndighedernes bud på, hvor der er behov for en opstramning, siger Søren Pape Poulsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Myndighedernes skal melde tilbage inden påske.

Den pædofile mand fik i 2007, som en forlængelse af dommen, et påbud om, at han ikke må arbejde med børn, ikke må befinde sig i hjem, hvor der er børn under 18 år, ligesom han ikke må have børn i sit eget hjem.

Men som det er nu, får den enkelte politikreds ikke besked fra andre myndigheder, når en person med sådan et påbud flytter til kredsen, og politiet gør ikke noget aktivt for at holde øje med påbuddene.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik