Hotelejer dømt til at betale penge tilbage - men lejer har stadig ikke set en krone

Et år efter en hotelejer på Stevns blev dømt til at betale 36.000 kroner tilbage, har Helle Weinkouff stadig ikke fået sine penge.

Sidste sommer kom flere hotelgæster i klemme på Stevns.

De havde booket værelse på Hotel Klintely, men da de ankom på adressen i den lille landsby Højerup, blev de mødt af et lukket hotel, der så ud som om, det var under ombygning.

Hotellet blev drevet af svenske Caroline Möller, som forklarede, at en vandskade havde sat en stopper for åbningen af hotellet.

TV2 ØST talte sidste år med flere personer, der var blevet snydt af Caroline Möller. Blandt andet fortalte maler Svend Poulsen, der var blevet hyret til ombygningen af hotellet, at han aldrig blev betalt for sit arbejde på hotellet.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Maler Svend Poulsen var godt træt af den falske hotelejer, som han havde 15.000 kroner til gode hos sidste år.
Maler Svend Poulsen var godt træt af den falske hotelejer, som han havde 15.000 kroner til gode hos sidste år.
Foto: TV Øst

Blev dømt men betalte aldrig

En af dem, der har mistet mange penge på at indgå en aftale med Caroline Möller, er Helle Weinkouff fra Køge. Hun lagde sag an mod Caroline Möller efter at have betalt 36.000 kroner i depositum og forudbetalt husleje for en lejlighed, som aldrig var klar til indflytning.

I august 2018 fik Helle Weinkouff rettens ord for, at Caroline Möller skyldte hende penge. Men det var tydeligt for Helle Weinkouff, at den svenske udlejer og hotelejer ikke havde til hensigt at betale pengene tilbage til hende.

- Jeg var i retten med hende, og der fik hun at vide, at hun skulle betale, fortæller Helle Weinkouff.

- Men hun (Caroline Möller, red.) sagde blankt, at det kunne hun ikke, tilføjer hun.

Efter dommen blev afsagt i Retten i Roskilde, har Helle Weinkouff forsøgt at få sine penge udbetalt af Caroline Möller. Men et år efter dommen blev afsagt, har Helle Weinkouff stadig ikke set skyggen af sine penge.

- Hun er bare er uden for lov og ret, siger Helle Weinkouff.

- Hun svarede slet ikke på sms’er eller noget.

Flere går forgæves, når de prøver at tjekke ind på det tomme hotel Klintely.
Flere går forgæves, når de prøver at tjekke ind på det tomme hotel Klintely.
Foto: TV Øst

Det er bare øv

Det er to år siden, sagen om lejemålet begyndte for Helle Weinkouff, og hun sidder tilbage med en følelse af afmagt.

- Det er bare øv, siger hun.

- Hvordan kan det lade sig gøre?, tilføjer hun.

Helle Weinkouff har besluttet ikke at tage sagen videre, for hun tror ikke på, at der kommer noget ud af det.

- Det er sådan, at hvis fogeden skal blandes ind i det, så skal jeg betale for det, siger Helle Weinkouff.

- Hvis hun allerede er sådan, at hun ikke vil betale, så er det eneste, jeg får ud af det, tænker jeg - det er så betaler jeg igen uden at få noget af hende.

Caroline Möller (på billedet) har endnu ikke betalt de 36.000 kroner, som hun skylder Helle Weinkouff.
Caroline Möller (på billedet) har endnu ikke betalt de 36.000 kroner, som hun skylder Helle Weinkouff.
Foto: TV Øst

Forsøgte sig i Nordjylland

Efter TV2 ØST sidste år fortalte om Hotel Klintely har der været stille omkring Caroline Möller. I hvert fald på Sjælland. Til gengæld har der i Blokhus været mange historier om den svenske erhvervsdrivende.

Peder Wendelboe, der er redaktør på kanalblokhus.dk, fortæller om en kvinde ved navn Pella Estelle Caroline Möller, der ville åbne en bar med klavermusik i Blokhus.

Da han så, at håndværkere var gået i gang med at ombygge de lokaler, der tidligere husede byens mest kendte diskotek, Peder Vessel, gik han indenfor for at høre mere om planerne.

Her mødte han en svensk kvinde, der ikke var interesseret i at fortælle noget som helst om hendes bar, og ville have ham til at gå med det samme.

- Jeg gik selvfølgelig, da hun bad mig om det, fortæller Peter Wendelboe.

Han undrede sig dog over, at en ny erhvervsdrivende i byen ikke havde lyst til at fortælle om planerne for åbningen af baren til det lokale digitale medie.

Og kvindens opførsel undrede også håndværkerne, der nogle dage efter kontaktede Peter Wendelboe.  

- De havde ikke fået betaling for deres arbejde, fortæller redaktøren, der siden marts har holdt godt øje med udviklingen i sagen.

- På fire måneder har der været tre hold håndværkere i gang, og hver gang er det ikke blevet til noget.

Ingen fik betaling

Den 22. juni i år kunne kanalblokhus.dk så berette, at den nye bar ville slå dørene op samme aften. Men det blev kun til et arrangement i baren, inden baren måtte dreje nøglen om, fortæller den lokale redaktør.

- Udlejeren havde ikke fået husleje i fire måneder, siger Peter Wendelboe og fortæller, at baren nu er lukket. Han har ikke set den svenske ejer, siden begyndelsen af juli 2019, og at der også her er et spor af ubetalte regninger i hendes kølvand.

- Der er ingen i Blokhus, der har fået nogen penge, siger Peter Wendelboe.

Caroline Möller har tidligere udtalt til kanalblokhus.dk, at hun ikke betalte for håndværkernes arbejde på hendes bar, fordi hun var utilfreds med resultatet. Til TV2 ØST sagde hun sidste år, at hun ikke har snydt nogen.

TV2 ØST har været i kontakt med Caroline Möller. Hun har ingen kommentarer til sagen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik