Præst genbruger konfirmationskjoler: "Responsen er rørende"

En sognepræst i Frederikssund har startet et projekt, hvor brugt konfirmationstøj gives væk. Responsen har været overvældende

Konfirmationer bliver hurtigt hundedyre. Og det har en præst i Frederikssund sat sig for at gøre noget ved.

quote Det er meget rørende, at folk bakker op om projektet.

Sognepræst, Lotte Højholt

Hun og resten af Frederikssund Kirke har derfor startet et projekt, hvor de indsamler brugt konfirmationstøj, som de giver videre til de trængende.

- Jeg har jo set priserne. Jeg synes, det er dyrt at købe en kjole, når man skal have sit barn konfirmeret, siger sognepræst i Frederikssund Kirke, Lotte Højholt.

TV 2 Lorry bragte tirsdag et indslag om projektet, og siden har det væltet ind med roser og endda ti ekstra konfirmationskjoler og jakkesæt.

- Det er meget rørende, at folk bakker op om projektet. Jeg prøver jo at ændre en kultur, siger hun.

Flere har skrevet personlige beskeder til Lotte Højholt på Facebook og takket hende for indsatsen. 

Mangler modtagere af kjolerne

En gennemsnitlig konfirmation kan hurtigt komme op og koste 30.000 kroner - 19.500 kroner til festen - plus 10.000 kroner til tøj og gave.

Det vil Lotte Højholt ændre på, og hun glæder sig over konfirmationstøjet, som bliver sendt til dem. Men nu mangler hun bare aftagere til det brugte tøj. 

quote Når vi kommer tættere på konfirmationssæsonen, håber vi, at folk henvender sig for at tage imod noget af tøjet.

Sognepræst, Lotte Højholt

- Når vi kommer tættere på konfirmationssæsonen, håber vi, at folk henvender sig for at tage imod noget af tøjet. Det er nok de voksne, der skal foreslå det for børnene, så der kan blive råd til en bedre fest, siger hun.

Frederikssund Kirke har allieret sig med andre præster i nærområdet, så kjolerne skal ikke nødvendigvis kun gå til Frederikssunds borgere.

- Der skal være fest, og der skal være gaver og ballade og sjov. Men det skal også handle lidt mere om det nære, og det vigtige ved at tage det her standpunkt i livet, siger hun.

Hvis man har brugt konfirmationstøj, som man gerne vil give videre, kan man smutte forbi kirkens kontor i Kirkegade 7 i Frederikssund. Man kan også kontakte kordegn Helle Dissing på mailadressen helle@frederikssundkirke.dk.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik