ANMELDELSE: Roskilde forført af eminent Eminem-show

Det eneste, der hang tungere i luften end det ubarmhjertige urinstøv, var forventningen til koncerten 22:30, hvor Marshall Bruce Mathers langt, langt, langt om længe kunne stemple ind på dansk jord og levere The Eminem Show.

Der kan skrives bøger om de farcelignende episoder, hvor han først i 1999 måtte aflyse på Store Vega og sidenhen aflyste sit ellers stort opslåede show i Parken som led i Anger Management tour’en i 2005. Hvor har vi dog ventet længe på det her, og det er umiddelbart også svært at tænke på et mere oplagt og majestætisk spot end landets største scene, midt på Dyrskuepladsen i Darup.

4. juli 2018. Fratrækker man den lille håndfuld forudgående opvarmningsdage snakker vi Day 1 for årets Roskilde Festival, og det virker nærmest symbolsk, at vi får glæden af Detroit-rapperen for første og muligvis eneste gang, på (White) Amerikas nationaldag.

Hans koncert i Stockholm tidligere på ugen blev skamrost i bl.a. Ekstra Bladet, så der var al mulig grund til sommerfugle i maven kl. lidt over 22, foran den ikoniske canopy. Og wow, hvor var der proppet. Undertegnede har været til i underkanten af 50 koncerter på Orange Scene de seneste ni år, men intet kommer i nærheden af tætheden i menneskemassen denne onsdag aften.

Opbuddet er massivt, intet mindre. Men folk er glade som aldrig før – den sitrende stemning af musikprogrammets start, kombineret med endagskrigerne på dommedagsbrandert gør stemningen elektrisk, helt frem til vi får æren af at se Rapguden i egen høje person kl 22:34. Det er Eminem, som vi har lært ham at kende de seneste år. Sort Nike-træningssæt, hætten trukket og en attitude af en vinder, som vidste, hvad han ville have. 

Er det her Roskildes største booking nogensinde? Det er i hvert fald Roskilde Festivals mest ønskede navn nogensinde. Chefbooker Anders Wahrén udtalte selv i forbindelse med annonceringen tilbage i januar, at bookingen var “en milepæl” for festivalen, og med så store forventninger til det absolutte hovednavn på årets plakat var der dermed også al mulig grund til at frygte en regulær skuffelse – men det skete gudskelov ikke. Tværtimod.

Okay. Lad os bare komme de små anker som der var i forkøbet: Lyden var lovlig lav nede bagerst på pladsen foran Orange Scene (i hvert fald til at starte med), og ligesom vi så det med Nas sidste år, har Eminem et så omfattende bagkatalog, at der ryger et par yndlingsvers her og der på klassikerne, mens det nye materiale får lov at blive spillet i fuld længde.

Det ændrer bare ikke på helhedsoplevelsen af en regulær folkefest – en af den slags, som samler det festivalfulde publikum og skaber en synergieffekt mellem kunstner og crowd. 

Noget for enhver smag

Der var noget for dem, der har været med i alle 20 år – de såkaldte Day 1s som de kaldes i kulturen, og som Em og backuprapper hypeman Porter selv jokede en del med fra scenen showet igennem. Så var der noget til dem der kun kendte alle hittene og selvfølgelig også noget til det helt unge kuld, som fortrinsvis kender til den clean Eminem, med Ed Sheeran og Beyoncé på sine omkvæd. 

Men der var plads til alle, både dem med midtfingeren oppe til “Just Don’t Give A Fuck” og dem med julelys i øjnene til “Love The Way You Lie”. Der var så mange klassiske hits på den 28 numre lange sætliste, at det halve kunne være nok, og det er sågar uden en solid bunke numre, som vi ikke fik at høre. Livesetuppet fungerede i og for sig også fint, omend man godt kunne høre, når der blev skiftet fra energiske bangers fra DJ-pulten (såsom “Criminal” og “Forever”) over stille livenumre som “Walk on Water” med Skylar Grey, som umiddelbart var det mest malplacerede nummer til aftenens koncert.

Og hvor overskudsagtigt er det så ikke lige, at hive fødselsdagsbarnet og landsmanden Royce Da 5,9 på scenen, bare for at spytte sine to vers på den virkelig vellykkede “Fast Lane” fra Bad Meets Evil-projektet, de to havde sammen? Det sker så sjældent, at amerikanske kunstnere på europæiske festivaler hiver gæster med på scenen, så cadeau for det!

Folk foran Orange Scene fik lov at opleve en mand, som virkelig nød at være tilbage på de skrå foran et kæmpestort og taknemmeligt publikum.

Han virkede oprigtigt imponeret over crowd’et og havde gjort sit hjemmearbejde. Der blev sunget “when we met in Denmark” frem for “when we met in Denver” på “Stan”, og Em vidste godt, at han befandt sig på Roskilde Festival og ikke “in Copenhagen”. 

På alle måder en veloplagt og overskudsagtig Em i spottet, som fandt overskud til at inddrage Instagram-referencer og joke med backuprapperen og D12-protegéen Mr Porter (aka Kon Artis), som gjorde det upåklageligt som kombineret backuprapper og hypeman. 

“Can we take you back to when we used to get fucked up?”

Præcis halvanden times lyriske finesser fik vi glæden af, hvor særligt afslutningen med “The Monster”, “My Name Is”, “The Real Slim Shady”, “Without Me” og “Not Afraid” i rap var i verdensklasse. Aftenens højdepunkt kom dog uden tvivl i form af en emotionel levering af “Lose Yourself”, indledt med det karakteristiske pianospil, efterfulgt af dette årtusindes velsagtens mest ikoniske guitarriff i hiphop.

Sammen med den tunge støvsky, oplyst af de utallige strobelys, var det som om alting gik op i en højere enhed, mens unge som gamle smed hænderne op og ned i takt med beatet. Hvis jeg kun skulle lave den klassiske hiphopgestus til én sang resten af mit liv, ville valget formentlig falde på netop “Lose Yourself”. 

Alt i alt var Mr Mathers i godt humør, i godt selskab og ved godt mod, og han havde taget det musik med, man må forvente til en Eminem koncert anno 2018, og lidt til. Det er meget muligt, at den pillemisbrugende Slim Shady havde mere bid og nerve i sine tekster end den popficerede voksne og stoffri Eminem, men der var alligevel noget dejligt befriende ved at overvære en veltilpas og skarp mand efter alle de år.

Var det værd at vente på? Hell yeah!