Boligskat: Regeringens udspil vil gavne de rigeste

Boligejerne i Rudersdal og Frederiksberg vinder på fast grundskyld, mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Der er mest at tjene for boligejerne i Rudersdal og Frederiksberg, hvis grundskylden fastfryses indtil 2020, som trekløver-regeringen vil. Gevinsten er mindst i Tønder og Lolland.

Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Onsdag forhandler regeringen boligskat og grundskyld med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale.

Det sker, fordi partierne i efteråret aftalte, at huse og lejligheder skal vurderes på en helt ny måde.

Regeringen vil bruge 32,2 milliarder på at lempe boligskatten. Syv milliarder kroner går til dem, som har betalt for meget i ejendomsværdiskat. Desuden vil regeringen fortsat fastfryse grundskylden indtil 2020.

Fastfrysningen giver i gennemsnit en gevinst på knap 22.000 kroner per ejerbolig i Rudersdal Kommune. Her koster et enfamiliehus over fem millioner kroner. Værdien er steget 555.000 kroner siden finanskrisen.

Modsat ser det ud i Tønder. Her tjener en familie kun 250 kroner, hvis grundskylden fastfryses. Siden finanskrisen er et enfamiliehus faldet knap 200.000 kroner i pris. Nu handles det for under 800.000 kroner.

Siden 2009 er et enfamiliehus steget godt 30 procent på Frederiksberg og koster nu 8,5 millioner kroner i gennemsnit. Derimod er værdien faldet 20 procent for enfamiliehuse på Bornholm, Lolland, Guldborgsund og Langeland.

Dermed er et hus på Frederiksberg 12-13 gange så meget værd som et hus på Lolland.

De Konservative finder det ikke forkert at fastfryse grundskylden, siger politisk ordfører, Mette Abildgaard.

- Det er logik for burhøns, at når man letter boligskatten, så kommer det mest til gode dér, hvor man har meget dyre boliger. I Rudersdal koster et enfamiliehus over fem millioner kroner. Det kan man få en hel herregård for i Tønder, siger Mette Abildgaard.

Er det rigtigt at uddybe forskellen i formuer?

- At man ser højere priser i København, Aarhus og Odense er et udtryk for, at flere flytter til byerne. Den prisforskel kommer vi aldrig nogensinde til livs, mener Mette Abildgaard.

// Ritzau


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik