Parken trækker sit grandprix-bud

Det internationale melodi grand prix bliver ikke afholdt i Danmarks nationalarena. Parken trækker sit bud.

Parken i København kommer ikke til at danne ramme om næste års internationale melodi grand prix. Selskabet bag nationalarenaen, Parken Sport & Entertainment trækker sit bud, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Parken begrunder beslutningen med, at det tager op til seks uger i en kalender at huse arrangementet. Forberedelserne til den omfattende begivenhed indeholder opsætning, semifinaler og generalprøver.

FCK kommer i første række

Af hensyn til især fodboldklubben F.C. København og det danske fodboldlandshold, der spiller sine hjemmekampe i Parken, kan selskabet derfor ikke løse opgaven. Sådan lyder det fra administrerende direktør i Parken, Anders Hørsholt.

- Vi har oplevet, at rigtig mange mennesker har bragt Parken i spil som et naturligt sted for den folkefest der venter i forbindelse med det Europæiske MGP næste år.

- Og taget i betragtning, at et af historiens bedste MGP-arrangementer blev afholdt i Parken for 12 år siden, og vores beliggenhed midt i hovedstaden, så er det vel forståeligt nok, siger han og fortsætter:

- Derfor følte vi også, at det var bedst at undersøge tingene i god tid, og det har vi nu gjort. Desværre er konklusionen, at det ikke er aktuelt for Parken at huse det internationale MGP næste år.

Stadig mulighed for at afholde grand prix i København

Selv om Parken melder fra til at danne ramme om den store begivenhed, er det ikke ensbetydende med, at melodi grandprixet ikke bliver holdt i den danske hovedstad.

Såvel DR Byen og B&W-bygningen på Refshaleøen er nemlig stadig i spil, og derfor kan København stadig blive valgt til at huse arrangementet, oplyser Wonderful Copenhagen som har udarbejdet buddet for København.

- Vi er selvfølgelig kede af, at Parken har valgt at trække sig, men vi er meget fortrøstningsfulde i forhold til de to stærke og unikke venues, vi stadig har på hånden, nemlig DR Byen og B&W-bygningen, siger administrerende direktør Lars Bernhard Jørgensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik