Foto: TV 2 Lorry

Parken pustede tilskuertal op

Tilskuertallet til FC Københavns hjemmekampe er i flere år holdt kunstigt høje, viser interne tal.

For at skaffe flere sponsorer blev tilskuertallene til FCK's hjemmekampe gennem fire sæsoner frem til 2009/10 tilsyneladende pustet kunstigt op.
      Det viser interne tal, som dagbladet Børsen er kommet i besiddelse af, skriver avisen fredag.
      Tallene viser, at der årligt gennem fire år frem til sæson 2009/10 blev lagt mellem fem og 11 procent oven i det korrekte antal tilskuere. Dermed blev 92.037 fremmødte i perioden regnet med i de officielle tal, selvom de aldrig var til stede på tribunerne.
      De manipulerede tal, som man blandt andet har kunnet læse i Parkens årsregnskaber og på FC Københavns hjemmeside, kan ifølge børsretseksperter få alvorlige juridiske konsekvenser for parterne.
      Det kan nemlig betyde, at den verserende sag om kursmanipulation bliver udvidet.
      - En vurdering af, om tilskuertallet er oplyst korrekt, må nødvendigvis indgå i vurderingen af, om der er grundlag for en kursmanipulationssag, siger juraprofessor Paul Krüger Andersen fra Aarhus Universitet til Børsen.
      Det vides ikke, hvem der stod bag "oppumpningen" af tallene, og hverken bestyrelsesformand Hans Munk Nielsen eller administrerende direktør Anders Hørsholt ønsker at kommentere sagen.
      Der er heller ikke meget at komme efter hos Flemming Østergaard, der var bestyrelsesformand for Parken i den pågældende periode. Han siger til Børsen, at han aldrig har hørt noget om for høje tilskuertal.
      - Det kender jeg ikke en kæft til, lyder kommentaren fra ham.
      Tilskuertallet er vigtigt for en fodboldklub, da det skaber større interesse fra både sponsorer og tv-selskaber, og får andre tilskuere til at møde op på stadion.