Parken fortsat landsholdets hjemmebane

Det danske fodboldlandshold vil fortsat have Parken som hjemmebane i de næste fire år. Parken forpligtet til at levere en bane af international standard.

Parken fortsætter som hjemmebane for det danske
fodboldlandshold de næste fire år. I den nye aftale mellem Dansk
Boldspil-Union (DBU) og Parken har DBU samtidig sikret sig, at
Parken skal stille en bane af international standard til
rådighed for landsholdet.
- Vi har fået tilrettet vores aftale på nogle punkter, der
giver os større sikkerhed for at kunne benytte Parken, en
kvalitetssikring af selve banen og større fleksibilitet i
forhold til billetprissætning og udnyttelsen af de enkelte
tribuneafsnit, siger DBU's generalsekretær, Jim Stjerne Hansen.
- Parken har gennem årene fået en del berettiget kritik for
banens tilstand, men de har gjort kritikerne til skamme med en
rigtig god bane til vores landskampe gennem det seneste års tid.
Og den standard holder vi Parken op på gennem den nye aftale,
forklarer generalsekretæren.
Mens Parken med 38.065 siddepladser skal huse hjemmekampene i
den næste EM- og VM-kvalifikation, så vil DBU fortsat have
mulighed for at planlægge venskabskampe i provinsen.
/ritzau/