Foto: TV2/Lorry

Paris' borgmester deltager i dansk mindehøjtidelighed

Borgmesteren og viceborgmesteren fra den franske hovedstad deltager i mindehøjtidelighed ved Krudttønden.

Paris' borgmester, Anne Hidalgo, og hendes viceborgmester, Patrick Klugman, deltager i en planlagt mindehøjtidelighed ved Krudttønden mandag aften klokken 20, oplyser Københavns Kommune.

De bliver mandag formiddag modtaget af Københavns overborgmester, Frank Jensen, og Charlie Hebdo-journalisten Patrick Pelloux samt overrabbiner Moise Lewin, som alle tre også deltager i mindehøjtideligheden.

- For kun et par måneder siden var verdens øjne rettet mod Paris og det frygtelige attentat mod Charlie Hebdo og den jødiske menighed. Nu har terroren vist sit grimme ansigt i København. Jeg er utrolig glad for støtten, siger Frank Jensen i en pressemeddelelse.

Mindehøjtideligheden arrangeres af Borgerrepræsentationen ved kulturhuset på Østerbro, hvor en gerningsmand lørdag eftermiddag åbnede ild mod et debatarrangement med den svenske Muhammedtegner Lars Vilks.

En 55-årig instruktør blev dræbt, mens tre betjente blev såret.

Københavns Politi er overbevist om, at det var den samme gerningsmand, som natten til søndag skød og dræbte en 37-årig jødisk vagt foran synagogen i Krystalgade, og som tidligt søndag morgen blev dræbt i en skudveksling med politiet på Ydre Nørrebro.