Par nummer 7 vinder seksdagesløbet i Ballerup Super Arena

Det dansk/belgiske par nummer 7 fik skrabet de afgørende point sammen i seksdagesløbet i Ballerup efter tæt afslutning.

Par nummer 7 med danske Michael Mørkøv og belgieren Kenny De Ketele vinder det københavnske seksdagesløb foran par nummer 1.

Det er Mørkøvs syvende sejr i løbet. Det er første gang nogensinde, at en dansker vinder løbet syv gange.

De to par sluttede på omgangshøjde, men Mørkøv og hans makker havde skrabet flest point sammen.

Inden den afsluttende jagt over én time førte par nummer 1, der består af hollandske Yoeri Havik og belgiske Moreno De Pauw, med ti point.

Men under jagten formåede ingen af de to par at trække afgørende fra, så det hele skulle afgøres i de fem afsluttende spurter. 

Begge par gik helhjertet ind i spurterne, der blev særdeles tætte. 

Michael Mørkøv vandt dog de første tætte spurter foran Moreno De Pauw og bragte igen 7'erne foran. Et af opgørene var så tæt, at der måtte fototeknologi til at afgøre, at Mørkøv kom først over stregen.

Til stor jubel for tilskuerne i Ballerup holdt Mørkøv og De Ketele pointføringen til slut. Alle fem spurter endte således med sejr til parret. Par nummer 7 endte dermed på 313 point, mens par nummer 1 sluttede på 297 point.

- Det blev tættere, end vi havde håbet. Vi ville gerne have taget en omgang fra 1'erne, men de var ganske enkelt for stærke, siger Michael Mørkøv efterfølgende til løbets hjemmeside. 

Han siger videre, at han går efter at slå rekorden for fleste sejre i seksdagesløbet. Rekorden lyder på otte samlede sejre, og den er sat af australske Danny Clarke.

- Det er en rekord, jeg helt sikkert går efter, siger Mørkøv.

Syv omgange efter de to førerpar sluttede par nummer 9 med tyske Leif Lampater og danske Marc Hester. Med 225 point sluttede de foran par nummer 10 med polakkerne Daniel Staniszewski og Wojciech Pszczolarski.

/ritzau/

fakta om ballerup super arena

  • Ballerup Super Arena var indtil 2015 Danmarks eneste indendørs cykelbane.
  • Foruden at være en "velodrom" (en cykelbane) er Ballerup Super Arena også multisportshal. Til daglig fungerer arenaen som TeamDanmark elitesportscenter for landets bedste baneryttere.
  • Inderkredsens gulvareal er 3.690 m2
  • Hallens bruttoareal er 15.000 m2
  • 1.850 faste siddepladser
  • Mulighed for op til 7.500 gæster - 3.000 på inderkredsen
  • 250 meter cykelbane
Kilde: TV 2 Sport

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik