Pallevis af tyvekoster skulle sendes til Irak

Massevis af stjålne computere er afsløret i Valby. Tre mænd er anholdt og sigtet for groft hæleri.

En gruppe mænd har været i færd med at sende stjålne computere og mange andre tyvekoster til Irak, mener politiet.

Forsendelserne skal være sket fra et firma i Valby, siger Københavns Politi, der har anholdt tre herboende irakiske mænd i sagen.

Tyvekosterne stammer fra indbrud begået over hele landet, vurderer politiet umiddelbart.

Tingene fundet hos firmaet "Iraq Posting" på Valby Langgade fylder mellem 15 og 20 fyldte paller, oplyser politiet.

- Jeg har aldrig set noget lignende, siger vicepolitiinspektør Tommy Laursen fra Station Bellahøj.

- Der er mange computere og elektronik. Der er for eksempel også 200 iPhones, siger Laursen.

I en enkelt kuffert er der 20 computere af mærket MacPro.

- Nogle af tingene er helt nye. Andre bærer tydeligt præg af at være stjålet, siger vicepolitiinspektøren.

Nu skal betjentene nærmere undersøge, hvorfra de mange ting stammer. Det er dog også muligt, at nogle af effekterne helt lovligt er placeret på virksomheden.

Afsløringen skete ved en tilfældighed. I lang tid har betjente i politiets beredskab fået besked om at være særligt opmærksomme på tegn på indbrud og lignende. Og et par betjente var mistænksomme onsdag aften.

- En patrulje lagde klokken 21.15 mærke til, at en varebil stod på fortovet, og at der blev læsset varer af, fortæller vicepolitiinspektør Tommy Laursen.

Da betjentene kiggede inden for hos virksomheden, opdagede de, at den var "helt gal".

- Vi har været her lige siden, siger vicepolitiinspektøren.

De tre anholdte er torsdag i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. De sigtes for groft hæleri.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik