Foto: TV2/Lorry

Pædofili-tiltalt anmeldt for 10 år siden

Allerede for 10 år siden blev den nu 40-årige pædofili-tiltalte mand anmeldt til politiet for overgreb mod børn.      

Det skete efter, at han - ifølge anklageskriftet - voldtog piger i helt ned til fireårsalderen i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne i Taastrup kommune, hvor han dengang boede.     
Som teenagere mødte pigerne, ifølge DR Nyheders oplysninger, igen den pædofili-tiltalte, hvorefter de i juli 2001 anmeldte ham til politiet.

      Hos Vestegnens Politi bekræfter politiinspektør Bent Isager over for DR Nyheder, at der tilbage i 2001 blev gennemført både videoafhøringer af pigerne og afhøringer af andre vidner.

      Efterforskningen blev dog sat i bero, da politiet vurderede, at man ikke havde nok til at rejse en tiltale.

      Det chokerer Mona Meelberg, en af de bistandsadvokater der repræsenterer børnene i Esbjerg-sagen:

      - Jeg er dybt frustreret over, at man ikke tager det alvorligt, hvad der sker med børn i dagens Danmark, siger hun til DR Nyheder.

      - Det er utroligt, at man ikke foretog sig noget. Det er så alvorlige anklager, så det burde man have gjort med det samme. Man kunne måske have reddet nogle af de andre børn. Det er dårligt politiarbejde, siger hun.

      Også bistandsadvokat Jens Graven Nielsen, der også repræsenterer nogle af børnene i sagen, beklager politiets arbejde.

      - Det er dybt beklageligt, at anmeldelser ikke bliver behandlet med den fornødne alvor. En sag af denne her karakter må have en meget høj prioritet og behandles meget alvorligt, hurtigt og effektivt, siger han til DR Nyheder.

      Igen i januar 2008 blev den, ifølge anklagen, pædofile mand anmeldt til politiet, denne gang i Esbjerg. Denne sag blev dog også droppet, da politiet vurderede, at der ikke var nok substans i den, siger Lars Bramhøj, politiinspektør hos Syd- og Sønderjyllands Politi, til DR Nyheder.

      Politiinspektør Bent Isager fra Vestegnens Politi vil ikke kommentere sagen om den ti år gamle anmeldelse yderligere, da den nu er blevet en del af retssagen mod den 40-årige pædofili-tiltalte, der skal foregå for lukkede døre.