Pædagogstrejken øger de unges kriminalitet

I de seneste par uger er der sket en markant stigning i mængden af småkriminalitet som hærværk og forstyrrelse af den offentlige ro og orden i flere københavnske forstadskommuner.

Ifølge SSP-konsulenter, der arbejder med at forebygge kriminalitet blandt børn og unge, er der ingen tvivl om den primære årsag: Pædagogernes strejke, der nu er på vej ind i sin fjerde uge, erfarer Berlingske Tidende. »I stedet for at være sammen under voksenkontrol ude i ungdomsklubberne går mange af de utilpassede unge nu rundt i grupper på må og få og ridser biler, ødelægger skilte og den slags. Det er meget uheldigt, for vi ved erfaringsmæssigt, at det er første skridt på trappen til en egentlig kriminel løbebane med væsentligt grovere kriminalitet,« siger SSP-konsulent i Høje Taastrup Kommune, Jacques Royal. Jesper Nielsen, der er strejkende leder af Trillingeklubberne i Taastrup med op mod 150 tilknyttede unge i alderen 12-18 år, kan nikke genkendende til problematikken. »For tiden møder jeg mange af vores unge ude i byen. De går rundt i grupper og giver udtryk for, at de er frustrerede og keder sig, og at de savner os. Samtidig har vi haft flere eksempler på hærværk på klubbernes område, herunder ildspåsættelse af gynger og containere og knuste flasker. Jeg kunne også sagtens forestille mig, at flere af de unge er begyndt at ryge hash tidligt på dagen, hvilket de ikke normalt ville gøre, fordi de udmærket ved, at vi ikke accepterer, at de er påvirkede på klubbernes område. Jeg er helt bevidst om, at der ligger et stort forebyggende arbejde foran os, når strejken er slut,« siger han. Også i Gladsaxe Kommune har man et helt identisk problem. »Mængden af hærværk er steget med i hvert fald 25 procent herude de seneste par uger. Biler bliver ridset, sidespejle revet af, der bliver skåret i bænke og den slags. Vi ved fra øjenvidner, at det typisk er 15-17-årige drenge, der står bag. Der er ingen tvivl om, at pædagogstrejken spiller ind, men jeg tror også, at det gode vejr og skolestoppet for 9.-klasserne er medvirkende forklaringer,« siger SSP-konsulent i Gladsaxe Kommune Linda Krüger Nielsen, der har sendt mails ud til en række forældre i kommunen for at gøre dem opmærksom på problemet og bede dem holde et mere vågent øje med deres store børn. Jacques Royal frygter, at hvis strejken fortsætter bare få uger mere, kan det vise sig noget nær umuligt at bringe de mest utilpassede unge bort fra kriminaliteten. »De risikerer at møde voksne i det kriminelle miljø, som lokker dem til at udføre hårdere kriminalitet som at bryde ind i biler eller andre former for berigelseskriminalitet. Næste skridt er røverier, vold og narkokriminalitet. Pædagogernes strejke handler ikke bare om flere penge, men har faktisk nogle yderst uheldige konsekvenser for mange af de mere utilpassede unge, som der ellers bliver taget hånd om ude i ungdomsklubberne,« siger han. I forbundet for pædagoger og klubfolk, BUPL, der netop i går vedtog at fortsætte strejken, er man først for ganske nylig blevet opmærksom på den uheldige konsekvens af arbejdsnedlæggelsen. »Det er en uholdbar situation, som vi først i de seneste dage er blevet fuldt ud klar over. Men det giver jo et billede af, at pædagogerne til daglig gør et godt forebyggende stykke arbejde ude i klubberne. Det kan lyde kynisk at sige, men selvfølgelig har en strejke nogle omkostninger, og det her er en af dem,« lyder den beklagende melding fra formanden for BUPL i Storkøbenhavn, Michael Egelund.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik