Pædagoger stod på ski for børnenes penge.

Et femstjernet luksushotel i Berlin, skisportsrejser til Norge og Østrig og flere kursusophold med havudsigt i Danmark. Sådan er en del af arbejdstiden foregået for ledelse og pædagoger i daginstitutionen Børnehuset på Amager ifølge Politiken torsdag.

Regningerne er betalt med Børnehusets penge, skriver
Politiken. Nu skal Børnehuset spare 1,4 millioner kroner på
driften af institutionen, der huser 120 vuggestue- og
børnehavebørn.

Lederen fratrådte i januar - tre måneder efter, at
institutionen var sat under administration.
»Forholdene for børnene har været så dårlige, at min datter
fra 2005 til nu har oplevet over 100 forskellige pædagoger.
Børnene kender ikke engang pædagogernes navne længere, og de er
faktisk også ligeglade, for de går bare til det ældste barn, når
de har brug for en omsorgsperson«, fortæller en forælder til et
af børnene i instutionen, Lisbeth Dixen til Politiken.

Underskuddet har nu været kendt i et år af kommunens Børne- og
Ungdomsforvaltning.
I april 2008 tog den tidligere leder af Børnehuset seks af
sine ansatte med på to pædagogiske strategidage i Berlin. Her
overnattede de på det femstjernede hotel Concorde.

Af bilag, som Politiken har fået aktindsigt i, fremgår, at værelset til børnehavens leder kostede 11.000 kroner per nat. De andre værelser kostede 7.400 kroner.

Måneden forinden, i marts 2008, var personalet på en skirejse
til Norge for mindst 65.000 danske kroner. Året forinden, i
april 2007, var personalet desuden på en skirejse til Østrig,
skriver Politiken.

»Hvis vi havde kendt til rejserne, havde vi selvfølgelig
grebet ind. Det er et uacceptabelt overforbrug, og derfor har vi
ageret så hurtigt, vi kunne. Da vi ser underskuddet i
regnskabet, undersøger vi det med det samme og indkalder alle
bilagene. Til sidst ender det med, at vi selv henter dem i
institutionen, fordi vi ikke får dem alle sammen«, siger Jan
Lange, der er distriktschef i Københavns kommunes Børne- og
Ungdomsforvaltning, til Politiken.

Efter at forvaltningen havde fået kendskab til underskuddet i
juni 2008, gik der dog tre måneder, inden man greb ind.
Børnehusets forældrebestyrelse er aldrig blevet orienteret om
underskuddet på 1,4 millioner kroner eller om årsagen til
lederens afgang, skriver Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik